Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dufaure, Jules, fr. Statsmand, (1798-1881) - Dufay, Charles François de Cisternay, fr. Lærd, (1698-1739) - Dufay (Du Fay), Guillaume, nederlandsk Kontrapunktiker, (c.1400-1474) - Duff, Alexander, skotsk Missionær i Indien, (1806-1878)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfatningsændring, som skulde gøre hans Genvalg muligt.
Ved Statskuppet 1851 underskrev D.
Beslutningen om Præsidentens Afsættelse og lod sig
derefter overføre bl. Paris’ Sagførere; var fl. Gange
deres Formand (Batonnier) og førte 1862
Montalembert’s Forsvar mod Regeringens Anklage.
1863 optoges D. som Taler i det
franske Akademi, men søgte baade 1863 og
1868 forgæves Valg til den lovgivende
Forsamling. Derimod valgtes han Febr 1871 i 5.
Dept. til Nationalforsamlingen og blev straks
Justitsminister indtil Thiers’ Afgang som
Præsident Maj 1873. Han hævdede aabent
Republikken som Frankrigs endelige Statsform, men var
ellers meget konservativ i sin Holdning og
havde gentagne Sammenstød med Gambetta. Ved
denne Optræden skadede han i Virkeligheden
Republikkens Sag, og det hed derfor ogsaa, at
han kun vilde »en Republik uden
Republikanere«. Men paa den anden Side udtalte han sig
skarpt imod Napoleonisternes Intriger og
fældede den strengeste Dom over de saakaldte
»blandede Kommissioner« fra 1852 og de
Dommere, som havde medvirket i dette
Vrængbillede af Retspleje og derved vist sig deres
Kald uværdige. Han var meget virksom for at
faa de ny Forfatningslove vedtagne Febr 1875
og blev derefter paa ny Justitsminister, Han
gennemførte imod de fleste Republikaneres
Ønske Valgloven med Valg i Enkeltmandskredse,
men han vilde ikke hjælpe Buffet med at
tilvejebringe et »konservativt« ɔ: monarkistisk
Flertal i de ny Kamre. Efter Valgene, som
havde medført Buffet’s Nederlag, blev D. Marts
1876 Førsteminister, fik Belejringstilstanden
ophævet, som havde bestaaet i det halve
Frankrig siden 1870, og styrkede ogsaa paa andre
Maader Republikkens Stilling; men da han
bestemt modsatte sig den alm. Amnesti til Bedste
for Deltagerne i Kommunens Oprør og ligeledes
de fjendtlige Skridt imod den kat. Kirke, stødte
han mange Republikanere fra sig, og maatte
Decbr 1876 trække sig tilbage. Derimod
genvandt han sin Indflydelse i Partiet og i Folket
ved sin alvorlige og sindige Modstand imod
Broglie’s reaktionære Forsøg Sommeren 1877, og
da Præsident Mac Mahon endelig Decbr s. A.
saa sig nødt til at give efter, var D. selvskrevet
til igen at overtage Førsteministeriet. I denne
Stilling lykkedes det ham, hvad Thiers ikke
havde formaaet, at føre Republikken til endelig
Sejr, fordi han havde formaaet at skaffe den
Tillid hos den konservative Middelklasse. Han
dannede ikke alene et ublandet republikansk
Ministerium, men fjernede ogsaa uden Skaansel
alle højere Embedsmænd, som var Republikken
fjendske, og holdt klogelig ethvert politisk
Spørgsmaal ude, som kunde vække Splid
imellem dens Tilhængere. Men da Omvalgene til
Senatet Jan. 1879 havde givet Republikanerne
Flertal ogsaa i dette Kammer, satte han uden
Betænkning Mac Mahon Stolen for Døren og
forlangte fl. Generaler fjernede fra deres
Kommando; han nødte derved Præsidenten til selv
at tage Afsked. D. vilde hverken selv overtage
hans Værdighed ell. forblive Førsteminister
under hans Efterfølger; thi den ny Tid krævede
formentlig ny Mænd. Han beholdt derimod sin
Plads i Senatet - var nemlig 1876 blevet valgt
til livsvarig Senator - og holdt her sin sidste
Tale Marts 1880 imod J. Ferry’s Lov om de
højere Skoler, ɔ: imod de gejstlige Ordeners
Udelukkelse fra Undervisningen, der i hans Øjne
var en Krænkelse al Friheden. D. var
gennemgaaende en frisindet, men tillige en konservativ
og fremfor alt en Lovens Mand. Betegnende er
det ogsaa, at han, der 7 Gange havde været
Minister, baade under Kongedømme og under 4
forsk. Præsidenter for Republikken, aldrig
havde villet modtage nogen Orden. Hans tvende
Sønner havde senere Sæde i Deputeretkamret
som Liberal-Konservative. Amédée D., f.
1851, var 1884-90 Medlem af Paris’ Byraad og
1889-93 af Deputeretkamret; Gabriel D., f.
1846, en dygtig Landmand og Vinavler, var
1893-98 Medlem af Deputeretkamret. (Litt.:
G. Picot, Mr. D., sa vie et ses discours [Paris
1883)).
E. E.
Dufay [dy’fæ], Charles François de
Cisternay, fr. Lærd, f. i Paris 14. Septbr
1698, d. 16. Juli 1739. D. deltog i Felttoget i
Spanien 1718, men opgav snart den milit.
Løbebane, og efter at han var blevet Medlem af
det fr. Akademi, ofrede han sig helt for
Videnskaberne. I Geometri, Mekanik, Anatomi, Kemi
og Botanik har man Afh. af ham i Akademiets
Skr. Som Direktør for Jardin des Plantes
gjorde han denne bot. Have til den første i Europa.
Over Elektricitet skrev han 8 Afh. i Akademiets
Skrifter (1733-37); han opdagede, at Legemerne
ved Gnidning kan blive elektriske paa to forsk.
Maader, og indførte Betegnelserne
Glaselektricitet og Lakelektricitet.
K. S. K.
Dufay [dy’fæ] (Du Fay), Guillaume,
nederlandsk Kontrapunktiker, f. c. 1400,
rimeligvis i Chimay i Grevskabet Hainaut, d. 27.
Novbr 1474 i Cambrai, har Navn som den
ældste »Mester« fra Kontrapunktikkens Periode. De
sparsomme og forvirrede Efterretninger om D.
er nu blevne supplerede ved ny Forskninger
af Van der Straeten, Hudoy og Haberl (se
navnlig denne sidste, »Bausteine für Musikgeschichte«,
I, 1885). D. blev opdraget ved Domskolen i
Cambrai og indtraadte 1428 som Sanger i det
pavelige Kapel i Rom. For den store Anseelse,
han efterhaanden erhvervede sig, taler hans
Forbindelser med fl. af Datidens mægtige
Fyrster. 1437 træffer vi ham ved Hoffet i Burgund,
hvor han rimeligvis tillige er traadt i
Forbindelse med Ludvig XI og René af Anjou. Han
var Lærer for Karl af Charolais, der selv
dyrkede Tonekunsten. Fremdeles har han i 7 Aar
opholdt sig i Savojen, maaske knyttet til
Modpaven Felix V’s Hof. Baccalaureus-Graden
naaede han ved Sorbonne i Paris. Den senere Del
af sit Liv (efter c. 1450) har han tilbragt som
Kanonikus ved Domkirken i Cambrai, et af
Hovedsæderne for Tonekunsten i den Periode.
Hans Gravsten, et Opstandelsesbillede med hans
eget Portræt i Relief med Node-Inskription,
bevares endnu. Ved Haberl’s Undersøgelser er c.
150 af D.’s Værker bragte for Dagen. De
interesserer som Monumenter fra den ældste Tid
i Kontrapunktikken.
A. H.
Duff [daf], Alexander, skotsk Missionær
i Indien, f. 25. Apr. 1806, d. 12. Febr 1878, kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
