Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrlæge, Benævnelse paa den, der beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr - Dyrnæs, den østligste Pynt af Nordskov (Horns Herred) - Dyrplageri. Ifølge den danske Straffelov straffes - Dyrrhachium, se Durazzo. - Dyrskiøt, Peder Larsen, (1630-1707), en lærd Bonde fra Vendsyssel - Dyrskue, offentlig Udstilling af Husdyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mangel paa Respekt, som baade Dyrlægekunsten
og dens Udøvere, for en stor Del aldeles
ufortjent, har været Genstand for gennem mange
Aarh. Det fortjener endnu at nævnes, at
Oprettelsen af Dyrlægeforeninger har
haft en ikke ringe Bet. i Retning af at
konsolidere Dyrlægestandens Stilling saavel
indadtil som udadtil, og ganske særlig er der her
Grund til at notere, at det første af den Slags
Selskaber, Fautores Rei veterinaria, blev
grundet i Kbhvn 1807 af Eric Viborg; senere,
og første Gang 1812 i Schweiz, fandt det
Efterlignere rundt omkring i Europa. (Litt.: Ang.
den overordentlig righoldige veterinære Litt.
henvises til Eichbaum, »Grundriss der
Geschichte der Tierheilkunde« [Berlin 1885],
hvilket Værk især er benyttet ved forangivne
Fremstilling; Postolka, »Geschichte der
Tierheilkunde« [2. Opl. Wien 1887]; Baranski,
»Geschichte der Tierzucht und Tiermedizin im
Altertum« [Wien 1886]; Schötz, »Litteratur
der Veterinärwissenschaft« [Berlin 1889]).
H. G.
Dyrmaleri har Fremstillingen af Dyrelivet til
Hovedformaal. Medens Fremstillinger af Dyr
naturligvis træffes hyppig i hedensk og kristen
Oldtid (den gode Hyrde o. s. v.), og Dyrebilledet
spiller en ikke ringe Rolle i Middelalderens Kunst
(i Kirkens Kalkmalerier, i Miniaturer m. v.), er
det dog først i nyere Tids Kunst, at vi træffer
det egl. D., D. som Speciale. I ital. Renaissance
staar Pisanello med hans fortræffelige
Dyretegninger ret isoleret, muligt paavirket af jap.
Kunst, der har sin Styrke og staar uovertruffet
i D. I Nederlandene holdt adskillige
fremragende Kunstnere sig inden for D.’s snævre Kreds;
v. Eyck’erne viser Vejen, Rubens bliver
Føreren; i hans Spor gaar dygtige Dyrmalere som
Snyders, J. Fyt o. a. 17. Aarh.’s Hollændere
dyrker med Mesterskab Husdyrenes Liv: P.
Potter og A. v. d. Velde (Køer og Faar),
Berchem, K. Dujardin, A. Cuyp, Ph. Wouwermann,
M. Hondecoeter (Fjerkræ) o. m. a. Medens D.
er ret sparsomt repræsenteret i 18. Aarh. (bl. a.
Oudry i Frankrig, Ridinger i Tyskland), bliver
Dyrmalernes Tal næsten Legio i flg. Aarh. Her
kan kun eksempelvis nævnes forsk. fremragende
Dyrkere af D. I England først og fremmest E.
Landseer, endvidere Ansdell, Briton-Rivière; i
Frankrig: Troyon, R. Bonheur, Ph. Rousseau,
Delacroix, C. Jacque, Brascassat; i Holland og
Belgien: De Haas, E. Verboeckhoven, Verlat;
i Schweiz: Humbert og R. Koller; i Tyskland:
Adam’erne, Fr. Voltz, Braith, Steffeck, Fr.
Krüger, Brendel; i Sverige: Andersson, Arsenius,
Brandelius, Wahlbom, Kiörboe og B. Liljefors;
i Norge: Askevold, Sigv. Dahl, Arbo, Uchermann.
I Danmark er Gebauer Dyrmalernes Nestor.
Fremragende er J. Th. Lundbye ved sin fine,
natursande Dyrekarakteristik; hans elskværdige
Lune kom ogsaa frem i Dyrefablen (der er en
særlig Gren af D. og har givet Lejlighed til
mange satiriske Fremstillinger, saaledes af
Tyskeren Kaulbach og Franskmanden Grandville).
Blandt Danske kan endvidere nævnes: Chr.
Holm, Dalgas (Faar), O. Bache, Th. Philipsen,
Therkildsen, Irminger, N. P. Mols, Fuglemalerne
Johannes Larsen, Vilh. Fischer og K. Kyhn;
Mackeprang, S. Simonsen, Resen-Steenstrup.
A. Hk.
Dyrnæs, den østligste Pynt af Nordskov
(Horns Herred), hvor Roskilde Fjord bøjer mod
S. Ud for D. findes en bred Sandhage,
D.-Hage, der falder stejlt af mod det smalle,
dybe Løb. Paa den sydlige Del af Hagen er
bygget en 440 m lang Bro.
G. F. H.
Dyrplageri. Ifølge den danske Straffelov
straffes »hvo, som gør sig skyldig i raa
Mishandling ell. anden grusom og oprørende
Behandling af Dyr, navnlig af Husdyr«, med
Bøder indtil 400 Kr ell. med simpelt Fængsel
indtil 4 Maaneder; efter norsk Straffelov medfører
»grov ell. ondskabsfuld Mishandling af Dyr ved
Vanrøgt, Overanstrengelse ell. paa anden
Maade« Bøder ell. Fængsel indtil 6 Maaneder,
medens den sv. Lov fastsætter Bøder for den,
som »ved Behandling af Dyr lægger
Grusomhed for Dagen«. I øvrigt er de Bestemmelser,
som de enkelte Landes Straffelove indeholder
om dette Emne, meget forsk.; i fl. Lande, f.
Eks. i Tyskland, er saaledes Strafbarheden
afhængig af, at D. foregaar offentlig ell. vækker
Forargelse.
F. B.
Dyrrhachium [-’ra-], se Durazzo.
Dyrskiøt, Peder Larsen, f. 10. April
1630, d. 13. Oktbr 1707, en lærd Bonde fra
Vendsyssel, der fra sin Fader, som faldt 1644
ved Nørre-Sundby, hvor Vendelboerne
kæmpede mod Svenskerne, havde arvet megen hist.
Interesse. I sin Ungdom var han Skriver, bl. a.
en Tid hos Hans Nansen; senere købte han sig
Gaarden Knerø i Jerslev Sogn. D. var vel
bevandret i Sakse og Huitfeldt, men ogsaa de gr.
Historikere læste han i Overs.; med størst Iver
syslede han med den gl. danske Adels Historie
og afskrev mange Dokumenter, som nu kun
kendes gennem hans Kopier. Da Jens Bircherod
blev Biskop i Aalborg, søgte han ofte til D.
for at faa Oplysninger, og D. testamenterede
ham til sidst alle sine Samlinger.
Kr. E.
Dyrskue, offentlig Udstilling af Husdyr
(Heste, Kvæg, Faar, Geder, Svin, Fjerkræ og Bier),
understøttet og ledet af Staten og
Landboforeninger; dels Avlsdyrskuer, dels Fededyrskuer.
Avlsdyrskuerne har været et mægtigt
Middel til Husdyravlens og Husdyrbrugets
Fremme, idet der gennem Udpegning og
Præmiering af de som Avlsdyr fortrinligst ansete
Individer er anvist den Retning, Ledelsen
anser det heldigst for Opdrætterne at slaa ind
paa, dels i Landet som Helhed taget, dels i de
enkelte Provinser. Fremdeles belæres
Opdrætteren gennem D. og den der stedfindende
Præmiering om, hvilke Former og Egenskaber hos
Husdyrene han ved Valget af Avlsmateriale
inden for sin Besætning bør favorisere, og hvilke
han bør undgaa. Medens man (i Danmark) ved
Avlsdyrskuerne efterhaanden er kommet ind
paa kun at præmiere Dyr af ganske bestemte
Typer og Racer, af god Afstamning og med
god Nedarvningsevne, har ved Fededyrskuerne
væsentligst den opnaaede Fedningsgrad samt
Individets Alder været lagte til Grund for
Bedømmelsen af Dyrene, hvorimod disses
Afstamning (Race) har været af underordnet Bet.
Dyrskueinstitutionen har væsentligt virket
som et Opmuntringsmiddel, som en »Spore« for
Landmændene, og har som saadan været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
