Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dværgfolk, Pygmæer, er den etnogr. og antropologiske Betegnelse for nogle lavvoksne Menneskeracer ell. Befolkninger - Dværgfyr, d. s. s. Bjergfyr (se Fyr). - Dværggaas, se Gæs. - Dværggren (bot.) er en megfet langsomt voksende, derfor stedse saare kort blivende Gren - Dværghejre, se Hejrer. - Dværghjorte (Tragulidæ), de mindste nulevende Drøvtyggere, danner en ret afvigende Familie inden for Hovdyr-Ordenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lever Pygmæerne som Jægerfolk mest i tætte,
utilgængelige Skovegne i Omraadet mellem 5°
n. Br. og 17° s. Br. og mellem 11° og 32° ø. L.
samt i Kalahara-Omraadet (Buskmændene). De
asiatiske D. er Minkopierne paa Andamanerne
og de saakaldte Negritoer (Aëta) paa
Filippinerne, hvor de lever navnlig i de indre Egne af
Luzon, Negros, Panay og Mindanao. Muligt er
det dog, at der ogsaa i det indre Ny-Guinea
forekommer Smaagrupper af D. Forsk.
Stammer som Wedda paa Ceylon, Senoi paa
Malakka, Toala paa Celebes o. a., der undertiden
kaldes D., kan ikke med Rette regnes til disse, da
Antropologerne kun betragter de Racer for D.
ell. Pygmæer, hvor den gennemsnitlige
Legemshøjde af Mandkønnet ligger under 150 cm.
Paavisningen af Forekomster af D. i fl. af den gl.
Verdens Tropeegne har avlet Tanken om at
søge Spor af noget lgn. andre Steder paa
Jorden. Saaledes i Sydamerika, hvor Ideens
Forfægtere dog maa søge Tilflugt til den
Forklaring, at D.-Elementet ved Opblanding skulde
være absorberet af Indianerbefolkningen. Selv i
Europa har man villet paavise en lgn.
forhistorisk Dværgbefolkning. Som navnlig paavist af
E. Schmidt er der dog næppe Grund til at
antage dette.
D. i Afrika omtales allerede af Herodot og fl.
a. Forf. Aristoteles nævner Egnen ved Nilens
Kilder som Hjemstavn for Pygmæerne. I 17.
Aarh. synes Portugiserne i Afrikas Indre at
være stødt paa et D. Bakka (rimeligvis Akka).
Men D.’s egl. nyere Genopdager i Afrika er dog
Schweinfurth, der 1870 saa de første
Dværgnegre ved Monbuttu-Kongen Munsa’s Hof. Disse
D. hørte til Stammen Akka, der lever i Skovene
om øvre Uelle. Senere Rejsende har truffet fl.
a. D., af hvilke fremhæves Batua i de sydlige
Dele af Kongo-Bassinet, Vambutti langs
Aruwimi, Obongo mellem Gabun og Kongo,
Bazungu, Mucari, Mucassequere o. fl. Disse forsk.
D, er knyttede sammen indbyrdes ved en Rk.
Ejendommeligheder i Legemsbygning og
Fællestræk i Kulturforhold. Alle sammen er de
omflakkende Jægerfolk; undertiden staar de i et
særligt økonomisk Forhold til Bantunegrene, idet
de forsyner disse med Vildt, mod at de til
Gengæld faar Frugter o. a. Landbrugsprodukter.
Bl. de legemlige Træk, som er fælles for de
afrikanske D. ell. Dværgnegre, hvortil man
altsaa ogsaa i de fleste Henseender maa regne
Buskmændene (s. d.), skal nævnes de korte Ben,
den forholdsvis lange Krop, samt det, at
Hudfarven er meget lysere end hos de omboende
Negre. Ejendommeligt for D. er Kroppens
Beklædning med fine uldagtige Haar. Man kan
sikkert gaa ud fra, at D. repræsenterer en
Slags Urrace, der engang har været udbredt
over langt større Dele af Afrika end nu. Ved
at blive fortrængt til de utilgængeligste og
fattigste Egne er de vel nok blevet en Del
forkomne i legemlig Udvikling. Men det vil dog
afgjort være urigtigt, som nogle tidligere har
villet gøre, blot at opfatte dem som fortrængte
og degenererede Grupper af de mere højvoksne
afrikanske Befolkninger.
H. P. S.
Dværgfyr, d. s. s. Bjergfyr (se Fyr).
Dværggaas, se Gæs.
Dværggren (bot.) er en meget langsomt
voksende, derfor stedse saare kort blivende
Gren. Hos mange træagtige Planter er det
særlig D,, som bærer Blomster (f. Eks. hos danske
Frugttræer, hos Ribs og Berberis); hos fl. Arter
afkastes D., naar de har naaet en vis Alder
(f. Eks. hos Poppel); hos andre kan de senere
skyde ud til Langskud (f. Eks. hos Lærk,
Berberis).
V. A. P.
Dværghejre, se Hejrer.
Dværghjorte (Tragulidæ), de mindste
nulevende Drøvtyggere, danner en ret afvigende
Familie inden for Hovdyr-Ordenen; de
overgaar næppe Haren i Størrelse og minder i Ydre
dels om Moskushjortene, dels om Agutierne.
Hovedet er fint, ret spidssnudet, Øjnene store
og klare, Ørerne smaa; Takker mangler helt,
baade hos Han og Hun; Kroppen ret svær, men
Benene derimod yderst fine og slanke, med
ganske smaa Klove; Halen meget kort, men ret
langhaaret; Haarlaget kort og blankt;
Moskuskirtler mangler. Hjørnetænderne i Overmunden
er lange, krumme og skarpe, rager langt ud af
Munden. I øvrigt har D. flg. anatomiske
Ejendommeligheder, der skiller dem fra de øvrige
Drøvtyggere: Forkindtænderne er skarpe,
sammentrykte; Mellemfodsknoglerne for Bitæerne
er til Stede i deres hele Længde; Bladmave
mangler (smlg. Drøvtyggere) og
Moderkagen bestaar af spredte Cotyledoner; endelig
føder de fl. Unger i Kuldet. - Arterne
henføres til 2 Slægter. De ægte D. (Tragulus)
rummer de mindste Arter; disse nydelige
Smaadyr lever ensomt, løber let og elegant og lever
af Blade, Bær, Urter o. l.; de er udbredt paa
Malakka, de indo-malayiske Øer, Indien og
Ceylon; mest kendt er T. javanicus paa Java og
Sunda-Øerne; Ryggen mørk; Siderne rødlig
gulbrune, Undersiden hvid; Kroplængden c. 45 cm,
Skulderhøjden c. 20 cm; Kødet velsmagende, og
den jages derfor ivrigt af de Indfødte. Slægten
Dorcatherium (ell. Hyomoschus), med kun 1
Art, aqualicum, er udbredt paa Afrikas
Vestkyst (Sierra Leona); den er større end de
asiatiske Arter, Kroppen lang, Benene lavere;
ned ad Krop- og Halssider hvide
Længdestriber, Ryggen lysplettet; adskiller sig fra de
andre Drøvtyggere ved, at Mellemfodsknoglerne
for 3. og 4. Taa ikke vokser sammen, men
holder sig adskilte hele Livet; den holder særlig til
paa fugtige Steder, ved Floder og Søer.
 |
| Dværghjort. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
