Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sneedorf havde megen alsidig Dannelse og en livlig
Pen, saa at det lykkedes ham fyldestgørende at
behandle vidt forsk. Emner. Tidsskriftbevægelsen
kulminerer med det af Rahbek og Pram udgivne
»Minerva« (fra 1785) og »Den danske Tilskuer«,
som Rahbek redigerede alene fra 1791 til et
godt Stykke ind i 19. Aarh. Ogsaa Indholdet
af disse Tidsskr er meget blandet:
socialøkonomiske og skønlitterære Bidrag findes Side
om Side.
Sneedorff var Lærer i Statsret ved Sorø
Akademi, og herfra udgik en lille Kreds af Mænd,
»Soranerne« kaldet, der havde sat sig til
Formaal at behandle forsk. Dele af Videnskaben
populært, saaledes Jens Kraft og Andreas
Schytte. Forsøgene paa at gøre Filosofien til
et for alle tilgængeligt Fag fortsattes af Tyge
Rothe og Præsten M. G. Birckner, mest
kendt ved sine Skr om Trykkefriheden. Den
rationalistiske Kristendomsforkyndelse fandt
ivrige Talsmænd i ham og Hofpræsten
Bastholm, medens Sjællands Biskop, N. E. Balle,
var Repræsentant for den gammeldags
Ortodoksi. Deismen fandt et Organ i Horrebow’s
Tidsskrift »Jesus og Fornuften«. Tidens mest
fremragende Historiker var P. F. Suhm, intet
genialt Hoved, men en flittig Mand, der har
samlet et værdifuldt Kildemateriale til D.’s
ældre Historie i sit 14 Bd store Værk, og dertil
en ægte Mæcen. Ved Siden af ham kan nævnes
Nordmanden Gerh. Schøning, Fr.
Sneedorff, der blev bortrevet i en ung Alder, den
tendentiøse N. D. Riegels, samt Ove
Malling, kendt ved sine »Store og gode
Handlinger«. Rasmus Nyerup var et næsten
polyhistorisk Talent, der viede baade Historien og
Litteraturhistorien sit Arbejde. I sin Interesse
for D.’s gl. Litt. støttedes han ivrig af W. H. F.
Abrahamson, der, skønt født Slesviger, var
en udpræget Patriot og en af de første, der
genoptog Studiet af Oldnordisk. Paa
Naturvidenskabernes Mark endelig præsteredes meget og
dygtigt Arbejde. De betydeligste Navne er
Botanikerne G. K. Oeder’s og M. Vahl’s, der
i Forening udarbejdede Flora Danica, samt
Zoologen Es. Fleischer’s.
Da det maatte anses for stridende mod
Oplysningstidens Principper at sætte Skranker for
Aandsfriheden, ophævede Struensee ved kgl.
Reskr. af 14. Septbr 1770 den hidtil gældende
Censurtvang, der uden Undtagelse gjaldt for
alle Skr. Imidlertid misbrugtes den givne
Frihed i den Grad, at allerede dens Ophavsmand
maatte gøre Indskrænkninger deri, og i de flg.
Aartier var den stadig udsat for Angreb af den
alt andet end frihedssindede Regering. P. A.
Heiberg’s og M. C. Bruun’s Navne er
fortrinsvis knyttede til de Bestræbelser, der byder
denne Trods; men Regeringen faar Overtaget,
og Følgen blev 1799 Indførelse af Censur paa ny
for alle Skr under 6 Ark.
5) Med 19. Aarh. indvarsles en ny Tid. De
Bevægelser, som i Slum. af det forrige
Tidsrum har udviklet sig og allerede baaret Frugt
hos vore sydlige Naboer, baarne frem af »Sturm-
und Drang«-Periodens Mænd, modnede og
klarede hos Goethe og Schiller, og nu videre
udviklede hos den romantiske Skoles Koryfæer
(Tieck, Novalis, Brødrene Schlegel), hvis filos.
Apostel Schelling sætter dem i System,
forplantes nu op til D., dels gennem Litt., dels
gennem Foredrag af Schelling’s Adept,
Naturforskeren Henrik Steffens. Tilbageslaget følger
nu oven paa den foregaaende Epokes ensidige
Betoning af det forstandsmæssige. Følelseslivet
har været trykt ned. Nu rejser det sig og
forlanger sin Ret. Først og fremmest sker dette
gennem Poesien. Den bliver ikke mere en
behagelig Tidkort, den bliver det højeste, det
eneste. Jo mere Ensidigheden har været følt,
desto voldsommere bliver Reaktionen. Digteren
er nu - hvis han da fylder i sit Kald - den
af Gud benaadede Sanger, Geniet, for hvem
Samfundet skal bøje sig. Man vender sig med
Foragt fra alt det dagligdags, Nutidens
Mennesker synes smaa og dumme - derfor maa man
søge tilbage til Fortiden, hvor Livet leves
kraftigere og mere umiddelbart, hvor Skikkelserne
er større og kraftigere. Det gælder om atter at
kalde Fantasien til Live, der har slumret saa
længe. Men medens denne Higen ud mod det
fjerne hos de tyske Romantikere ofte udarter
til en latterlig Frygt for Form og Regler og
en undertiden afsindig søgt Subjektivitet,
medfører de Danskes ejendommelige Sky for at
bevæge sig i Yderligheder, at Romantikken i D.
med en enkelt Undtagelse ikke giver sig saa
bizarre Udslag som hos disse, men at der
tværtimod altid er en Tilbøjelighed til at blive paa
den gyldne Middelvej. Det varer da ogsaa kun
nogle Aartier, til Fordringen om ikke at
underkende Formens Bet. i Poesien for Indholdet med
Vægt rejser Hovedet og trænger igennem; da
man bliver klar over, at Nutidens Liv frembyder
lige saa interessante og værdige Opgaver for
digterisk Skildring som Fortidens.
Oehlenschläger fremsætter sin Protest
mod 18. Aarh.’s æstetiske Livsopfattelse i »Digte«
af 1803 (Pope’s. Deklamation og
Marionetkomedien i »Sanct Hans Aften-Spil«),
Grundtvig mod den religiøse i sin Demisprædiken
1810. Disse to bliver som en Slags Bannerførere
for Romantikken i dens danske Klædebon. En
Digter som Schack Staffeldt er i og for
sig en langt mere fuldblods Romantiker - han
staar Kildespringet nærmere; men det er disse,
som bliver Skaberne af en egen nordisk
Romantik ved Valget af Emner, der søger
Forbindelsen med Fortiden (»Hakon Jarl«,
»Guldhornene«, »Palnatoke«, »Axel og Valborg«,
»Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« o. s. v.).
Oehlenschläger synger ved Siden deraf en
Geniets Sejrssang i »Aladdin«, medens Grundtvig
ved sin stadige Syslen med den nordiske
Gudelære og ved at uddybe sin ejendommelige
religiøse Personlighed undgaar ethvert Hang til den
Katolicisme, som de tyske Romantikeres
religiøse og mystiske Trang fører dem over i.
Kampen mod det ny blev snart tilendebragt; de
gamles Modstand var svag, og en værdig
Modstander faar Oehlenschläger først i Baggesen,
der efter sine forgæves Forsøg paa at gøre sig
til dennes jævnbyrdige og Kampfælle og alm.
blive anerkendt som saadan (»Noureddin til
Aladdin«, »Gengangeren og han selv ell.
Baggesen over Baggesen«) 1813 vender sig mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
