Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrestraffe og Dyreprocesser - Dyresymbolik, sindbilledlig Fremstilling, ved Hjælp af billedlig Gengivelse af Væsener fra Dyreverdenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
haves der fra den senere Middelalder og de
nærmest paafølgende Aarhundreder mange
Eksempler paa, at Husdyr, der havde dræbt ell.
sjældnere saaret Mennesker, er blevne dømte
til Døden og derefter henrettede af
Skarpretteren paa det offentlige Rettersted under
Iagttagelse af alle de Former og Ceremonier, som
ellers fandt Anvendelse ved Henrettelser.
Dødsmaaden var som oftest Hængning ell. Kvælning,
men kunde ogsaa være Stening, Brænding ell.
Halshugning. Lemlæstende Straffe forekom
derimod kun sjældent. Den Retsforfølgning, som
gik forud for Dommen, var de fleste Steder en
offentlig Retsforfølgning, og skønt den rettedes
mod Dyrets Ejer og ikke mod det selv, var
Dommen dog en virkelig Dom over dette.
Oprindelsen til denne ejendommelige Retspraksis
er vistnok at søge i en ældre Regel, hvorefter
Ejeren af et Husdyr, der tilføjede et Menneske
Skade, hvis han vilde undgaa Ansvar, maatte
udlevere ell. prisgive det til den Krænkede ell.
hans Slægt, der da plejede at tage Hævn over
det, idet den folkelige Tilbøjelighed til at
personificere Dyret naturlig førte til at betragte
dets skadegørende Handling som en Forbrydelse.
Af denne private Hævnakt udviklede der sig
senere mange Steder, saaledes navnlig i
England, en Konfiskation af Dyret til Fordel for
det Offentlige, men den kunde ogsaa ved
Blodhævnens Bortfald blive omdannet til en af det
Offentlige fuldbyrdet Straf. Dette var bl. a.
Tilfældet i Mellem- og Nordfrankrig, særlig i det
gi. burgundiske Omraade, der vistnok er
Dyrestraffenes egl. Hjemstavn, hvorfra de
efterhaanden bredte sig til de omliggende Lande. Uden
for Frankrig fik de dog kun enkelte Steder en
mere udstrakt Anvendelse. Fra Danmark er,
saa vidt vides, ikke fremdraget noget Eksempel
paa dem.
Af en hel anden Oprindelse end Dyrestraffene
er de saakaldte Dyreprocesser, hvorved forstaas
Processer, anlagte mod skadelige Dyr som
Rotter, Mus, Insekter, Larver o. l., i Reglen
mod alle Eksemplarer af Arten, som forefandtes
inden for et bestemt Omraade, og gaaende ud
paa at faa dem dømte til at fortrække fra den
hjemsøgte Lokalitet. Saadanne Processer
rettedes altid mod selve Dyrene, der formelig
indstævnedes, og for hvem der ofte beskikkedes
en Sagfører. De anlagdes oftest ved gejstlig
Ret og endte da, naar Udvisningsdommen sades
overhørig, med en kirkelig Malediktion ell.
Ekskommunikation. Undertiden førtes de dog ved
verdslig Ret ell. tog i hvert Fald deres Beg.
dèr. De forekommer i en Række forsk. Lande
i Europa og omtales særlig i Tiden fra 15.
til 17. Aarh., dog at der lejlighedsvis
træffes Spor af dem endnu langt senere. Fra
Danmark haves saaledes fl. Efterretninger om
Dyreprocesser i 18. Aarh., her altid anlagte ved
verdslig Ret, og endnu saa sent som 1805 ell.
1806 paabegyndte Bønderne paa Lyø en saadan
Proces mod Rotterne paa Øen. Man har
formodet, at Oprindelsen til Dyreprocesserne er at
søge i hedenske Forestillinger om, at Dyrene
var Bolig for Dæmoner ell. for afdøde
Personers Aander, hvilke man da naturlig søgte at
bekæmpe gennem Besværgelser. I kristen Tid
blev disse overtagne af Kirken, hvorved der
skabtes en Mulighed for deres Indordning som
Led i en gejstlig Retsforfølgning, men der er
i øvrigt Spor af processuelle Formers
Anvendelse selv paa Steder, hvor kirkelig Indflydelse
ikke kan have gjort sig gældende, og hvor de
altsaa fra gl Tid maa have hørt med til det
ved Besværgelserne anvendte Ritual. Som det
vil ses, har Dyreprocesserne fra først af egl.
ikke været rettede mod Dyrene, men mod de
onde Aander, der boede i dem, og det er kun
ved, at Udgangspunktet efterhaanden gik i
Glemme, at de fik det besynderlige Udseende,
hvormed de fremtræder i hist. Tid. (Litt.:
K. v. Amira, »Thierstrafen und Thierprozesse«
[i »Mittheil. des Instituts für österr.
Geschichtsforschung« XII, S. 545-601]; H. Brunner,
»Forschungen zur Geschichte des deutschen und
französischen Rechtes« [1894, S. 512-20]. En
Dom i en dansk Dyreproces fra 1711 er tr. i
»Saml. t. jysk Hist. og Topogr.« II, S. 62-64).
P. J. J.
Dyresymbolik, sindbilledlig Fremstilling,
ved Hjælp af billedlig Gengivelse af Væsener
fra Dyreverdenen, af religiøse ell. højere Ideer,
ell. Antydning, ved Hjælp af Billeder af Dyr o.
desl., af Tilstedeværelsen af overnaturlig Kraft
og Indvirkning, udgaaende fra højere Væsener,
genfindes hos mange Folk, som i det hele er
komne saa vidt, at de er i Stand til at
frembringe saadanne billedlige Fremstillinger. D.
ligger særlig nær for Folk, der benytter
Dyreskikkelser til at fremstille deres Guddomme
(se Dyretilbedelse). D. er derfor meget
udviklet i det gl. Ægypten. I de ægyptiske
Templer og Grave ser man saaledes hyppig
afbildet en Grib med udstrakte Vinger, et
Symbol paa Guddommens Varetægt. Falken, som
ligeledes findes afbildet mange Gange, ofte
flyvende med udbredte Vinger, er et Billede paa
Solguden og paa det fra Solen udgaaende Lys,
ligesom ogsaa i det hele paa Liv i Modsætning
til Mørke og Død. Samme Bet., Symbol paa
Lys og Liv, har den vingede Sol, den runde
Skive med 2 mægtige, udbredte Vinger, som
uendelig ofte genfindes paa ægypt.
Tempelvægge og Gravtavler. Øjet har samme Bet.,
symboliserer Lys og Liv, Sejr over Døden.
Skarabæen (Torbisten), der saa ofte er anbragt
paa ægypt. Billeder, og som de fleste Ægyptere
bar enten i en Fingerring ell. en Kæde om
Halsen, er et Symbol paa Overgang og
Forvandling fra en Tilstand til en anden
og derved paa Liv efter Døden.
Uræus-Slangen er Symbol paa den guddommelige og
kgl. Værdighed og tyder hen paa Gudernes
beskyttende Kraft. Den menneskelige Sjæl
symboliseres ved en Fugl med Menneskehoved. De
lange Rader Sfinkser, der prydede de ægypt.
Hovedgader, som førte op til Templerne,
symboliserede Gudernes Varetægt og Beskyttelse
imod alt ondt. Uagtet D. anvendtes saa meget
i Ægypten, maa man dog vogte sig for at se
Symbolik alle Vegne, hvor der findes Billeder
af Dyr. Mange Gange er de sikkert kun rent
Ornament. Dette gælder særlig om Udsmykning
af Brugsgenstande fra det daglige Liv med
Billeder af Dyr. I Ægypten ligesom i Assyrien og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
