Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forhold, at skønt Folkesproget saa at sige
overalt i Sønderjylland (Frisland naturligvis
undtaget) gennem mange Aarh. vedblev at være
Dansk, og skønt enkelte Sønderjyder optraadte
som danske Forf., saa maa Sønderjylland dog
næsten betragtes som litterært tabt for D. fra
Reformationstiden, idet de fleste sønderjyske
Forf. skrev paa Tysk, og de fleste Bøger, som
blev trykt, især i Slesvig og Flensborg, var
tyske, ligesom Tysk blev det religiøse
Opbyggelsessprog og Skolesprog i mange af de
dansktalende Egne S. f. Flensborg-Tønderlinien.
Som erobrende Magt optraadte det danske
Sprog derimod i Norge. I 14. Aarh. var det
gl. norske Sprog endnu eneraadende som
Skriftsprog i Norge, uagtet baade sv. og danske
Sprogformer jævnlig findes i norske
Dokumenter; men jo længere vi kommer hen i 15. Aarh.,
des stærkere bliver den danske Indflydelse,
saaledes at endogsaa mange Diplomer affattes paa
rent Dansk. Det danske Skriftsprogs Sejr over
det norske fuldbyrdedes dog først i 16. Aarh.,
især som Følge af Reformationens Indførelse
og Norges politiske Indlemmelse i D. 1537, fra
hvilken Tid Dansk overalt i Norge blev Kirke-
og Skolesprog og efterhaanden ogsaa Retssprog
og Talesprog i Byerne, medens Bondesproget
blev ved at være det gl. norske, et Forhold, der
har holdt sig til Nutiden. Norges Bidrag til
Litt. i 16. og 17. Aarh. er dog kun faa, i 16.
Aarh. næsten kun Diplomer og enkelte
private Optegnelser (som Absalon
Pedersen’s Kapitelsbog 1552-72); som betydelige
norske Forf. fra 16. og 17. Aarh. kan nævnes
P. Claussøn Friis (Overs. af Heimskringla
1633 m. m.), Petter Dass (»Nordlands
Trompet« m. fl.) og Dorthe
Engelbretsdatter (»Sjælens Sangoffer« [1678]). Alle disse
Forfatteres Sprog er det danske, og kun enkelte
Sprogformer, saasom fæ oc smale (Faar); der
heck (hang) it reb vdi; it beyn (Ben) o. s. v.
røber den norske Nationalitet. (Litt.: Falk
og Torp, »Dansk-norskens Syntax« [1900],
Indledningen).
Nogle mindre Tab (Gotland, de norske
Provinser Ø. f. Kølen) led det danske
Sprogomraade 1645; paa ingen af disse Steder var Dansk
dog Folkesprog; men et føleligere Tab - 1/3
af hele det danske Folk - led det ved de
Skaanske Provinsers Afstaaelse til
Sverige 1658. I Løbet af knap en Menneskealder
lykkedes det den svenske Regering nationalt at
indlemme Skaane, Halland og Bleking i
Sverige, idet Svensk fortrængte Dansk som
litterært og officielt Sprog; men det gl. skaanske
Talesprog, der allerede i Middelalderen
dannede et Overgangsled mellem Svensk og Dansk,
holdt sig bl. Almuen ret uforandret indtil
Nutiden. - Den eneste Rest af de gl. østdanske
Provinser, der endnu har dansk Skriftsprog, er
Bornholm. (Litt.: Ottosen, »Skaane og
Sønderjylland« [i Sønderjyske Aarbøger, 1890]).
Det danske Sprogs Vilkaar i Tiden 1550-
c. 1700 var ikke gunstige. Reformationen
havde hævdet Modersmaalets Ret paa det religiøse
Omraade, men Humanismens Indflydelse havde
til Følge, at Latin paa næsten alle andre
Omraader blev den flg. Tids Litteratursprog, det
Sprog, der blev det egl. Modersmaal for alle
Universitetsdannede. De allerfleste af 16. og 17.
Aarh.’s store Videnskabsmænd (Tyge Brahe,
Bartholin’erne, O. Worm, Niels Stensen o. s. v.)
har knap nok efterladt sig en eneste Bog paa
Dansk. Hvor uvante de fleste Forf. var med at
udtrykke videnskabelige Tanker paa Dansk, ses
maaske bedst af mislykkede Forsøg som H. P.
Resen’s »Den lidlle Logices Begyndelser« (1610)
(se Prøverne i N. M. Petersen’s
Litteraturhistorie 2. Udg. III S. 158) og af P. Syv’s
kendte Ytring i Fortalen til »Den danske
Sprog-Kunst« (1685): »Sommesteds gives en gandske
mening paa Latine, at den des bedre
kand forstaaes«. - Især i sidste Halvdel
af 17. Aarh. spillede Højtysk en vigtig Rolle
ikke alene som Talesprog ved Hoffet, blandt
mange af Adelen og Borgerstanden og ved
Hæren, men paa Tysk affattedes ogsaa en Mængde
Skr, f. Eks. officielle Beretninger om
Begivenheder ved Hoffet, om Feltslag o. desl., og paa
Tysk var de ældste Aviser (f. Eks. H. Gøde’s
»Europäische wochentliche Zeitung« [1663-69]).
En langt ringere Rolle spillede det fr. Sprog,
der blev Modesprog særlig i Ludvig XIV’s
Tidsalder (under Christian V blev Fransk det
diplomatiske Sprog). Jævnlig høres ogsaa fra
Datidens Mænd Klager over Modersmaalets
tilsidesatte Stilling; den mest kendte er Rasmus
Bartholin’s lat. Universitetstale De studio
linguæ Danicæ (1657; ny Udg. ved H. Bertelsen
i »Danske Grammatikere« I [1915]; dansk Overs.
af C. Behrend [1914]).
De vigtigste Kilder til Kundskab om det
danske Sprog er fra 16. Aarh.’s sidste Halvdel
A. S. Vedel’s Overs. af Sakse (1575), hans
Ligtale over Frederik II o. fl. Skr; i Haandskrift har
Hans Mogensen’s ypperlige Overs. (1574)
af Phil. de Commine’s Memoirer henligget (udg.
af P. Nørlund [1913]); noget mindre klassisk
rent er Sproget ved Overgangen til 17. Aarh.
hos Lyschander (»Danske Kongers
Slægtebog« [1622] og nogle Rimværker); ringere i
sproglig Henseende er Huitfeldt Værker. Af
senere Skr, der er smukke Vidnesbyrd om
Sprogets Standpunkt, kan nævnes Birgitte Thott’s
Overs. af Seneca (1658), Christian V’s
danske Lov (1683) og Leonora Christina’s
Jammersminde fra 1663-85. Bl.
Digterværkerne maa, ogsaa af sproglige Grunde,
fremhæves de kendte Skr af Arrebo, Bording
og Kingo; Bording er mærkelig ved sine
Forsøg paa at fremdrage gl. danske Ord (se Gram’s
Fortale til Udg. af Bording’s poetiske Skr, 1735).
Om Talesprogets Standpunkt faar man en Del
Oplysning ved de gl. danske Komedier
(af H. Justesen Ranch, P. Hegelund
m. fl.); noget lgn. gælder til Dels om Overs. af
Lauremberg’s Skæmtedigte (1652).
Sproget i Perioden 1550-c. 1700 kaldes i
Sproghistorien i Alm. nyere Dansk (eller
ældre Nydansk). Den Ejendommelighed
ved det, som først falder i Øjnene, er den
enhver Beskrivelse trodsende slette Retskrivning,
som findes i mange af de haandskrevne Kilder.
Det blev næsten en Modesag at dynge saa
mange Bogstaver sammen som muligt; Moden skrev
sig fra Tyskland, hvor den skal være indført af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
