Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dragt (af plattysk dragen, bære) kaldes under eet alt, som bruges af Mennesket til at klæde sig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skøderne magrere. Vesten blev kortere og gik
kun til Skridtet. Efter 1750 begyndte man at
skære af Vest og Kjoleskøder, saa at de fra
Livet gik skraat bagud. Vesten beholdt dog
Ærmer og Ryg af ens Stof indtil 1780, da de
første skares af, og Ryggen gjordes af lettere
Stof, men Knæbenklæderne holdt sig til
Revolutionen, hvis Pøbel var langbukset og derfor
hed sans-culottes. De danske Bønder, som i 18.
Aarh.’s Beg. gik i Casaquen fra 1660, optog
senere D. fra 1700: yderst den store
bredskødede Kjol, derpaa kom Trøjen (ɔ: Vesten),
ofte af Skind, inderst Brystdugen, der som
Trøjen gik til Knæet, men var uden Ærmer.
Aarh.’s største Bidrag til Klædedragten,
Frakken, vil blive omhandlet i en særegen Artikel.
Kort efter Aar 1700 begyndte Allongeparykken
at genere Franskmændene. Dens Haarmasser
deltes i 3 Dele, som samledes med
Baandsløjfer. For Tindingspartierne optoges det
gamle Navn Cadenetter. Nakkebundtet hed
Queuen. Under Ridningen flagrede Queuen for
frit, og man fandt paa at gemme den i en
Pung, ombundet med en bred Sløjfe. 1710 havde
fr. Militære og Staldetaten antaget denne Form.
Cadenetterne blev kortere og rulledes op ved
Tindingerne i ailes, Vinger. Forhaaret sattes op
i toupet. Parykken blev senere flad. I Holberg’s
første Komedier bærer Lakejerne Pungparyk,
men efterhaanden banede Façonen sig Vej til
det fine Selskab. Senere bandtes Queuen som
Pisk og viste sig til elegant D. efter 1740. Sit
Dødsstød fik Parykkerne i Preussen. Kong
Frederik Vilhelm I arvede Tronen 1713. Dagen
efter afskedigede han 80 Kammerherrer, alle i
Allongeparykker. 1718 lukkede Kongen sig inde
og lod sit eget Haar vokse. Da han atter viste
sig, havde han friseret Haar og Pisk. Dette
indførtes i hans Hær, faa Aar efter i det fr.
Kavaleri, men der var langt igen, inden den
dannede Mand aflagde sin tilvante Paryk. 1740-50
bares den endnu i Tyskland og Danmark af
Gamle og Unge. Først ved 1760 var Sejren
vundet for det friserede Haar, og Parykkerne blev
kun tilbage paa gejstlige og skaldede Hoveder.
Der maatte den store Revolution til delvis at
forjage Pudder og Opsætning i Haarbukler. Dens
regerende Pøbels lange, ukæmmede Haar
fristede dog ikke alle. Robespierre viste sig altid
pudret og friseret.
Med 18. Aarh.’s Beg. kom ny Flugt i
Damemoderne, Fontangerne forsvandt pludselig
i Frankrig 1713 ved Impuls fra England. Ludvig
XIV’s Hof var efter hans Giftermaal med Mme.
de Maintenon (1685) blevet tyst og gudsfrygtigt
og i hans senere Aar, under Landets store
Ulykker stillestaaende, hvad Moder angik.
Efter Rækker af Dødsfald i Kongefamilien, der
begyndte med Dauphinen’s Bortgang 1711, blev
Hoffet end mindre Udgangspunktet for
Forandringer, og borgerligere, mere utvungne Moder
fik Indgang. Maitressen Mme. de Montespan
havde allerede indført de vide folderige Kjoler,
robes volantes, under sine Svangerskaber. Efter
hendes Tid blev de brugte inden Døre i
dés-habillé; men at vise sig ved Hoffet, klædt
saaledes, vakte Forargelse. 1701 mødte den fr.
Ambassadrice paa Kbhvn’s Slot efter Prins
Frederik Karl’s Fødsel i Slopkjole og Natsæt
til Hoffets grænseløse Forbitrelse. Men Stødet
til, at denne flagrende Damekjole kom i
almindeligere Mode, udgik ikke fra Frankrig.
1711 raillerer eng. Blade over en ny Mode,
som hed hoop-petticoats, den gl.
Vertugadin, Fiskebensskørtet, Kejserinde
Eugenie’s Krinoline (Fig. 60). 1718, en varm
Sommeraften, vovede to korpulente eng. Damer
sig, udstyrede med dem ud i Tuileriernes Have.
De blev udhujede af Mængden; men Dagen
efter var deres Skørter i Mode i Paris, først i
Tragtform, dannede af Virer, Fiskeben.
Kurvefletning, senere med et Overtræk af Hestehaar.
De steg til henved 4 m i Omkreds forneden.
Naar Dronningen sad i sin Loge 1728, kunde
hun knap ses for Hofdamernes svulmende
Nederdele. Paa disse paniers bredte sig de vide,
folderige bælteløse robes volantes, ballantes,
battantes. Skønt Negligédragter, trængte de ind ved
Hoffet, trods de ældre Prinsessers Forbitrelse
mod denne »impertinente« Mode. Der blev dog
gjort en Koncession til gammeldags Skik, og de
tilpassedes foran i Livet, men beholdt deres
Folder i Ryggen (se Andrienne, hvor Afb.
findes).
Samtidig med disse flagrende Gevandter var
der dog en alvorligere Damekjole. Den
bestod af et Liv, som sad glat og tilpasset over et
Korset med nedløbende Spids. Det var stærkt
nedringet, saa det halve Bryst blottedes.
Ærmerne var snævre, gik under Albuen og gav
Plads for Engageanter i fl. Lag af
Kniplinger. Nederdelen var folderig. Saaledes holdt
Damemoden sig i Christian VI’s og Frederik V’s
Tid; men 1776 kom de høje Coiffurer tilbage, og
ved samme Tid havde Fiskebensskørtet
naaet Maksimum, over 5 m i Omkreds. Den
Galakjole, Damerne nu brugte, var overlæsset
med bouillons af Tyl, falbalas, Blomster i
Buketter og Guirlander o. s. v. Der brugtes til
dem Stoffer i storblomstret Brokade, og Forf.
fra den Tid, som selv har set Damer i stort
Antal forsamlede ved festlige Lejligheder,
skildrer den overvældende Farvepragt i Silketøjet,
der bredte sine storslaaede Blomstermønstre ud
over de vide Skørters store Flader (Fig. 52 a).
Da viste der sig paa Damernes Hoveder
Opbygninger af Haaret paa Puder af Hestehaar; over
dem enorme Arrangements af Tylshuer,
besatte med Masser af Baand, Strudsfjer, Gaze,
sammenholdt af Utal af Naale, saa at Damerne
maatte stikke Hovederne ud af Karetvinduerne,
ell. aftage Fjerbuskene, hvis de vilde beholde
dem inde. Lord Stormont købte i Paris
Strudsfjer paa 1 m’s Længde til
Hertuginden af Devonshire, og nu kom Moden til
England. Det var Frisørernes gyldne Tid, og
Karikaturerne viser dem paa alenhøje Stiger, for
at de kan naa op til Coiffurens Taarnhøjde.
Damerne sov om Natten med Basis for denne
Opstilling paa Hovedet, da dens Konstruktion
fra nyt varede i Dage; og da Hovedet altsaa
sjælden rensedes for Pomaden, og Naalene rev,
opstod en stadig Kløe, der tilfredsstilledes med
Kløpinden, et 1/2 m langt Skaft, med en
Haand af Elfenben, som blev stukket ind til det
værkende Sted. Den medførtes i Selskab.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
