Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dalmatika, lang, hvid Kappe med Ærmer - Dalmatinervine fremstilles i de senere Aar i bestandig bedre Kvaliteter - Dalmatisk Hund, se Hunde. - Dalmatius (ogsaa kaldet Delmatius), Flavius, ( -337) - Dalmatov, Dalmatovo, By i det østlige Rusland, Guv. Perm, ved Tobol's Biflod Isset - Dalmose (Dalemose), Stationsby i det sydvestlige Sjælland, Gimlinge Sogn, Vester-Flakkebjerg Herred, Sorø Amt - Dalni, se Talien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leopardhoveder i blaat Felt; Landets Farver er Blaat
og Hvidt.
Historie. D.’s opr. Befolkning, de
krigerske Illyrer, var delt i mange Stammer, af
hvilke een, Dalmatæ, 180 f. Kr. erklærede sig
uafhængig af Kong Gentius af Illyrien og
oprettede en Republik, hvis Hovedfæstning var
Delminium (nu Zupanjac ved Duvno i
Herzegovina). 156 f. Kr. blev Dalmatinerne slaaede
af en rom. Hær og gjort skatskyldige. Senere
gjorde de gentagne Gange Oprør mod Romerne,
og først under Kejser Augustus blev deres Land
gjort til en Prov. Det rom. Dalmatia omfattede
hele Kysten fra Istria til Floden Drin i
Nordalbanien, hele Montenegro, Herzegovina, det
meste af Bosnien og Kroatien. Efterhaanden
blev Landet romaniseret, Kejser Diocletian var
Dalmatiner og levede efter sin Tronfrasigelse i
sit Palads ved D.’s Hovedstad Salona (nu
Spalato). Efter det vestromerske Riges Fald kom
D. under got. Herskere, men blev 535 af
Justinian lagt til det østromerske Rige. I første
Halvdel af 7. Aarh. trængte slaviske Stammer
(Serber og Kroater) ind; men medens disse i andre
Dele af Balkan-Halvøen havde let ved at
undertvinge den indfødte Befolkning, mødte de i D.’s
Kystegne kraftig Modstand. Den rom. (ital.)
Befolkning holdt sig i Ragusa, Zara o. a.
Kystbyer, og her og paa Øerne vedblev den
byzantinske Regering at gøre sig gældende. Kroaterne
tog derimod den nordvestlige Del af Fastlandet
indtil Cetina, og Serberne den sydøstlige Del fra
Cetina til Albanien. De kroatiske Hertuger
anerkendte de frankiske Kongers
Overherredømme i Slutn. af 8. Aarh. Derimod bevarede
de dalmatinske Serbere deres Uafhængighed, og
i Egnen om Narenta udviklede de sig til
dristige Sørøvere og kappedes med Venedig om
Herredømmet paa Adriaterhavet; i et Søslag
887 mellem Narentanerne og Venetianerne faldt
Venedigs Doge, Ursus Participatius. Først i
Slutn. af 10. Aarh. lykkedes det Venedig at
knuse Narentanernes Sømagt, og herefter stod
D.’s Øer og Kystbyer for største Delen under
Venedigs Overherredømme. 1085 anerkendte
den byzantinske Kejser Alexios Venedigs Ret til
D. Venedigs Magt strakte sig dog kun til Øerne
og Kysten; Kroaterne gav sig 1089, efter deres
Konge Suinimirs Død, ind under Ungarn.
Kampene mellem Ungarn og Venedig om
Herredømmet i D. vedvarede gennem 12. og 13. Aarh.
med vekslende Held. Kystegnene i D. hældede
snart til Venedig, snart til Ungarn og søgte at
bevare den størst mulige Uafhængighed. 1242
blev en stor Del af D. hærget af Mongolerne,
der forfulgte de flygtende Ungarere til D.’s Kyst.
1389 lykkedes det Kong Tvrtko, Grundlæggeren
af Kongeriget Bosnien, at erobre hele
Kystlandet mellem Cattaro og Fiume, undtagen Zara,
der forblev venetiansk, og Ragusa, der bevarede
sin Uafhængighed. Under Tyrkernes Angreb
svandt imidlertid baade Bosniens og Ungarns
Magt; og 1420 kom D.’s Kyst atter under
Venedig; kun Ragusa hævdede stadig sin
Uafhængighed, først under ung. Beskyttelse, senere
under tyrk. I Beg. af 16. Aarh. erobrede
Tyrkerne største Delen af D., og Venedig beholdt
kun Søstæderne, hvor den kristne slaviske
Befolkning nu strømmede ind, saaledes at det ital.
Element kom i Mindretal. Efter langvarige
Krige lykkedes det omsider Venedig at fordrive
Tyrkerne fra D., som ved Fredsslutningen i
Carlovitz (1699) og i Passarovitz (1718) kom
under Venetianerne og fik sine nuv. Grænser mod
Bosnien og Herzegovina. Ved Venedigs Fald
1797 og Freden i Campo Formio kom D. under
Østerrig og ved Freden i Pressburg (1805)
under Frankrig, der berøvede Fristaden Ragusa
dens Uafhængighed 1808. Østerr. og eng.
Tropper fordrev den fr. Garnison i D. 1814, og 1815
blev D. indlemmet i Østerrig. Fra 1848 har der
i D. eksisteret en national slavisk Bevægelse, der
tilstræber at forene D. med Kroatien og
Slavonien til et treenigt Kongerige; og Uvillien
mod den alm. Værnepligt gav Anledning til
resultatløse Oprørsbevægelser 1869 og 1881-82.
Mellem Serbo-Kroaterne og det ital. Element
bestaar et gl. Fjendskab, og i
nyere Tid er det lykkedes
Serbo-Kroaterne at undertrykke det
ital. Sprog paa fl. Maader,
navnlig ved at fordrive det fra
Folkeskolen. (Litt. »Die
österreichisch-ungarische Monarchie
in Wort und Bild« [Wien 1892];
F. Hamilton Jackson, The
shores of the Adriatic, the
Austrian side [London 1908];
Passarge, »D. und
Montenegro [Leipzig 1904]).
G. Ht.
Dalmatika, lang, hvid Kappe
med Ærmer, Den stammer fra
Dalmatien, men blev Modekjortel
bl. de fornemme Romere i 3.
Aarh., og da den germanske
Klædedragt fortrængte den rom.
i Oldtidens Slutn., bevaredes D.
som Festdragt for Bisper og
Diakoner. En D., men af violet
Silkestof, hørte med til de tyske
Kejseres Kroningsdragt. Særlig
kendt er den i Peterskirken i
Rom opbevarede Kejser-D.
L. M.
 |
| Dalmatika (fra 14. Aarh.). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
