Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diocletianus, Gajus Aurelius Valerius, (245-305) - Dio Cæsarea, nu Saffurije, ligger 5 km N. f. Nazaret - Diodati, Jean (Giovanni), reformert Teolog (1576-1649) - Diodon, se Fastkæber. - Diodoros, Kronos, gr. Filosof fra 4. Aarh. f. Kr. - Diodoros Siculus (Sikeliotes), gr. Historieskriver paa Augustus' Tid - Diodoros, Pseudonym for J. H. T. Fibiger. - Diofabi, Francesco, ital. Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Krigenes Afslutning fejrede han en
Triumf i Rom (302) og kunde nu tage fat paa
den nærmere Ordning af Rigets indre Forhold.
Medens den ovf. omtalte Ordning af Tronfølgen
allerede straks efter D.’s Tronfrasigelse viste
sig ikke at kunne bestaa, blev hans Reformer i
andre Henseender af varig Bet. Dog er det
usikkert, hvor meget af den flg. Tids Ordning
der skyldes D., og hvad der først er indført af
hans Efterfølgere. I ethvert Tilfælde gjorde D.
Ende paa den Form af Kejserdømmet
(Principatet), der havde bestaaet lige siden Augustus’
Tid, hvorefter Regeringsformen formelt stadig
var republikansk, og den egl. Udnævnelse af
en Kejser laa i Senatets Haand. Fra nu af
fastsloges Monarkiet ogsaa rent formelt, Kejseren
lod sig betegne som dominus, og der indførtes
en stiv, ceremoniel Hofetikette efter østerlandsk
Mønster. Ryen Rom mistede sin tidligere
dominerende Stilling, og Senatet og de gl.
republikanske Embedsmænd fik nu kun med Byens
kommunale Forvaltning at gøre. Kejseren fik
derimod et nyt Raad, Konsistorium, ved sin
Side. En væsentlig Reform var i øvrigt den
skarpe Adskillelse mellem den civile og milit.
Forvaltning, som D. gennemførte. Riget deltes
i civil Henseende i fire Præfekturer, der hver
styredes af en Præfekt, medens de tidligere
Præfekter (præfecti prætorio) i første Linie
havde været milit. Embedsmænd. Præfekturerne
deltes atter i Diöceser (i alt 12), hvoraf hver
styredes af en vicarius, og Diöceserne deltes
igen i over 100 Provinser. Under denne
Inddeling indbefattedes ogsaa Italien. Hvad
Militæret angaar, sørgede D. for, at der ikke blot
stod Hære ved Grænserne, men ogsaa
oprettedes en Felthær, der kunde sendes derhen,
hvor der i Øjeblikket var Brug for den. Paa
alle Omraader indførtes en streng
Centralisation. Ved Siden deraf gjorde D. sig fortjent
ved en human Lovgivning og ved at bringe
Orden i Retsplejen, de sociale Forhold,
Møntvæsenet m. m. Mod Slutn. af sin Regering
rettede han et Angreb mod Kristendommen, som
han fandt stod i Vejen for hans
Centralisationsbestræbelser, og som desuden stod i Modstrid
med den af ham selv foretrukne
Mithras-Dyrkelse. Først paabødes det, at Embedsmænd og
Soldater skulde ofre til Kejseren, men ved
Ediktet af Nikomedia (303) forbødes den
kristne Gudsdyrkelse og gaves Befaling til
Nedrivelse af de kristne Kirker og
Forsamlingshuse. Ediktet blev dog ikke gennemført
overalt, navnlig ikke inden for Constantius Chlorus’
Omraade, hvorimod Galerius var en ivrig
Modstander af de Kristne. At straffe de Kristne
med Døden søgte D. dog helst at undgaa for
ikke at skabe Martyrer. Efter over 20 Aars
Regering trak D. sig tilbage til Privatlivet (305)
og nødte Maximianus til at gøre det samme,
hvorefter de hidtilværende Cæsarer indtog
deres Plads. Sine sidste 8 Leveaar tilbragte D. i
Salona i Dalmatien i et pragtfuldt Slot, som
han havde bygget. (Litt.: Th. Preuss,
»Kaiser D. und seine Zeit« [Leipzig 1869]; A.
J. Mason, The persecution of D. [Cambridge
1876]; P. Allard, La persécution de D.
[Paris 1890]).
H. H. R.
Dio Cæsarea, nu Saffurije, ligger 5 km
N. f. Nazaret. Josefos, der kalder den
Sepforis, nævner den første Gang under
Alexander Jannæos. Ryen erobredes og befæstedes
af Herodes den Store; senere fornyedes den
pragtfuldt af Herodes’ Antipas, og Agrippa II
gjorde den til Galilæas Hovedstad. Under
Jødernes Krig med Romerne sluttede den sig
til de sidste og bar senere en kortere Tid det
gr. Navn D. Den havde et stort Synedrium og
mange Synagoger og fik navnlig Bet., da
Mishna’s Samler Juda ha-nasi tog Bolig i den
c. 180 e. Kr. 339 blev den ødelagt under en
Opstand. I 4. Aarh. byggedes her en Kirke
(restaureret i 12. Aarh.), efter Legenden paa
det Sted, hvor Maria’s Forældre havde boet;
af denne findes endnu Rester. Endvidere staar
der en Borg fra Korstogstiden. Byen har nu c.
3500 Indb.
J. P.
Diodati, Jean (Giovanni), reformert
Teolog (1576-1649), var af en ital. Adelsfamilie,
der var fordrevet som reformatorisk sindet,
fødtes i Genève og virkede her som Præst og
teol. Prof.; han var til Stede paa
Dordrecht-Synoden, hvor han stillede sig paa de
Ortodokses Side imod Arminianerne. D. har overs.
Biblen paa Italiensk og Fransk og Paolo
Sarpis Tridentinermødets Historie paa Fransk.
H. O.
Diodon, se Fastkæber.
Diodoros [gr. di’o’-], Kronos, gr. Filosof
fra 4. Aarh. f. Kr., var en af de betydeligste
Repræsentanter for den megariske Skole, der
lagde Hovedvægten paa Dialektikken, som den
var grundlagt af Eleaterne. Af D. er bevaret
hans dialektiske Beviser for, at Bevægelse og
Forandring er umulig, og for, at noget er
muligt, som ikke ogsaa er virkeligt; disse Beviser,
der beundredes som formelle Kunststykker, har
den dybere Bet. som Udtryk for den Opfattelse,
at Fænomenernes Verden er uvirkelig, men de
var tillige af Bet. for Udviklingen af den
stringente logiske Tænkning.
W. N.
Diodoros [gr. di’o’-] Siculus
(Sikeliotes), gr. Historieskriver paa Augustus’ Tid, f.
i Agyrion paa Sicilien, skrev efter talrige
Rejser en Universalhistorie (»Historisk Bibliotek«)
i 40 Bøger; de første 6 Bøger behandlede den
mytiske Tid, de flg. i streng annalistisk
Ordning Begivenhederne indtil Cæsar’s Gallerkrig
(c. 60 f. Kr.). Af Værket er kun bevaret de 5
første Bøger (orientalsk og gr. Oldhistorie) og
Bøgerne 11-20 (omfattende Tiden 480-302 f.
Kr.), desuden betydelige Brudstykker. D.’s
Arbejde har Bet., fordi han har benyttet en
Mængde nu tabte Historieskrivere som Kilder,
men det er blottet for hist. Kritik, saa at det
maa benyttes med Varsomhed; Stilen er tør og
ensformig. Udg. af L. Dindorf (5 Bd),
Nybearbejdelse ved Vogel og Fischer 1906 og Bekker
(4 Bd, 1853-54).
K. H.
Diodoros, Pseudonym for J. H. T. Fibiger.
Diofabi, Francesco, ital. Maler, gjorde
megen Lykke, særlig i 1830’erne og 1840’erne med
sine romerske Billeder. Thorvaldsen’s Museum
ejer »Indgang til S. Maria in Aracoeli i Rom«
(1825), »Ruinerne af Mars Ultors Tempel i
Rom« (1826), »Folkeliv ved Nervas Forum«
(1832), »Aabningen af Rafaels Grav i Pantheon«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
