Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Duxerkvæg, se Kvægracer. - Duxhoved, rund Træklods med udborede Huller (i Sømandssproget en Jomfru) - Duxit, en mørkebrun, fossil Harpiks fra Brunkullene ved Dux i Böhmen. - Duyse, Prudens van, flamsk Digter og Historiker, (1804-1859) - Dvaita (»Dualisme«), i Indien den Teori, at Materien, de individuelle Sjæle og Gud fra Evighed til Evighed er indbyrdes forsk. - Dvale, en Tilstand, hvor en Organismes Livsytringer er nedsatte til et Minimum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Duxerkvæg, se Kvægracer.
Duxhoved, rund Træklods med udborede
Huller (i Sømandssproget en Jomfru). Bruges i
Sejlskibe med Hampetovværk ved Ansætning
(Stramning) af Stor- og Fokkestaget.
H. E.
Duxit, en mørkebrun, fossil Harpiks fra
Brunkullene ved Dux i Böhmen.
Duyse [dö^ysə], Prudens van, flamsk
Digter og Historiker, f. i Dendermonde 17. Septbr
1804, d. 13. Novbr 1859 som Stadsarkivar i
Gent. Han har skrevet en Mængde Værker,
saavel episke og dram. som rent lyriske. Deres
Lødighed staar dog næppe i Forhold til deres
Antal. Nævnes kan: »Vaderlandsche Poezij« (3
Bd, 1840), »Het Klaverblad« (1848), »Jacob van
Artevelde«, et fortællende Digt (1858) og
»Nazomer« (1859), en lyrisk Digtsamling, der fik
Statens Femaarspræmie for flamsk Litt.
Desuden et Par Samlinger: »Gedichtjes voor
kinderen«. Som Historiker har han skrevet
fortjenstfulde Afh. over sit Fædrelands Historie.
(Litt.: Micheels, P. van D. [Gent 1893]).
A. I.
Dvaita (»Dualisme«), modsat Advaita (s.
d.), i Indien den Teori, at Materien, de
individuelle Sjæle og Gud fra Evighed til Evighed
er indbyrdes forsk. og ikke opstaaede af ell.
bestemte til at gaa op i hverandre; den hævdes
af Madhva’erne (s. d.) og er vidt udbredt i
Folkets Masse, hvor den foredrages i folkelige
Sange, forfattede af saakaldte dasa’er (Guds
»Slaver«), som for en stor Del hører til lave
Kaster.
(S. S.). D. A.
Dvale, en Tilstand, hvor en Organismes
Livsytringer er nedsatte til et Minimum ell. helt
standsede; i sidste Tilfælde taler man om
Skindød, der mest findes hos lavere Dyr; indsamles
saaledes indtørret Dynd og befugtes med Vand,
viser sig snart en hel Del Organismer:
Infusorier, Hjuldyr, Tardigrader, smaa Rundorme
o. a.; i denne ganske indtørrede Tilstand kan de
tilbringe Aar, og mange lever kun paa Steder,
der er udsatte for periodisk Udtørring. I dette
Tilfælde er det Vandmangel, der fremkalder
D.-Tilstanden; men under denne kan de
indtørrede Smaaorganismer taale baade høj Varme og
stærk Kulde. Hos højere Dyr er i hvert Fald i
den udviklede Tilstand egl. Skindød ukendt,
stadig kan der paavises Udskilningsprodukter
(Kulsyre o. a.), selv om Vækst og Bevægelse er
helt standsede; de fleste højere Dyr har
saadanne Hvilestadier, det gælder saaledes Æg og Kim;
i Dynd klækkes foruden de nævnte Dyr Æg af
Krebsdyr (Dafnier o. a.) samt Kim af Mosdyr
og Svampe, i disse Tilfælde var de formentlig
virkelig skindøde; i Fugleægget begynder
Udviklingen først med Rugningen, naar Kuldet er
færdiglagt; ogsaa senere under Udviklingen kan
Dyr have Hvilestadier, der dog ofte kun
uegentlig kan kaldes D. Insektpupper f. Eks. kan ikke
blot bevæge sig lidt, men gennemgaar netop en
højst betydelig indre Udvikling; overvintrer
Pupperne, kan der jo dog i den Tid være Tale
om D. Den periodiske D. fremkaldes især ved
Aarstidernes Vekslen, i varmere Egne altsaa af
Tørken; Snegle kan sidde i store Klumper paa
Planterne med Skalmundingen dækket af
»Vinterlaaget«. Padder, visse Fisk, som Lungefisk,
kan hvile i det tørre Dynd; dog taaler intet
højere Dyr Udtørring af Vævene. I vort Klima
er det Kulden, der er virksom; Stofskiftet staar
hos alle Dyr i bestemt Forhold til Temp., vokser
næsten altid med denne; ved stigende Temp.
bliver Dyr til en vis Grænse livligere; synker
Temp. bliver de dvaske, indtil D. indtræder.
Egl. Frysning taaler kun de omtalte indtørrede
Dyr og vandfattige Æg (indtil ÷ 50° C.). En
Fiskedam, der tørlægges om Vinteren, befries
for Vandinsekter, medens de fiskenærende
Smaakrebs overlever. Dog maa det huskes, at
Legemets Vædsker er Saltopløsninger og er
indesluttede i snævre Kar; begge Dele modvirker
Stivnen; saaledes kan Frøer fryse inde i en
Isklump. Ved langvarig stærk Kulde dør de
dog. Fisk dør hurtigere end Frøer; Krybdyr
søger i D. at holde Temp. oppe ved at ligge
mange sammen. Stærk Stigning af Temp. er
endnu farligere end Kulde; mellem 50° og 70°
C. stivner de fleste vandholdige
Æggehvidestoffer. Det er da kun i Tilfælde af Skindød, hvor
Æggehvidestoffet ikke er til Stede i opløst
Tilstand, at stærk Varme kan taales (indtil 120°
C.). Livet hos koldblodede Dyr er altsaa
»oscillerende«, stiger og falder med Varmen.
Herfra danner kun de saakaldte varmblodede Dyr,
Pattedyr og Fugle, en Undtagelse; hos dem er
Legemsvarmen ikke blot et Resultat af, men
ogsaa Betingelse for Stofskiftet, hvis kemiske
Processer for en stor Del kun finder Sted ved
den for Dyret egne Temp. (Pattedyr 35-40°;
Fugle indtil 45° C.); meget fintmærkende
formaar Legemet at holde denne konstant, medens
den endnu hos Myrepindsvinet kan svinge 10°,
svinger den hos det sunde Menneske kun 1° C.
Dette sker dels ved Stofskiftet, dels ved Hudens
varmeregulerende Evne; falder den ydre Temp.,
bringes Stofskiftet paa forsk. Maade til at stige,
og Varmetabet mindskes; ved
Temperaturstigning finder det omvendte Sted. Huden er i
Reglen den virksomste; visse Gifte (Stryknin) kan
lamme den varmeregulerende Evne, men hvad
der navnlig vedrører os her, er, at nogle
Pattedyr ved stærke Temperaturfald til Dels
forholder sig som koldblodede Dyr; Stofskiftet synker,
Dyrene bliver dvaske og ruller sig til sidst
sammen til en Kugle i Vinterskjulet, hvorved
unødvendigt Varmetab undgaas, Aandedræt og
Blodomløb bliver ganske langsomt, Temp. kan synke
til 1° C., og Dyret kan da tære længe paa
opsamlet Fedt; hvis stærk Frost naar Skjulet,
stiger Stofskiftet dog atter, og Dyrene vaagner
for at dø, hvis de ikke kan naa lunere Steder.
Fra denne egl. D. adskiller man undertiden
Vintersøvn, hvor Dyret af og til vaagner op (Bjørn,
Grævling). Her i Landet sover samtlige
Flagermus, Pindsvin, Birkemus (Sminthus) og
Hasselmus (Muscardinus), endvidere Grævlingen. I
andre Lande er det mest beslægtede Former
(Hamstere, Syvsovere, Murmeldyr). Ingen Fugl
ligger i D.; deres Livlighed, stærke Stofskifte
og i Hvilen meget ringe Overflade gør det
muligt for selv de mindste Fugle at udholde vor
Vinter; ved Næringsmangel kan de rejse; for
Pattedyr er Forholdene langt vanskeligere; de
mindste har den forholdsvis største Overflade,
hos Flagermus meget stor, og selv om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
