Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dahl, Johan Christian Clausen, norsk Landskabsmaler, (1788-1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bestillingerne, begyndte han at tænke paa at udvikle
sig yderligere ved en større Rejse. Efter en
kort Udflugt til Skaane rejste ban 1818 over
Berlin til Dresden, Rejsens foreløbige Maal.
Han havde tænkt at udstrække den til Schweiz
og Italien og blive borte c. 7 à 8 Aar for derefter
at vende tilbage til Danmark, hvorfra han havde
i Sinde at foretage Udflugter til Norge, ved hvis
storslaaede Natur han hang med hele sit Hjerte,
og som han mente var for lidet kendt og skattet.
Han fik imidlertid saa fuldt op af Bestillinger,
at denne Rejseplan foreløbig maatte opgives,
og han blev i Dresden, hvor han kom til at
føle sig vel, og hvor han knyttede mange Forbindelser,
som senere skulde blive bestemmende
for hans Ophold i denne By. Maleren Friedrich,
som i sin Ungdom havde studeret ved Kbhvn’s
Akademi, var fra første Færd hans Ven og
Raadgiver, ligesom de ogsaa sympatiserede i
deres Kunstopfattelse. Gennem sine fra Kbhvn
medbragte Anbefalinger til indflydelsesrige Personer
kom han straks ind i det højere Selskabsliv
og fik Adgang til kunstnerisk og litterært
dannede Kredse i Dresden; og det Ry, der var
gaaet forud for ham, gjorde, at hans Stilling
allerede fra først af var gunstig for et længere
Ophold, og den unge Nordmands originale, vindende
Personlighed og hans friske Syn paa Naturen
øvede stærk Tiltrækning paa de yngre
Kunstnere, der snart flokkedes om ham og med
Begejstring sluttede sig til hans reformerende
Ideer. Egentlige Elever havde han og vilde
heller ikke have i den Forstand, at han gav
direkte Undervisning. 1820 blev han Medlem
af Dresden-Akademiet, og s. A., efter sit Bryllup
med Baronesse Emilie von Block, rejste
han paa Prins Christian Frederik’s Indbydelse
til Italien, hvor Prinsen ventede ham i Neapel.
Her var D. dennes Gæst og malede flere Billeder
af Omegnen for ham. Italiens Natur gjorde et
dybt Indtryk paa D., og en lang Række ypperlige
Studier og Malerier, deriblandt det bekendte
Billede af Vesuvs Udbrud, skriver sig fra dette
Ophold i Syden. Fra Neapel rejste han til Rom,
hvor han sluttede Venskab med Thorvaldsen,
der udførte en Buste af ham og interesserede
sig varmt for hans Kunst. Som i Tyskland fik
D. ogsaa i Italien en Mængde Bestillinger og
havde fuldt op at gøre. 1821 forlod han Rom
og Italien og rejste gennem Tyrol tilbage til
Dresden, der fra nu af blev hans Hjem for
Resten af hans Liv. En paatænkt Ansættelse
ved Akademiet i Kbhvn blev der nemlig intet
af. 1824 fik han Titel af Prof. Var saaledes
D. knyttet med stærke Baand til et fremmed
Land, glemte han dog ikke derfor sit Fødeland,
som han omfattede med en dyb og frugtbringende
Interesse. Første Gang efter sin Fraflytten
besøgte han Norge 1826. Overalt, hvor han kom,
blev han modtaget med Jubel og hædret som
den viden kendte store Landskabsmaler med
Festligheder, der kulminerede i hans Fødeby
Bergen. Paa Rejsen tog D. som sædvanlig en
Mængde Skitser af de omgivende Landskaber.
Senere besøgte han Norge 1834, 1839, 1844 og
1850. Ligesom han var en Foregangsmand i
sin Kunst, saaledes var han det ogsaa i sine
Bestræbelser for at ophjælpe de hjemlige Kunstforhold,
der havde været sørgelig forsømte. Han
gav saaledes Stødet til Kunstforeningers Oprettelse
i de forskellige norske Byer, virkede for
Nationalgaleriet i Kria, for Bevarelsen af de gl.
Fortidsmindesmærker, ham skyldes Tanken om
Restaureringen af Bergens gl. Kongehal og af
Trondhjems Domkirke m. m. Paa egen Bekostning
udgav han et Plancheværk: »Denkmale
einer sehr ausgebildeten Holzbaukunst aus den
früheren Jahrhunderten in den innern Landschaften
Norwegens« (Dresden 1836-37), der
for første Gang henledede Opmærksomheden
paa nogle af de mærkeligste Levninger fra Norges
Middelalder - de norske Stavkirker. Han
kunde med Rette sige om sig selv: »Jeg tør
frit tilstaa, at jeg bilder mig ind, selv her i
Udlandet er jeg mere Nordmand end mange i
selve Norge«. Men ogsaa i Dresden tog han
Del i mange forskelligartede Bestræbelser for
Kunst og Samfundsliv. Hans Hus stod altid
gæstfrit aabent for Rejsende fra de nordiske
Lande, og han har hos de mange fremragende
Mænd, som besøgte ham, efterladt stærke Indtryk
af sin aandfulde Personlighed. Udmærkelser
og Paaskønnelse blev ham ogsaa til Del.
Foruden ved Dresdens Akademi blev han allerede
1827 udnævnt til Medlem af Kbhvn’s og
1835 af Berlin’s Akademi, samt 1832 af Sthlm’s
Akademi.
D.’s Kunst er i hans modne Værker udpræget
naturalistisk, dog med Forkærlighed for den
storslagne, romantiske Natur. Hans Skildring
af Hjemlandet samler sig i Hovedværker som
»Stedje i Sogn« (1836, Bergens Billedgaleri),
en monumental Fremstilling af Vestlandets Natur,
»Haugsfossen« (1838, Kunstmuseet i Kria),
en bred og rig Skildring af Østlandsnaturen, det
mægtige Højfjeldsbillede »Stugunøset« (1851,
Kunstmuseet i Kria) og hans lyriske, teknisk
mesterlige Skildring af »Bjerken i storm« (1849,
tilhører Statsminister Chr. Michelsen), der virker
som et Symbol paa norsk Natur og ofte
regnes som D.’s Hovedværk fremfor noget andet.
Rent artistisk naar D. højest i sine Studier,
hvor hans brillante Penselføring, sikre Kolorit
og rige Naturfølelse helt kommer til deres Ret;
især maa fremhæves hans fortræffelige Studier
fra Dresden og Omegn, hvor han væsentlig har
interesseret sig for Skyernes Leg paa Himmelen.
En Række af disse Studier findes i Kunstmuseet
i Kria, hvor i det hele taget hans Kunst er
bedst repræsenteret. Men ogsaa i Bergens Billedgaleri,
Thorvaldsens Museum og Kunstmuseet
i Kbhvn er han udmærket repræsenteret.
Arbejder af ham findes ogsaa i fl. udenlandske
Museer. Der findes ogsaa enkelte Raderinger
fra D.’s Haand, fra hans ældre Dage, da han en
Tid plagedes af en Øjensygdom, der havde Indflydelse
paa hans Farvesans; det mærkes i enkelte
Billeder med en udpræget violet
Tone. - D. havde kun faa Elever og formaaede ikke
at lede norsk og tysk Landskabsmaleri ind i den
naturalistiske Retning, som han anviste. Den
intimere Landskabsskildring, som senere skulde
gøre sig gældende i europ. Malerkunst, udgaar
ikke fra D., men fra hans Samtidige, Englænderen
Constable, hvis Kunst er nær i Slægt med
D.’s, uden at de to dog nogen Gang har haft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
