Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 1) Fra den ældste Tid indtil 1241
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Harald Kesje, Røverfærd i Roskildeegnen, og
Venderne strejfede ind over Grænsen. Forgæves
søgte Dronning Margrete Fredkulla at raade
Bod paa disse Ulykker. Først da Erik Ejegod’s
Søn Knud Lavard blev Sønderjyllands
Jarl ell., som det nu kaldtes, Hertug (1115), blev
Venderne tugtede, og D. fik Fred. Knud Lavard
blev tillige Banebryder for en højere, mere
europ. Kultur; men hans Anseelse og det
Herredømme, han vandt over de vestlige Vender,
vakte Misundelse hos Niels og hans Søn
Magnus, og denne myrdede sin ridderlige Frænde
ved Haraldsted (1131). Knud’s Broder Erik
Emune rejste sig til Hævn, og efter en blodig
Borgerkrigs Omskiftelser fældede han Magnus
ved Fodevig (1134), medens Niels kort efter
blev dræbt af Slesvigs Borgere.
Erik Emune (1134-37) forspildte Frugten
af sin Sejr ved Haardhed og Grumhed, der
voldte ham Døden for Morderhaand. Hans
Søstersøn Erik Lam (1137-46) bekæmpede
fyrigt sin Modkonge, Olav, Harald Kesje’s Søn, og
fældede ham til sidst; men under Striden
hjemsøgte Venderne atter de danske Farvande, og
dødssyg indtraadte Erik i Odense Kloster. Den
danske Kirke, der i Ærkebiskop Eskil havde
faaet en ypperlig Fører, opnaaede ved denne
Tid en smuk Blomstring; der rejstes herlige,
romanske Stenkirker (Lund, Viborg, Ribe) og
ny Klostre, og Kirken modtog rige Gaver. 1146
indledede imidlertid bitter Strid og dyb
Fornedrelse. Jyderne valgte Knud Magnussøn
til Konge, Sjællandsfarer og Skaaninger
samledes om Erik Emune’s Søn Sven, og medens
Kræfterne udtømtes i den voldsomste
Kongekrig, plyndrede Venderne i Sund og Bælt, ja
satte sig endog fast paa de sydlige Øer. Støttet
af Knud Lavard’s Søn Valdemar fik Sven
Overtaget, men maatte efter Kejser Frederik I’s
Bud love Knud Sjælland til Len (1152).
Samtidig med at han stødte de Danske ved sit
Overmod og sin forfængelige Jagen efter tysk Skik,
svigtede han imidlertid sit Ord og drev derved
Valdemar over paa Fjendens Side. Da Sven nu
stod dem begge efter Livet, lod de sig udraabe
til Konger, og Sven flygtede til Tyskland (1154).
Ved tysk og vendisk Hjælp vendte han tilbage,
og paa Lolland blev der sluttet Forlig, hvorved
D. ligefrem blev opløst i 3 Dele, een til hver af
Kongerne. Straks efter søgte Sven dog under et
Gilde i Roskilde at rydde sine Medbejlere af
Vejen. Knud blev nedhugget, men Valdemar
slap med et Saar og flygtede til Jylland, og da
Sven angreb ham her, led han et stort
Nederlag og blev paa Flugten dræbt paa Grade Hede
(1157).
Med Valdemar I’s Enekongedømme (1157
-82) afløstes Folkets Splittelse og Afmagt af
et storladent Opsving. Dette skyldtes især
Absalon, der blev Biskop i Roskilde, senere
Ærkebiskop i Lund, og var Sjælen i sejrrige
Venderkampe, hvorved D. sikrede sig Fred og
erobrede Rygen. Landet værgedes ved ordnet
Hærvæsen, Kystborge (Vordingborg, Sprogø,
Nyborg, Kalundborg, Havn) og
Valdemarsmuren i Danevirke. Kirkens Indflydelse steg, ved
den sjællandske og Skaanske Kirkeret trængte
Tienden igennem i det østlige D., og talrige
Klostre opstod, især af Cistercienserordenen
(Vitskøl, Esrom, Sorø, Øm o. s. v.); vel kom
Valdemar i Strid med den hierarkisksindede
Ærkebiskop Eskil, men det lykkedes Absalon at
tilvejebringe Harmoni og kraftig Samvirken
mellem Kongedømmet og Kirken: ved Festen i
Ringsted 1170 blev Kongens Fader lagt i
Helgenskrin, og Kongens Søn, den lille Knud, blev
kronet. To Sammensværgelser mod Valdemar
blev slaaede ned, Stormændene knyttedes nøje
til Tronen, og en Rejsning i Skaane blev
dæmpet. Under Knud Valdemarsøn (1182-
1202) blev Absalon til Landets Held endnu
mægtigere. Dristig afviste han Kejser Frederik’s
Højhedskrav, og da denne hidsede Pomrerne
til Kamp mod D., vandt Absalon en glimrende
Sejr ved Rygen (1184), og Pomrerfyrsterne
maatte hylde Knud (»De Venders Konge«). En
ny Støtte for de Danskes voksende Vælde blev
Knud’s Broder, den unge Valdemar, der var
Sønderjyllands Hertug. Da den forræderske
Biskop Valdemar af Slesvig dannede en
Kæmpesammensværgelse mod sit Fædreland og ved
svensk-norsk Hjælp søgte at gøre sig til Konge,
blev han grebet (1192) og sad nu i 14 Aar som
Fange paa Søborg, medens Hertug Valdemar
slog hans Forbundsfælle, Grev Adolf III af
Holsten, og erobrede hans Land, saa at D.’s Grænse
blev skudt frem til Elben. Under saadanne
Forhold afsluttedes Absalon’s daadrige Liv (1201);
hans Efterfølger i Lund blev hans Frænde, den
berømte Skolastiker Anders Sunesøn. Kort efter
døde Knud. Hans Broder Valdemar II (1202
-41) hævede for en kort Tid D. til
Stormagtsrang. Tyskland, der svækkedes ved indre
Kampe, kunde ikke standse hans Sejrsløb; han
underlagde sig de tysk-vendiske Egne langs
Østersøen og slog Kejser Otto IV. medens dennes
heldige Medbejler, Frederik II, afstod Valdemar
de erobrede Lande (1214). Ved Korstog til de
hedenske Egne hinsides Østersøen, særlig det
berømte Tog 1219, vandt den store Konge sig
tillige Herredømme over Estland. Da brast
Lykken med eet Slag. Valdemar’s Vasal Grev
Henrik af Schwerin overrumplede sin Herre paa
Lyø og førte ham som Fange til Tyskland (1223).
Medens de Danske var som lamslaaede, rejste
de nordtyske Fyrster sig;
Fredsunderhandlingerne glippede, og en Hær faldt ind i
Nordalbingien (Holsten), hvor Valdemar’s Søstersøn,
Grev Albert af Orlamünde, blev fangen i Slaget
ved Mölln. Nu maatte Valdemar løskøbe sig ved
Afstaaelse af alle Erobringer S. f. Ejder og
Udredelsen af svære Løsepenge (1225); men efter
at have opfyldt sine første Forpligtelser lod han
Paven løse ham for den Ed, han havde svoret,
begyndte Krig og gik sejrrig frem, indtil han
ved Bornhøved led et afgørende Nederlag (1227).
Da opgav Valdemar sin Krigspolitik; Estland,
der samtidig gik tabt, vandt han tilbage uden
Sværdslag (1238), og i det hele styrede han
Landet med største Klogskab. Særlig bedrede han
Retsvæsenet og fik Navnkundighed som den
store »Lovfører«. Tidligere havde han bl. a. helt
afskaffet Jernbyrd som retsligt Bevismiddel; nu
lod han, kort før sin Død, Jyske Lov
udarbejde og hævdede i Forordet, støttet paa kanonisk
Ret, Kongedømmets ophøjede Ret. Lovkyndige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
