Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660 - Danmark. Historie. 3) 1660 - 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Adelen paa ny havde faaet, skulde blive af saa
ringe Varighed og falde saa lydløst. -
Borgerstandens Selvfølelse var i stærk Stigen; ligesom
Gejstligheden nærede den et grundigt Had til
Adelen, i hvem den kun saa »vissent Løv og
tørre Stubbe«, og de Baand,
Stænderinstitutionen havde knyttet mellem Befolkningens forsk.
Lag, brast hurtig. Bondestandens Kaar havde
derimod siden Grevefejden været i stadig
Nedgang; de jordegne Bønders Tal aftog stærkt -
1650 kun 6 % -, og trods deres Modstand
sank Bønderne baade materielt og moralsk.
Ved den westfalske Fred var Sverige blevet
Østersøens mægtigste Magt; den og ikke D. var
nu den farligste for de søfarende Nationer, og
da D. belært af Erfaringen nærmede sig til
Nederlænderne, sluttedes der 1649 et Forbund
mellem de to Stater. Det var afsluttet af Korfits
Ulfeldt; men da han kom tilbage, faldt han i
Unaade hos Frederik III, der i ham saa
Haandfæstningens egl. Ophavsmand, ligesom
Dronningen, Sofie Amalie, hadede hans Gemalinde
Leonora Christina. Han forlod Landet og drog
til Sverige, i hvis Tjeneste han senere traadte.
Samtidig var Hannibal Sehested blevet
overbevist om Underslæb i sin norske Styrelse og
havde maattet ydmyge sig for Kongen. Dennes
Indflydelse steg ved de to Stormænds Fald,
og hans personlige Planer traadte stærkere
frem. Frederik III havde før sin Tronbestigelse
besiddet Bispedømmerne Bremen og Verden,
som Svenskerne havde taget, og hans Ønske om
at vinde disse tilbage forenede sig med Tanken
om at fravriste Sverige de 1645 tabte Provinser.
Da Karl X Gustaf var indviklet i en farlig Krig
med Polen, erklæredes Krigen 1657, væsentlig
efter Kongens Initiativ, uagtet »Landsens
Defension var slet og ringe«. Karl Gustaf trængte
i Ilmarch ind i Hertugdømmerne, hvor hans
Svigerfader, Hertug Frederik III, indtog en
mod Sverige velvillig Neutralitet, og de danske
Tropper maatte efter fl. Tab trække sig tilbage
til det nyanlagte Frederiksodde (Fredericia).
Denne toges med Storm, og da en klingrende
Frost lagde Bro over Bælterne, stod Svenskerne
snart paa Sjælland, uden at have mødt alvorlig
Modstand. Frederik III maatte nu falde til Føje
og ved Freden i Roskilde (Febr 1658) afstaa de
skaanske Provinser med Bornholm samt
Trondhjems og Bohus Len; Ulfeldt genindsattes i sine
Rettigheder, og den gottorpske Hertug løstes
fra sit Lensforhold til den danske Krone. D.
var ydmyget, men ikke tilintetgjort, og herpaa
gik Karl Gustaf’s Planer ud; han brød derfor
Freden og gik straks mod Kbhvn (Aug. 1658).
Byen havde kun en ringe Garnison og var svagt
befæstet; men da den første Skræk havde lagt
sig, gik alle Stænder modig til Forsvaret.
Kongen var Samlingspunktet, og han vidste ganske
at vinde Borgerne ved sin modige Optræden
og ved at give dem store Privilegier, der
stillede dem paa lige Fod med Adelen. Byen
maatte belejres, og Landet fik nu Hjælp. De
tyske Allierede trængte op i det ødelagte
Jylland, en holl. Hjælpeflaade slog sig gennem
Sundet, uagtet Kronborg var i Fjendens Vold,
og da Svenskerne Natten mellem 10. og 11.
Febr 1659 vovede en Storm, sloges de tilbage
med stort Tab. D. var frelst ved Kbhvn’s
Stordaad, og den sv. Hær paa Fyn blev
fuldstændig oprevet i Slaget ved Nyborg; men længere
vilde de Allierede ikke gaa. De ønskede ikke
begge Sundets Bredder i D.’s Magt, og da Karl
Gustaf døde, maatte Frederik III paa
Vestmagternes Bud slutte Freden i Kbhvn (1660),
hvorved Sverige tilbagegav Bornholm, der
havde løsrevet sig, og Trondhjems Len, men i
øvrigt beholdt sine andre Erobringer.
M. M.
3) 1660-1814.
Krigens Udfald maatte næsten med
Nødvendighed medføre en Forandring af Rigets
Forfatning. Klagerne over Adelens Misregering,
over det Tryk, den øvede paa Borger og Bonde,
ikke mindre end over Rigsraadets
Indskrænkning af Kongens Myndighed, var ikke ny. Nu
kom hertil, at »Haremændene«, som
Københavnerne med bitter Haan kaldte
Herremændene, i det alm. Omdømme bar Ansvaret for alle
Ulykkerne, medens samtidig enhver maatte
indrømme, at det var Kongen og Kbhvn’s Borgere,
der ud af Skibbrudet havde frelst, hvad frelses
kunde. De stod nu rede med deres Krav paa i
Fremtiden at komme til at indtage en Stilling,
der svarede til den Bet., de havde vist sig at
have. I St f. den tidligere Ufrihed forlangte
Kbhvn som Rigsstad og Rigsstand at blive hørt
og faa Stemme med om alt, hvad der kunde
tjene til Rigets Bedste; og at det var Alvor, viste
sig hurtig. I sin raadvilde Uformuenhed til at
ophjælpe Landet gik Rigsraadet ind paa at
sammenkalde et Stændermøde til Kbhvn, hvor der
8. Septbr 1660 mødte omtr. 100 Adelige og et lgn.
Antal Gejstlige og Borgere. Disse to sidste
Stænder enedes straks ved Mødets Beg. med de
københavnske Deputerede om for sig at fordre de
samme Rettigheder, som Kbhvn havde naaet
gennem sine Privilegier, det vil sige, de
forlangte for saa vidt Lighed med Adelen, som de
vilde, at alle Stænder uden Hensyn til
Privilegier skulde bøje sig for Mødets Beslutninger,
særlig i Beskatningsspørgsmaalet. Herimod satte
Adelen sin Ret til selv at raade over, hvad og
hvor meget den skulde yde; »end ikke Kongen
kunde paalægge den noget«, hvad den vilde
give, skulde opfattes som en frivillig Gave. Fra
dette Standpunkt tvang de lavere Stænder den
dog lidt efter lidt bort, ledede af deres
udmærket dygtige Førere, Sjællands Biskop Hans
Svane og den københavnske Borgemester Hans
Nansen, og denne Sejr gav dem Mod til at gaa
videre. Efter Tilskyndelse af, under alle
Omstændigheder efter Samraad med, Kongen
foreslog Nansen og Svane 8. Oktbr. Gejstlighed og
Borgere at give Frederik III og hans
Efterkommere Arveret til Kronen. Da Rigsraad og Adel
bestemt vægrede sig ved at gaa ind herpaa
under Henvisning til, at Stændermødet ingen
Fuldmagt havde til at tage en saadan Beslutning,
tvang man dem ved Hidkaldelse af Tropper og
ved at lukke Byens Porte til at give efter. 13.
Oktbr overdrog Rigsraad og Stænder Kongen
og alle hans Efterkommere Arveretten. Men
Arve kongen, det var man straks klar over,
kunde ikke være bunden ved Valg kongens
Haandfæstning. Til at enes om, hvad der skulde
træde i dens Sted, nedsatte Kongen et Udvalg,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
