Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danckwerth, Caspar, Topograf, ( -1672) - Dancla, Jean Baptiste Charles, fr. Violinist (1818-1907) - d'Ancona, se Ancona. - Dancourt, egl. Florent Carton, fr. dram. Forf. (1661-1725) - Dandarier, Oldtidsfolk i det sydlige Rusland mellem Tanais (Don) og Kaukasus. - Dandenong, Landsby i det sydlige Australien, Staten Victoria, 32 km SØ. f. Melbourne - Dandie Dinmont Terrier, eng. Hunderace, se Hunde. - Dandin, et fr. Navn, særlig bekendt fra Moliére's Stykke »George D.« - Dandin (»Stavbærer«, overført »en, som behersker sine verdslige Tilbøjeligheder«), - 1) i videste Forstand synonymt med sannyasin (»Forsager«, »tvebaaren« i 4. Livsstadium, se Brahmaner) - 2) Indisk Digter i 6. ell. 7. Aarh. e. Kr., Forf. - Dandolo, Navnet paa en berømt venetiansk Patricierslægt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dømte ham til at udrede nogle
Erstatningssummer.
P. L.
Dancla [dã’kla], Jean Baptiste Charles,
fr. Violinist (1818-1907), blev 1857 ansat som
Prof. i Violinspil ved Paris-Konservatoriet.
Sammen med sine Brødre, Cellisten Arnaud D.
(1820-62) og Violinisten Leopold D. (1823-
95) foranstaltede han højt ansete Kvartetsoireer.
D. har offentliggjort henved 150 Arbejder,
hovedsagelig for Violin, men ogsaa en stor Del
Kammermusik.
S. L.
d’Ancona [d-aŋ’kåna], se Ancona.
Dancourt [dã’ku.r], egl. Florent Carton,
fr. dram. Forf. (1661-1725). D. opgav sit
Jurastudium for at ægte en Skuespillerinde og blev
selv Skuespiller 1685. Baade som saadan og som
Scenedigter kom han i Yndest hos Ludvig XIV.
Som Dramatiker er han Arvtager af den
Molière’ske Farce. Han har i alt skrevet 47 Stykker,
mest Enaktere og næsten altid i Prosa. Hans
Emner er burleske og ofte hentede fra virkelige
Begivenheder. Grovkornet og saftig, men tillige
lunefuldt og i raske dram. Situationer skildrer
han sin Tids komiske Typer, Bønder, der taler
Dialekt, snydende Købmænd og Jurister,
Eventyrere, Komedianter, Soldater og Lakajer. Han
er hverken fin ell. dyb, men fiffig og drøj som
en Scenens Sancho Panza; efter Cervantes’
»Don Quijote« har han da ogsaa skrevet en
versificeret Komedie »Sancho Panca«. Af hans
mest berømte Stykker kan foruden dette
nævnes Le chevalier à la mode (1687), der skildrer
en ung letsindig Adelsmand, som kurer til fl.
ældre Damer for at fiske deres Penge, Les
bourgeoises de qualité (1700), La comédie des
comédiens (1710) o. s. v. 1718 opgav han Teatret
og blev religiøs, overs, saaledes David’s
Salmer. (Litt.: Ch. Barthélemy, D. [1882];
Lemaître, La comédie après Molière et le
théâtre de D. [1882]).
S. Ms.
Dandarier, Oldtidsfolk i det sydlige Rusland
mellem Tanais (Don) og Kaukasus.
H. H. R.
Dandenong [’dändinåŋ], Landsby i det
sydlige Australien, Staten Victoria, 32 km SØ. f.
Melbourne, er berømt ved den nærliggende
Statsskov med sine Kæmpetræer (Eucalyptus),
der er de højeste i Verden (c. 100 m). I
Nærheden ligger den vilde romantiske Kløft
Ferntree Gully.
M. V.
Dandie Dinmont Terrier [’dändi-’dinnənt-
’terjə], eng. Hunderace, se Hunde.
Dandin [dã’dæ], et fr. Navn, særlig bekendt
fra Molière’s Stykke »George D.«, hvori det
bekendte selvanklagende Udbrud: Vous l’avez
voulu, George D.! Ordet er opr. et Fællesnavn
og bet. »Fæhoved«; det anvendes særlig om den
bedragne Ægtemand. Som Egennavn
forekommer det allerede hos Rabelais.
Kr. N.
Dandin (»Stavbærer«, overført »en, som
behersker sine verdslige Tilbøjeligheder«), 1) i
videste Forstand synonymt med sannyasin
(»Forsager«, »tvebaaren« i 4. Livsstadium, se
Brahmaner), i snævrere Forstand en
nordindisk Betegnelse for
Smartabrahmana-Ordenens Tiggermunke (i Sydindien kaldte
sannyasin), som regnes for Çivaïtter
og er Sektens guru’er ell. Sjælesørgere. De
bærer en Stav (danda, Symbolet paa
Selvbeherskelse) med et Stykke rødt Tøj (som skal
indeholde den hellige Snor), rager Haar og
Skæg, bærer kun et Klædebaand om deres
Lænder, lever kun af Almisse, som de tigger fra
Brahmanerne een Gang daglig i en lille
Lerpotte, som de altid bærer hos sig, bor mest i
Klosterceller (matha; sjælden er de husvilde),
øver ingen bestemt Gudsdyrkelse, men
tilbringer deres Tid med Spekulation og Studium. I
filos. Henseende hylder de Vedanta-Læren
efter Çankara’s Opfattelse (se Bráhman),
hvortil dog i Alm. føjes yoga og for manges
Vedk. Tantra-Lærdomme (s. d.). Som
Çivaïtter karakteriseres de ved hyppig at smøre
det çivaïtiske Mærke (3 vandrette Streger) paa
Panden med Aske og ved at bruge çivaïtiske
Formularer. De tilbeder dog sædvanlig Gud som
Nirguna (»uden Egenskaber«) ell.
Nirañjana (»uden Sminke«) og kan i religiøs
Henseende være temmelig forsk., lige fra saadanne,
som ikke slutter sig til nogen bestemt Sekt, til
saadanne, som dyrker Bhairava og ved
deres Optagelse skæres i Knæet for at ofre deres
Blod til Guden. Foruden Çankara ærer de
ogsaa i stor Udstrækning Dattatreya. De maa
ikke bruge Ild, hvorfor de ogsaa begraver deres
Døde i Ligkister ell. kaster dem i en hellig Flod.
Medens i Alm. enhver Hindu uden Hensyn til
Kaste (ikke blot de »tvebaarne«) kan optræde
som D., optager de D., som hører til de
saakaldte Daçanamin’er (s. d.), kun
Brahmaner i deres Broderskab og anses for de
eneste ægte Medlemmer af den af Çankara stiftede
Orden. - Jfr Sannyasin, Vairagin,
Naga, Yogin, Paramahamsa,
Tridandin. (Litt.: Wilson, Religions Sects
of the Hindus [2. Udg., 1861]).
2) Indisk Digter i 6. ell. 7. Aarh. e. Kr., Forf.
af en Eventyrroman i Prosa
(Daçakumaracarita, s. d.) og en Poetik
(Kavyadarça, udg. i Bibl. Ind. 1863 og, med tysk Overs.,
af Böhtlingk, Leipzig 1890). At han ogsaa skulde
være Forf. til Skuespillet Mricchakatika
(ɔ: »Lervognen«, overs. af Edv. Brandes), som
udtrykkelig tilskrives en anden Forf., turde være
højst usandsynligt. Hans Arbejder er meget
vigtige for Kultur- og Litteraturhistorien.
(S. S.). D. A.
Dandolo, Navnet paa en berømt venetiansk
Patricierslægt, hvis Oprindelse kan føres tilbage
til 697, da et Medlem af Fam. D. var bl. dem,
som valgte den første Doge. 4 af Familien blev
Doger i Venedig, af hvilke den første og
berømteste er Enrico D. (c. 1120-1205), valgt
1192. D. havde forinden udmærket sig baade
som Kriger og Diplomat; 1172 havde han
saaledes været sendt til Konstantinopel for af
Kejser Manuel I at kræve nogle venetianske
Undersaatter og Skibe udleverede, som Kejseren
havde beslaglagt. (Traditionen om, at Kejseren,
opbragt over denne Fordring, skulde have ladet
D. blinde, er højst usikker). Trods sin Alder og
sit svage Syn viste D. sig som Doge at være
en overordentlig dygtig, energisk og
ungdommelig ærgerrig Hersker. Først genoprettede han
delvis Venedigs Magt over Dalmatien, dernæst
forstod han at gøre det 4. Korstogs Hær til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
