Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digtekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
harmoniske Samspil af Anskuelse, Tanke og
Følelse, af Aandskræfterne i æstetisk Frihed.
Det er Spændingen mellem disse to
Principper, Harmonien og den æstetiske Frihed paa
den ene Side og Livsrealitet og Fylde paa den
anden Side, der giver Anledning til
mangfoldige Brydninger og forsk. Retninger inden for
D. Paa den ene Side kræver vi Harmoni, et
umiddelbart, harmonisk frit Behag. Den
æstetiske Frihed naas fuldstændigst, hvor det
fremstillede Forhold om ikke straks, saa dog til sidst
tilfredsstiller Sindets eudæmonistiske og etiske
Grundfordringer, Lykke og Sundhed i Liv og
Livsførelse. Og det er da ogsaa en Opgave for
D., at den befrier, forløser, løfter og varmer.
Men den ensidige Gennemførelse af denne
Fordring kan let føre til vandet Idealisme og
blegsottig Romantik, og D. derved fjerne sig fra
den anden Grundfordring, at den skal give os
et Billede af Livet fra alle dets betydningsfulde
Sider. Skal Livsbilledet have Realitet og Fylde,
maa Livets Nød og Haardhed ogsaa kaste sine
stærke Slagskygger ind i Kunsten. Æstetisk
Frihed er ganske vist her kun mulig i begrænset
Form - ofte aander vi tungt nok, naar vi læser
de store Tragikere ell. Ibsen og Tolstoi - men
i selve det, at vi efterføler Livets
betydningsfulde Magter, ligger der noget løflende,
staalsættende, tilfredsstillende og opdragende. Og de
Sindsbevægelser, vi saaledes gennemlever, er jo
her knyttede, ikke til Livet selv, men til et
Billede af Livet og derved ejendommelig
afdæmpede. Endelig søger Digteren i Alm. ogsaa at
yde os en Art Forsoning, en Udløsning i
Harmoni, selv om vi ofte her maa nøjes med en
Antydning af fjerne forløsende Muligheder ell.
endog blot med den store Forsoner: Døden.
D. har sin naturlige Oprindelse i den
stærke Sindsbevægelses Tilbøjelighed til at gøre
Stemmen og Bevægelserne overhovedet
rytmiske og i Lysten til at fabulere, fortælle for at
fortælle. I glad Sindsbevægelse f. Eks. føler
Barnet og det primitive Menneske Lyst til at juble,
synge, hoppe og springe, og uvilkaarlig,
regulerede af Hjerteslag og Aandedræt, former
Bevægelserne sig rytmisk, Springet er den første
Takt, og D. begynder som lyrisk-dram.
Sangdans: Rytme i Ord, Rytme i Skrig ell. Toner
og Rytme i Bevægelsen var opr. Sider af den
samme Sag (se Folkevisen). Dette er en
naturlig Leg, den glade Sindsbevægelses
uvilkaarlige Udtryk (Naturpoesi), men endnu ikke
Kunst. Men Overgangen til den egl. Aands- ell.
Fantasileg, i hvilken D. er skjult, er ikke
vanskelig at forstaa. Den stærke Sindsbevægelse
(S), Glæde f. Eks., giver sig et naturligt
Udtryk i Sang og Dans (U), og S og U indgaar
en fast Forbindelse. Og ved Mennesket det, kan
det vende Forholdet om og søge at producere
U, for i andre, i Tilhørerne ell. Tilskuerne at
fremkalde S. Motivet til denne Vending kan
være mere bevidst, som naar David synger for
Saul for at opmuntre ham, men opr. er den
saa at sige ubevidst og vilkaarlig. Den, der er
stærkt bevæget af en Forestilling, vil gaa og
fortælle den til andre; han trænger til at
meddele sig, og han vil bestræbe sig for at gøre
U saa fuldkomment, saa anskueligt og
gribende som muligt; han vil gentage og betone, han
vil stræbe efter at give et Livsudtryk, en
Livsform, der i Tilskueren vækker den samme
Følelse, og Kunsten er der. Den sindsbevægende
Livsytring er nu ikke længere den individuelle
Sjæls Skrig af Glæde ell. Sorg, men noget af
en fri Fremstilling. Ud fra disse opr.
Sangdanse (særlig Jagt-, Krigs- og Elskovsdanse,
Klagesange o. s. v.), der tidlig blev tagne i
Religionens Tjeneste (religiøse Sangdanse ved
religiøse Fester), er D. begyndt sin Vandring i
Verden og har efterhaanden forgrenet sig i 3
Hovedformer. Formaalet kan nemlig være at
give et Stemningsbillede, den lyriske
Poesi, ell. et Handlingsbillede, og dette sidste kan
atter gives enten i Fortællingens Form, den
episke Poesi, ell. i Aktionens, Handlingens,
Rollens Form, den dramatiske Poesi.
D. har altsaa sit Udspring i den digteriske
Fantasi, der er besvangret af den Følelse, det
værdifulde Livsindhold, der sætter Fantasien
i Sving (Motivet), og som Digteren nu vil
give os i Billedets, Anskuelsens Form
saaledes, at vi nødes til at medføle den, idet vi
føler Indholdet bag Formen. Denne Følelse og
Stemning er atter baaret af visse
Grundstemninger, der er ejendommelige for
Digteren, og ligesom ud fra sin Baggrund igen
mere ell. mindre farver Fremstillingen paa en
egen personlig Maade. Er Stoffet valgt, vil det
kunne behandles i forsk. Aand, og
Spørgsmaalet bliver navnlig, hvor meget den digteriske
Subjektivitet vil farve Motivet. Den
karakteristiske Opfattelse og Behandlingsmaade vil
navnlig svinge mellem to Poler: den objektive
og den subjektive. I sin Fremstilling maa
Digteren altid tumle med Virkelighedens
Elementer, og han kan søge at komme disse saa nær
som muligt, objektiv Retning, men for øvrigt
paa forsk. Maade, han kan søge at mildne disse
til Fordel for Sjælens Harmoni, Ligevægt og
indre Holdning: objektiv Idealisme,
eller lægge Vægten paa det karakteristiske
individualiserede Udtryk for Sindsbevægelse og her
atter i to Retninger: han kan søge at give
Virkeligheden og Individualiteten med alle
tilfældige karakteristiske Biomstændigheder, uden at
gyse tilbage for noget Træk: Naturalisme,
ell. give Individualiteten realt og individuelt,
men saaledes, at det almene skinner igennem:
typisk Realisme. Gør Digterens
ejendommelige Naturel, Temperament og Livsfølelse sig
derimod særlig gældende, faar vi
subjektive Former (subjektiv Idealisme), og
her kan da skelnes mellem 3 Grupper, nemlig
en Følelsesgruppe som det idylliske, det
elegiske, det sentimentale, det romantiske (og
symbolsk-mystiske), det patetiske, det religiøse,
det resignerede; en Forstandsgruppe,
omfattende den rationelle, klart forstandige, den
lunerige, den satiriske og den ironiske Retning, og
endelig en Fornuftgruppe, det
metafysisk-grublende og det humoristiske. Disse
ejendommelige Grundstemninger giver Poesiens indre
Form.
De ydre Virkemidler ell. den ydre Form,
ved hvis sindrige Anvendelse det bliver
Digteren muligt at give sit Indhold (Stemninger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
