Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sag og anvende sine Tropper mod D.
Forbundsdagen i Frankfurt og adskillige tyske
Regeringer gik samme Vej, og Følgen heraf blev et
Angreb af preuss. og nordtyske Tropper paa D.
Efter Slaget ved Slesvig 23. Apr. besatte de
tyske Tropper Slesvig med Undtagelse af
Dybbølstillingen og Als, samt den sydlige Del af
Nørrejylland. Den danske Regering havde imidlertid
henvendt sig til de neutrale Magter om Hjælp,
idet den navnlig beraabte sig paa Magternes
gentagne Garantier for Slesvig. Af Frygt for at
se en tysk Sømagt opstaa ved Erhvervelsen af
Hertugdømmernes Havne var baade England og
Rusland tilbøjelige til at støtte D., og Kejser
Nikolaj følte sig desuden særlig opfordret
hertil som den krænkede Legitimitetsides Vogter.
Desuden sendte Sverige-Norge, i hvis
Befolkninger der gjorde sig en afgjort
danskvenlig Stemning gældende, et Troppekorps til Fyn,
som dog kun skulde gribe ind i Kampen, naar
det egl. Kongerige truedes med Angreb. En
russ. Note havde imidlertid i Maj Maaned
bevirket Jyllands Rømning af de tyske Tropper,
og i Aug. sluttedes der under sv. og eng.
Mægling en Vaabenstilstand i Malmö mellem D. og
Preussen, hvorefter Hertugdømmerne skulde
rømmes saavel af danske som af tyske Tropper
og styres af en Fællesregering, udnævnt af de
to Landes Regenter. Denne Regering styrede
imidlertid Hertugdømmerne i ren
slesvigholstensk Aand og øvede et utaaleligt Tryk paa
Slesvigs danske Befolkning. D. opsagde derfor,
efter at der i Mellemtiden forgæves var forsøgt
at opnaa en endelig Forstaaelse, Febr 1849
Vaabenstilstanden, og nu fulgte det Felttog, som
fandt sin Afslutning ved den Overenskomst,
der 10. Juli 1849 i Berlin afsluttedes om
Vaabenstilstand og Fredspræliminarier mellem D.
og Preussen. Denne Vaabenstilstand førte til
Berlin-Freden af 2. Juli 1850, som af Preussen
afsluttedes paa det tyske Forbunds Vegne. Det
var en saakaldet »simpel Fred«, i hvilken hver
Part forbeholdt sig sine Rettigheder, og de
omtvistede Spørgsmaal saaledes blev staaende
uafgjorte. Dog bestemtes det i Freden, at Kongen
af D. skulde kunne forlange det tyske Forbunds
Mellemkomst for at genoprette hans
lovlige Myndighed i Holsten, samtidig med at
han meddelte sine Hensigter i Henseende til
Landets Pacifikation«. Vilde Forbundet ikke
efterkomme hans Forlangende, skulde det staa
ham frit for ved egne Kræfter at sætte sig i
Besiddelse af Holsten. - Forholdet var altsaa
foreløbig dette, at D. stod med fri Hænder over
for Oprørsregeringen, som nu var henvist til
sine egne Kræfter. I Hertugdømmerne var der
imidlertid vedtaget en slesvigholstensk
Forfatning, og Fællesregeringen fra den første
Vaabenstilstand var Foraaret 1849 blevet afløst af
et »Statholderskab«, bestaaende af
Reventlow-Preetz og Beseler; under den anden
Vaabenstilstand styrede dette Statholderskab kun
Holsten, men efter Freden vilde det forsøge at
erobre Slesvig tilbage. Den slesvigholstenske
Hær, som var blevet reorganiseret ved Hjælp
af preuss. Officerer, forstærkedes ogsaa efter
Freden med Officerer og Frivillige fra forsk.
tyske Stater, og under General Willisen
rykkede den nu ind i Sydslesvig. Resultatet af
Felttoget 1850 blev Oprørshærens Nederlag ved
Isted og Slesvigs Generhvervelse; men den
danske Hær var dog ikke stærk nok til at knuse
Oprøret og bemægtige sig Holsten. I den
genoprettede Forbundsdag sejrede imidlertid den østerr.
Indflydelse, som ikke var det slesvig-holstenske
Oprør gunstig, og paa Forbundets Vegne
forlangte Preussen og Østerrig Statholderskabets
Tilbagetræden og den slesvigholstenske
»Landsforsamling«’s og Oprørshærens Opløsning. Man
bøjede sig for Magten, og 1. Febr 1851
overtoges Holstens øverste Styrelse indtil videre af
en preuss., en østerr. og en dansk Kommissær.
Først naar Hertugdømmets Forhold til det
øvrige Monarki var ordnet paa en for de tyske
Magter tilfredsstillende Maade, kunde det gives
tilbage til Landsherren.
Kongerigets indre Politik havde imidlertid
væsentlig været optaget af Forfatningsarbejdet.
Forfatningsreskriptet af 28. Jan. 1848 blev
tilbagekaldt, og der udstedtes en af
Kongerigets Stænderforsamlinger godkendt Valglov
til en grundlovgivende Rigsforsamling. Af
Rigsforsamlingens 152 Medlemmer skulde de
38 vælges af Kongen, Resten ved almindelig
Valgret. Bestemmelsen om Kongevalgene vakte
Uvillie hos den bondevenlige Fløj af det liberale
Parti, som repræsenteredes af Tscherning,
B. Christensen og J. A. Hansen, samt
hos Hovedstadens radikale Haandværker- og
Intelligensparti. Dette gav Anledning til, at
disse to Grupper udsondrede sig fra det
nationalliberale Parti og fraraadede at vælge de Mænd,
der i Stænderne havde stemt for Kongevalgene,
til Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de
saakaldte »Hippodrommøder« opstillede de et
Forfatningsprogram, som var ikke lidt radikalere
end de Nationalliberales, og som bl. a. krævede
Etkammersystem med alm. Valgret og
suspensivt Veto. Ved Valgene til Rigsforsamlingen fik
dog det nationalliberale Centrum Overvægten,
og Grundloven vedtoges i alt væsentligt i
Overensstemmelse med dette Partis Ønsker. Kampen
drejede sig især om Repræsentationens
Sammensætning; det Forslag, som endelig vedtoges,
det saakaldte Bruun-Jespersen’ske
Mæglingsforslag, med dets Valgbarhedscensus til
Landstinget, tiltalte vel ikke Forsamlingens Venstre,
men da man indsaa, at Forfatningsværket
foreløbig vilde strande, hvis dette Forslag
forkastedes, og man frygtede den ogsaa i D. kendelig
voksende Reaktionsbevægelse, viste man det
kloge Maadehold at give efter, hvorved Grl.’s
endelige Vedtagelse sikredes. Den fik 5. Juni
1849 Kongens Stadfæstelse.
Imidlertid havde det Ministerium, som det
frisindede Grundlovsudkast skyldtes, maattet
vige Pladsen for et andet. Under de
Forhandlinger med Udlandet, som førtes efter
Vaabenstilstanden i Malmö, dukkede Tanken om en
Deling af Slesvig efter Nationaliteterne stærkt
frem, og en Del af Martsministeriets
Medlemmer sluttede sig til den som et nødvendigt
Offer for, at naa til en holdbar Ordning af
Forholdet til Hertugdømmerne. Kongen og fl. af
Ministrene var imidlertid imod Delingstanken,
og de havde den offentlige Mening, saavel i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
