Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dansk-tyske Krige (1848-50 og 1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kolding og Tyskernes Fremtrængen i Jylland. Der
trængtes højlig til en Daad, som kunde hæve
det sunkne Mod. En saadan havde General
Bülow i al Stilhed forberedt; den skulde rettes
mod Insurgenterne foran Fredericia, men det
maatte vente, til Rigstropperne havde fjernet
sig for langt til at kunne komme til Hjælp. Da
nu General Prittwitz stod ved Aarhus og de
øvrige Rigstropper i Sundeved, var Øjeblikket
kommet. Uden at Fjenden mærkede det, afgik
General Rye til Skibs fra Helgenæs med største
Delen af sin Styrke til Fyn, hvorhen ogsaa de
Meza kom fra Als med fl. af sine Afdelinger.
Skjulte af Mørket blev disse Tropper overførte
til Fredericia, og ved Midnatstid 6. Juli stod
20000 danske Soldater rede til at bryde frem
gennem Fæstningsportene. Slaget ved
Fredericia blev en fuldstændig Sejr for de Danske,
men kostede General Rye og mange Tapre Livet.
Til Minde om Sejren rejstes senere »Den tapre
Landsoldat« i Fredericia. Soldaterne blev, da
de snart efter vendte hjem, overalt modtagne
med Jubel.
Med Slaget ved Fredericia endte Krigen for
det Aar. Rigstropperne var alt under Udmarch
fra Jylland, og fjerde Dagen efter Slaget blev
der sluttet Vaabenhvile med Preussen. Den
sydlige Del af Sønderjylland skulde under
Vaabenhvilen besættes af preuss., den nordlige af sv.
Tropper; Regeringen skulde føres i
Konge-Hertugens Navn af en preuss. og en dansk
Kommission med en Englænder til Opmand.
Forhandlingerne i Vinterens Løb førte til Fred med
Preussen 2. Juli 1850, en Fred, som først i
Oktbr Maaned blev tiltraadt af de andre tyske
Stater, og hvorved intet blev endelig afgjort
om det egl. Stridsspørgsmaal.
Slesvig-Holstenerne opgav imidlertid ikke Haabet om at sejre.
Ved Hjælp af Officerer og Menige fra de tyske
Hære bragte de deres Styrke op til c. 34000
Mand, og med dem tog General Willisen en
stærk Stilling ved Landsbyen Isted, N. f. Slesvig
By. Her angreb General Krogh ham 25. Juli
med den danske Hær, c. 39000 Mand stærk, og
efter en lang, blodig Kamp sejrede de Danske;
General Schleppegrell og Oberst Læssøe var
bl. de Faldne. Slaget ved Isted er det største
Landslag, Danmark har udkæmpet i den hist.
Tid. Efter Slaget besatte Hæren igen
Danevirkestillingen, da den ifølge Fredstraktaten
med Preussen ikke maatte forfølge sin Sejr ind
i Holsten. Slesvig-Holstenerne gik i Løbet af
Efteraaret to Gange frem til større Angreb paa
den danske Stilling. 12. Septbr angreb de med
betydelig Overmagt ved Mysunde, men blev
viste tilbage af Oberst Krabbe. Senere vendte
de sig mod V., mod Frederiksstad, hvor den
tapre Helgesen førte Kommandoen. Byen blev
belejret og bombarderet og endelig bestormet
4 Oktbr. Men Helgesen og hans Folk holdt
tappert ud, og Willisen maatte gaa tilbage til
Rendsborg uden at have udrettet noget.
Slesvig-Holstenerne indsaa nu Umuligheden
af at naa deres Maal ved egne Kræfter, og paa
fremmed Hjælp var der ikke mere at haabe.
Krigen døde hen ud paa Efteraaret, og der blev
aabnet Underhandlinger. De tyske Stormagter
havde ogsaa indset, at de for denne Gang
maatte opgive at føre deres Planer igennem. Et
Øjeblik saa det ud til at Uenigheden mellem de
tyske Stater skulde føre til Krig imellem dem;
men til sidst maatte Preussen falde til Føje og
finde sig i, at Østerrig sendte et Hærkorps til
Holsten for at afvæbne Insurgenthæren. Den
slesvig-holstenske Regering bøjede sig for dette
Tryk; kun Advokat Beseler raadede til at
fortsætte Kampen. 12. Jan. 1851 udstedtes der en
Proklamation om, at Fjendtlighederne var
standsede, og 1. Febr nedlagde
Statholderskabet Regeringen. De Danske besatte
Sønderjylland til Ejderen; Hæren blev opløst 1. Febr og
vendte for største Delen tilbage til sine
Garnisoner, hvor der ventede Soldaterne en festlig
Modtagelse. - Kampens Maal var foreløbig
naaet; men den endelige Ordning blev desværre
ikke saaledes, at den udelukkede senere
fremmed Indblanding. Den d.-t. Kr. 1848-50 er en
af de mærkeligste Krige i Danmarks Historie.
Sjælden har det danske Folk med saadan
Enighed sat hele sin Kraft ind paa at kæmpe sin
Sag igennem; derfor sejrede det ogsaa trods
alle Hindringer.
A. L.
Flaadens Virksomhed i Krigen
1848-50 foregik hovedsagelig ved
Hertugdømmernes Østkyst, hvor de geografiske
Forhold tillod Skibene at løbe tæt op til de større
Kystbyer samt at beskyde Oprørshærens
Landkommunikationslinier, idet Hovedvejene gik i
umiddelbar Nærhed af Kysten. I de læge
Farvande paa Sønderjyllands Vestkyst kunde der
derimod kun anvendes mindre Fartøjer. Da
Flaaden ubestridt besad Herredømmet til Søs,
kunde den i særlig Grad ofre sine Kræfter paa
Samarbejde med Hæren dels ved at
transportere Tropper og dels ved at dække dennes
venstre Flanke. Samtidig etableredes der
Handelsblokade af de fjendtlige Kyster. P. Gr. a.
Hertugdømmernes ringe Søhandel fik denne
Blokade i Krigens Begyndelse kun Bet. over for
Kiel. Da det tyske Forbund senere greb ind,
udstraktes den til de større Søstæder paa den
tyske Østersøkyst.
Ved Krigens Udbrud bestod Flaaden af 6
Sejllinieskibe, 12 Fregatter og Korvetter, 10
mindre Fartøjer, 85 Kanonfartøjer og 6
Hjuldampskibe. Alle Skibene laa i Kbhvn, hvorfra
Korvetten »Najaden«, bugseret af Dampskibet
»Gejser« og under Kommando af
Kaptajnløjtnant Dirckinck-Holmfeld, straks 26. Marts blev
afsendt til Als. Korvettens Mandskab gjorde
Landgang paa Øen og sikrede denne mod de
uberegnelige Følger af en fjendtlig Besættelse,
indtil de første danske Tropper den 30. Marts
naaede derover. Efterhaanden som Skibene
udrustedes afgik de til Hertugdømmernes
Østkyst, hvor der dannedes en Eskadre bestaaende
af Dampskibene »Hekla« og »Gejser«,
Korvetterne »Galathea« og »Najaden«, Briggerne »Skt
Thomas« og »Mercurius«, nogle mindre
Orlogsfartøjer samt 16 Rokanonbaade.
Kommandørkaptajn F. Paludan hejste sin
Eskadrechefstander i »Gejser«, og hans Næstkommanderende
var Kaptajn St. A. Bille. Eskadrechefen var
sideordnet Operationshærens Chef,
Generalmajor Hedemann. Søtransporterne lededes af
Kaptajn Tegner. 30. Marts løsnedes det
første Skud fra Flaaden, idet en Brig, der var
stationeret ved Aabenraa, beskød Insurgenterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
