Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Datura L. (Pigæble), Slægt af Natskyggefamilien (Kapselfrugtede), Træer, Buske eller Urter, med hele, ofte bugtede Blade - Daturin, d. s. s. Atropin. - Dau (Equus burchelli), se Heste. - Dauban, Jules Joseph, fr. Historiemaler, (1822-1908) - Daubenton, Louis Jean Marie, fr. Naturforsker (1716-99) - Daubentons Flagermus, se Flagermus. - Daubi, 267 km lang Kildeflod til Ussuri i Sibiriens Kystprovinser. - Daubigny , - 1) Charles François, fr. Landskabsmaler og Raderer, (1817-1878) - 2) Charles Pierre (Karl), fr. Landskabsmaler, (1846-1886) - Daubrée, Gabriel Auguste, fr. Mineralog og Geolog, (1814-1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anvendelse er nu næppe stor; de indeholder
bl. a. Atropin. Ogsaa andre Arters Blade og
Frø benyttes medicinsk i deres Hjemlande.
A. M.
D. fastuosa L. fra Ostindien, enaarig
Sommervækst, 60-100 cm høj og med hvide
Blomster med violet Bagside. D. Metel L. fra tropisk
Amerika er ligeledes en yndet Sommervækst med
store renhvide Blomster i Juli til Oktbr. Frøet
saas i Marts, paa Undervarme, de unge
Planter prikles enkeltvis i Potter og ompottes
senere. Efter at være godt afhærdede udplantes
de først i Juni med 50 cm. Afstand.
L. H.
Daturin, d. s. s. Atropin.
Dau (Equus burchélli), se Heste.
Dauban [do’bã], Jules Joseph, fr.
Historiemaler, f. 31. Maj 1822 i Paris, d. 6. Septbr
1908 paa Graveron Slottet (Eure). Han er
uddannet under Aug. Debay og blev i Angers Dir.
for Kunstskolen og Konservator ved Mus. Hans
første større Arbejde (1861) gjaldt Angers’
Historie: »Ludvig XI og Notablerne i Angers«;
særlig Lykke gjorde hans følelsesfulde Kunst
med: »En fremmeds Optagelse hos
Trappisterne« (1864, Luxembourg-Mus.) og »Trappisternes
Fredskys« (1865, Mus. i Angers), som
efterfulgtes af »Mme Roland paa Vej til
Revolutionstribunalet« (1869) o. m. a. Betydelige
Vægmalerier af D. ses bl. a. i Teaterfoyeren og
Hospitalskapellet i Angers.
A. Hk.
Daubenton [dobã’tå], Louis Jean Marie,
fr. Naturforsker (1716-99), var af sin Fader
først bestemt til den gejstlige Stand, men
studerede i Stedet Medicin i Paris, blev
praktiserende Læge i sin Fødeby Montbard og kom
derpaa (1742) paa Buffon’s Tilskyndelse til
Paris, hvor han 1744 blev Medlem af Akademiet
og Bestyrer af den naturhistoriske Samling,
som under hans Ledelse fik megen Anseelse;
1795 udnævntes han endelig til Prof. ved Univ.
D. var en Tid lang Buffon’s Medhjælper ved
Udgivelsen af dennes Histoire naturelle, et
Samarbejde, der viser sig ved de talrige,
fortræffelige anatomiske Iagttagelser, som findes
i de Bd, der omhandler Pattedyrene. I øvrigt
var D. en meget alsidig Natur, som ogsaa
interesserede sig for Mineralogi, Plantefysiologi og
Landøkonomi i det var saaledes paa hans
Tilskyndelse, at de finuldede sp. Merinos-Faar blev
indført i Frankrig. Med fuld Ret er der derfor
i Jardin d’acclimatation i Paris rejst en
Marmorstatue af ham.
R. H. S.
Daubentons Flagermus [dobã’tås-], se
Flagermus.
Daubi, 267 km lang Kildeflod til Ussuri i
Sibiriens Kystprovinser.
M. V.
Daubigny [dobi’nji], 1) Charles
François, fr. Landskabsmaler og Raderer, f. 15.
Febr 1817 i Paris, d. 19. Febr 1878 smst. Han
blev Elev af sin Fader, Maleren Edme
François D. (1789-1843), senere af P. Delaroche.
Under haardt, ihærdigt Arbejde, der af
Hensyn til Livsopholdet ofte var af ret
haandværksmæssig Natur, Illustrationer en masse etc.,
kæmpede han sig langsomt frem til
Anerkendelse; en møjsommelig sammensparet Sum gav
ham i hans tidlige Ungdom Midler til en Rejse
til Italien; først i 1850’erne slog han helt
igennem ved sine naturalistiske Landskabsstudier.
1851 udstillede han saaledes »Vaskepiger fra
Oulins«, der ligesom »Optevoz-Dalen«, »Sluse i
Optevoz-Dalen (1855), »Foraar« (Kornmark
med blomstrende Æbletræer; begge disse
Arbejder i Louvre), »Oises Bredder« (1857, Mus. i
Bordeaux), »Fra Villerville« (Mus. i Marseille),
»Vinhøst«, »Høst« (Louvre) m. fl., gjorde
betydelig Lykke og gav fr. Landskabskunst
kendelige Stød fremad. D.’s herskende Evne er
en ubestikkelig Sandhed i Naturskildringen, der
skyr alle Tillavninger og arrangerede
Lyseffekter, og som med Forkærlighed opsøger
ganske jævne og enkle Motiver: Flodbredder
fra Paris’ Omegn, fr. Kystegne, holl.
Kanalpartier o. l.; for at komme Naturen saa nær
ind paa Livet som muligt og aflure den dens
Træk lod han sig i Dagevis af Strømmen føre
ned langs Oises og Seines Bredder i sin Baad,
sit svømmende Atelier; men idet D., den
udprægede Naturalist, der vilde gengive Naturen
ligetil, som den var, fæstnede Lyset og Luften
til sin Pensel og stræbte efter en sluttet kraftig
Helhedsvirkning, bibragte han sine Landskaber
et Stemningselement af gribende overbevisende
Sandhed; i de senere Aar blev hans Pensel
bredere, mere summarisk over for
Enkeltheder, for at opnaa større Stemningskraft
(»Lever de Lune« [1865] etc.). Anekdoten om
den Brystsyge, der foran et af D.’s Malerier
udbrød: »Nu kan jeg bedre trække Vejret«, er
i alt Fald betegnende for hans Mesterskab som
Friluftsmaler. D. var ogsaa en dygtig Raderer;
bl. hans Raderinger kan fremhæves Suiten
Voyage en bâteau (1862). Han er
repræsenteret i Kunstmus. i Kbhvn; paa den fr.
Udstilling i Kbhvn 1914 saas bl. a. det storladne
»Marine« (1874), »Høst« og »Villerville;
Lavvande« (1871). (Litt.: F. Henriet, Charles
D. et son æuvre [2. Opl. 1878]; Bourges, D.,
souvenirs [Paris 1900]).
2) Charles Pierre (Karl), ovenn.’s Søn,
fr. Landskabsmaler, f. 1846 i Paris, d. 1886 i
Auvers-sur-Oise. Elev af Faderen, tilegnede han
sig ganske dennes Malemaade og opnaaede
betydelig Virkning i sine naturtro Landskaber
og Strandbilleder (adskillige i offentl. Mus.).
Han var ogsaa en flink Raderer, udførte nogle
Blade efter Faderens Arbejder.
A. Hk.
Daubrée [do’bre], Gabriel Auguste, fr.
Mineralog og Geolog, f. i Metz 25. Juni 1814, d.
i Paris 29. Maj 1896. Han uddannede sig som
Polytekniker, blev 1839 Docent i Mineralogi og
Geologi ved Univ. i Strassburg og tillige ansat
som Grubeingeniør smst. 1861 blev han Prof.
i Geologi ved Muséum d’histoire naturelle i
Paris, og valgtes s. A. til Medlem af Académie
des sciences. Aaret efter blev han tillige Prof. i
Mineralogi (1872 Direktør) ved École des mines;
fra 1867 var han Generalgrubeinspektør i
Frankrig. 1884 tog han sin Afsked.
D. har erhvervet sig et stort videnskabeligt
Navn, fremfor alt ved den Dygtighed, hvormed
han gennemførte en eksperimentel Behandling
af en Mængde geol. og miner. Spørgsmaal.
Herhen hører først og fremmest hans
Undersøgelser over Tinstenlejernes Dannelsesmaade
(Mémoire sur les amas de minerai d’étaïn [1841]).
Ved at lade Vanddamp og Haloidforbindelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
