Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrebeskyttelse, Bestemmelser og Bestræbelser, der gaar ud paa at spare Dyrene for unødvendig Krænkelse og Ødelæggelse - Dyrefabler, se Dyresagn. - Dyrefod, lille, skovbevokset Holm tæt N. f. Orehoved (Falster) - Dyrefysiologi, se Fysiologi. - Dyregeografi (Zoogeografi)), den Videnskab, som behandler Dyrenes geogr. Udbredelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stilling (1897 paabegyndtes Udgivelsen af
Maanedsskriftet »Dyrenes Ven«). I Sverige oprettedes
først 1870 en lokal Forening i Strengnäs, derpaa
1875 den alm. svenske Dyrebeskyttelsesforening i
Sthlm (Organer: »Djurvännernes tidning« og
»Djurskyddet«). Samme Aar fik Danmark sin
Forening, stiftet i Kbhvn af Ingeniør Viggo
Schmidt (Organer: 1879 »Androcles«, udg. af
L. Ritter, fra 1880 »Dyrevennen«, udg. af J.
Chr. Lembcke, derpaa fra 1902 af Foreningen til
Dyrenes Beskyttelse). Fra det egl. Danmark,
hvor der 1899 i Kbhvn oprettedes en veterinær
Poliklinik til gratis Behandling af ubemidlede
Folks syge Husdyr, har Bevægelsen for D.
forplantet sig til Færøerne og Island (Tidsskr.
»Dyravinnurinn«). 1899 stiftedes Nordisk
Samfund til Bekæmpelse af det videnskabelige
Dyrplageri med Hovedsæde i Sthlm. Desuden findes
i alle tre Lande fl. mindre Foreninger
(Kvindeforeninger, Børneforeninger, Lokalforeninger).
Faa en international Kongres 1900 i Paris
dannedes et Verdensforbund til Dyrenes Beskyttelse
og mod Vivisektionen (den danske
Vivisektionslov af 1891 fastsætter i øvrigt betydelige
Indskrænkninger m. H. t. Forsøg paa varmblodige
Dyr), og i det hele repræsenterer
Dyrebeskyttelsesforeningerne omkr. i Verden mange
Millioner Medlemmer, hvoraf England, Frankrig
og Amerika leverer Hovedkontingentet.
F. B.
Dyrefabler, se Dyresagn.
Dyrefod, lille, skovbevokset Holm tæt N. f.
Orehoved (Falster). Fra denne strækker et
bredt Flak, Dyrefod-Flak, med under 2 m
Vand sig over 1 Sm NV. ud.
G. F. H.
Dyrefysiologi, se Fysiologi.
Dyregeografi (Zoogeografi) (hertil et
litografisk Kort), den Videnskab, som behandler
Dyrenes geogr. Udbredelse. Analogt med
Plantegeografien falder den i to Grene, den økologiske
og den faunistiske D.
Den økologiske D. er den af de to Discipliner,
som har størst Interesse for Geografien. Den
behandler Dyrenes Udbredelse i deres
Afhængighed af de Livsbetingelser, som bydes dem.
Dette Fag er næsten ganske ubearbejdet, dels
fordi de enkelte Dyregruppers
Afhængighedsforhold til Omgivelserne er af ganske forsk.
Art, dels fordi denne Afhængighed oftest er
langt vanskeligere at konstatere for Dyrenes
Vedk. end for Planternes. Selv for Pattedyrenes
Vedk. indskrænker den økologiske D. sig derfor
til enkelte spredte Iagttagelser. Saaledes er det
paavist, at de tætteste Former af tropisk
Regnskov næsten kun huser klatrende Pattedyr, idet
der ved Jorden ingen Føde er at finde. I
de Lande, hvor Regnskovene forekommer,
findes imidlertid paa ugunstigere Steder aabne
Skove med rigelig Bundvegetation, og i disse
findes en stor Del af de gaaende og løbende
Dyr, som ogsaa forekommer i de aabne
Savanner. Endelig er der mange Dyrearter, som om
Dagen søger Skjul i Skovrandene, men om
Natten strejfer om i det aabne Land. En
Fortegnelse over disse Landes Fauna vilde ikke lade
disse Forskelligheder komme til deres Ret.
Ligeledes er Steppelandene rige paa hurtigløbende
Planteædere, som ved deres Hurtighed er i
Stand til at opsøge fjerntliggende Græspletter
og Vandsteder og til at undgaa deres Fjender
i et Land, hvor Skjul mangler. Ligeledes er
Stepperne rige paa gravende Dyr, som lever
af de talrige underjordiske Løg og Knolde. Men
i Steppelandene findes langs Vandløbene
Rørtykninger og Kratskove, som huser Dyrearter,
der tillige forekommer i de omliggende
Skovlande.
I Modsætning hertil har den faunistiske D.
haft mange Dyrkere. Den søger at forklare
Dyrenes Udbredelse ud fra Dyrenes Udbredelse
i tidligere Jordperioder og de Forandringer i
Fordelingen af Land og Hav, som senere har
budt dem Muligheder for at udbrede sig
videre. Man støder her straks paa den
Vanskelighed, at de tidligere Perioders
Dyreverden ingenlunde er velkendt, og man
maa derfor ofte nøjes med at konstatere visse
Slægters og Familiers nuv. Udbredelse og paa
Basis heraf at opstille dyregeografiske Regioner.
Den første Inddeling af Jorden i Regioner
skyldes Sclater (1857), som paa Basis af Fuglenes
Udbredelse opstillede 6 Regioner, som tillige
nogenlunde passer for Pattedyr og Krybdyr.
Hans Inddeling fulgtes i Hovedsagen af Wallace
(1876), hvis System endnu i Alm. anerkendes.
Regionerne er flg.: 1) den palæarktiske
Region, omfattende Europa, Nordafrika,
Nord- og Centralasien. Den deles i 4
Subregioner (se Kortet). Det er straks iøjnefaldende, at
den 3. Subregion indeholder saa store økologiske
Forskelligheder som Sibiriens Skovfauna og
Centralasiens Steppefauna. 2) Den
nearktiske Region omfatter Nordamerika fra
Polarlandene til det nordlige Meksiko. 3) Den
ætiopiske Region omfatter Afrika Syd
for den nordlige Vendekreds. 4) Den
orientalske Region omfatter Forindien,
Bagindien og de indiske Øer indtil
Lombok-Strædet og Mangkassar-Strædet. 5) Den
australske Region omfatter de østlige ind. Øer,
Australien og Sydhavsøerne. 6) Den
neotropiske Region omfatter Sydamerika,
Mellemamerika og Vestindien. Alle disse Regioner
deles ligeledes hver i 4 Subregioner. Senere
Forskere har foreslaaet forsk. Forandringer,
som dog ikke har vundet alm. Anerkendelse.
Saaledes har man villet udskille Polarlandene,
Madagaskar og Ny Zeeland som særlige
Regioner. Omvendt har nogle villet forene den
palæarktiske med den nearktiske Region.
Hovedindvendingen mod Wallace’s System er
Umuligheden af overhovedet at opstille en
dyregeografisk Inddeling, som skal passe for alle
Dyregrupper. Dels er nemlig disse af yderst forsk.
Alder og har derfor haft højst ulige
Udbredelsesvilkaar, dels er deres Udbredelsesmidler yderst
forsk., endelig har Klimaet en meget forsk. Bet.
for varmblodede og koldblodede Dyr, Landdyr
og Vanddyr o. s. v. Mange Forskere har
derfor nøjedes med at give Oversigter over de
enkelte Dyregruppers Udbredelse og at opstille
Oversigtssystemer, forsk. for de enkelte
Grupper.
For Pattedyrenes Udbredelse er
Forskellen mellem den nordlige Halvkugles
tempererede og subtropiske Egne (Arktogæa)
paa den ene Side og de tropiske og sydlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
