Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrlæge, Benævnelse paa den, der beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1. Aarh. e. Kr.) taler om ars s. medicina
veterinaria. - Hos de gl. Romere anvendtes
Betegnelsen mulomedicus, hos Grækerne ιππίατρος
ell. κτηνίατρος.
Om Dyrlægekunstens ældste Historie
er der ikke meget at sige. Det mest
ejendommelige er, at i Oldtiden - lige til Slutn. af 5.
Aarh. - Læge- og Dyrlægekunsten var nøje
sammenknyttede, og sidstnævnte indtog snarest
den mest fremskudte Stilling, uden Tvivl fordi
det stred mod forskellige Folkeslags religiøse
Opfattelse at aabne Menneskelig, hvorved
Indsigten i Menneskelegemets anat. Bygning blev
meget mangelfuld; og da Studiet af
Sygdommene nødvendigvis maa baseres paa Kendskabet
til Organernes normale Bygning og
Livsvirksomhed, er det forstaaelig at der ikke i den graa
Oldtid kunde være Talte om nogen selvstændig
Lægevidenskab. Paa den anden Side var det
ikke forbudt at studere Dyrenes Legemer ved
Undersøgelser af selvdøde og slagtede Dyr. Men
da det fremfor alt var Lægmænd i Ordets
strengeste Forstand, der gav sig af med at
kurere Husdyr, indses det let, at der ikke
kunde blive Tale om andet end en ren
empirisk Behandling af syge Dyr og Mennesker; og
denne Empiri var endda p. Gr. a. dens
Udøveres Livsbetragtning i høj Grad paavirket af
Overtro. Dette ses især naar man betragter
de anvendte Helbredelsesmidler. Og dog maa
det fremhæves, at der foreligger Optegnelser,
som viser, at Iagttagelsesevnen hos Oldtidens
Hyrdefolk - de, som især gav sig af med Læge-
og Dyrlægekunst - ikke har været saa ganske
ringe. Optegnelser vedrørende Sygdomme hos
og Kurmetoder anvendte paa Husdyr findes
spredte i de mest forskelligartede gl. Værker,
om end selvfølgelig enkelte bl. disse ifølge
deres Berøring af Landbrugsforhold og
specielt Hesteavlen og Ridekunsten
er mere righoldige end andre. Blandt Mænd,
som har beskæftiget sig med de
herhenhørende Forhold kan nævnes Demokritos
fra Abdera (c. 450-360 f. Kr.),
Hippokrates (c. 460-364 f. Kr.), Xenofon (445
-354 f. Kr.), Aristoteles (384-322 f. Kr.),
Columella (1. Aarh. e. Kr.), Aspyrtus
(300-360 e. Kr.), Publius Vegetius
Renatus (4.Aarh. e. Kr.) o. m. fl.; men en stor Del af
de hos disse Forf. omtalte Forhold er kun
Optegnelser, deres Værker kun Samlerværker -
Forfatterne har langtfra ikke alle selv
beskæftiget sig med Dyrlægekunsten. Et af de mest
udførlige af disse Samlerværker er Vegetius’
Artis veterinariæ sive mulomedicinæ libri quatuor;
han fremdrager heri stærkt og ofte Ligheden
mellem Menneske- og Dyrepatologien.
Han antager ligesom Hippokrates og Galenus
(131-c. 200 e. Kr.), at Aarsagen til alle
Sygdomme er at søge i Legemets Vædsker -
skelner mellem alm. og lokale Sygdomme og
omtaler ret udførlig mange af disse og deres
Behandling. Imidlertid vrimler hans
Optegnelser af Behandlingsmaade til Grund for hvilke
der ligger overtroiske Betragtninger af mere ell.
mindre meningsløs og latterlig Art.
Paa Dyreanatomiens Omraade ydedes
der i Oldtiden ikke saa lidt af blivende Værd.
Som fremragende Forfattere paa
Dyreanatomiens Omraade kan nævnes Aristoteles og
Galenus. Om alvorligere, et større Antal
Dyr angribende (smitsomme) Sygdomme findes
der i de ældre Skr fl. Meddelelser. Den af disse
Sygdomme, der synes at have været hyppigst
forekommende, er Miltbrand.
Om D.’s sociale og økonomiske
Stilling i Oldtiden vides ikke meget; kun saa
meget er sikkert, at Udøvere af Dyrlægekunsten,
som allerede sagt, ogsaa - og ofte
hovedsagelig - gav sig af med at behandle syge
Mennesker, var Læger. Senere skiltes imidlertid disse
Virksomheder mere og mere fra hinanden, og
især var dette forholdsvis tidlig Tilfældet hos
Romerne, hvor der ved Aar 100 e. Kr. endog
fandtes et Veterinarium for syge og Saarede
Heste, samt var særlige Militærdyrlæger
foruden de privat virkende, selvstændige D.
Diokletian (284-313) gav endog en særlig
Takst for Dyrlægevirksomheden. Men hverken
var Antallet af D. stort ell. Bestillingen
synderlig indbringende ell. agtet, saa vidt man kan
slutte af Udtalelser af Vegetius.
Medens alligevel Dyrlægekunsten i Oldtiden
stod forholdsvis højt og i mange Henseender
højere end Lægekunsten, blev den i den flg.
Periode ɔ: i største Delen af
Middelalderen grundig forsømt. Interessen spores dog
svagt gennem hele dette Tidsrum, og hertil
bidrog sikkert i ikke ringe Grad den Bet., som
Hesten havde netop i disse paa Kampe rige
Aarh. Heri maa uden Tvivl ogsaa søges
Aarsagen til, at D. som oftest ogsaa var
Beslagsmed - saakaldt mariscalcus ell. manescalcus
(af kelt. march, Hest, og got. skalks, Tjener,
Karl - altsaa opr. Hesteoppasser). Man kan
derfor ogsaa paavise, at Anvendelsen af
Beslag til Hestens Hove blev alm. i
Middelalderen, hvilket vel ligeledes staar i Forbindelse
med den alm. Brug af Hesten som Stridshest.
Med Dyrlægekunstens Udøvelse i
Middelalderen var det meget tarvelig bevendt,
og ligesom man f. Eks. gav sig af med at »signe«
syge Mennesker, saaledes gjorde man det ogsaa,
naar Talen var om syge Dyr, og der findes fra
den Tid fl. Signeformularer. Men der
findes dog ved Siden heraf Kurmetoder, som
ikke var baserede paa Overtro.
I Middelalderens sidste
Aarhundreder spores en vaagnende Interesse for
Dyrlægekunsten, og fra den Tid eksisterer der
ogsaa fl. gode Værker over samme. Bl. disse
maa i første Række nævnes Jordanus
Ruffus’ (Kejser Frederik II’s [1212-50]
Marescalcus) Værk De medicina equorum; den der
brugte Nomenklatur benyttes til Dels endnu, og
Værket, som findes haandskrevet i talrige
Eksemplarer, indeholder Kapitler baade om
Hestens Anatomi, Eksteriør og Sygdomme samt
disses Behandling. Ligeledes fortjener at
nævnes en Bog om Hestens Sygdomme, der findes
i Manuskript i Münchens Bibliotek og er
forfattet af Bonifacius fra Kalabrien, som levede
under Karl af Anjou (1266-85), samt et af den
rom. D. Laurentius Rusius (1288-1347)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
