Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Daab betegner den Handling, hvorved et Menneske optages i det kristne Kirkesamfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jesus optaget den allerede i Beg. af sin Virken
(Joh. 3, 22. 4, 1), og han har før sin Bortgang
paa højtidelig Maade knyttet den som en blivende
Institution til sin Menighed (Matth. 28,
19). I Oldkirken er den alm. blevet udført som
Neddykkelse i Vand, til hvilken Udførelse ogsaa
det nytestamentlige Billedsprog henviser (Rom
6, 4); først fra 13. Aarh. er Besprængning blevet
den herskende Form undtagen i den gr.-kat.
Kirke og hos Baptisterne. Med Hensyn til det
Handlingen ledsagende Ord har man i Henhold
til Jesu Befaling altid anset det for afgørende,
at D. udførtes »i (til) Faderens, Sønnens og Helligaandens
Navn«. Det er sikkert som en videre
Udførelse af disse tre Navne, at den Bekendelse
er blevet til, som snart træffes i nøje Forbindelse
med Daabshandlingen. Det er ogsaa den
samme Daabsbefaling af Herren, som siden efter
bestandig har dannet Grundlaget for Bestemmelsen
af den religiøse Virkning, som er tænkt
knyttet til Daabshandlingen. Saaledes i Ny Test.
Idet den enkelte døbes, træder han i et virkeligt
Livssamfund med den treenige Gud; D. har
ikke blot symbolsk Bet., saaledes som Johannes
Døberens D., der kun havde til Hensigt at afbilde
den indre Omvendelse, men den tænkes
at medføre en reel, objektiv Virkning (Acta 9,
17), der bestemmes dels som Syndsforladelse,
dels som Genfødelse (Acta 2, 38, 1. Pet. 3, 21,
Kol. 2, 12 ff., Tit. 3, 5). Det er overalt Forudsætningen,
at den, der døbes, er troende; men
der kan ikke derfor drages nogen Slutn. m. H. t.,
hvorvidt Barnedaab opr. har fundet Sted
ell. ej; det er rimeligt, at man har døbt Børn
sammen med Voksne (1. Kor. 1, 16), men bevises
kan det ikke. I den efterapostoliske Tid er
den opr. Betragtning blevet fraveget, for saa
vidt som man nu sætter D.’s Bet. i at være en
Renselse for de tidligere begaaede Synder. Trods
al Forherligelse af Sakramentet er dog hermed
en Betragtning indledet, som dels maa indskrænke
dets Bet. for det hele Menneskeliv, dels
maa føre i Retning af det magiske; det er forstaaeligt,
at adskillige da kunde drage den praktiske
Konsekvens at vedblive at leve som Katekumener
og ikke lade sig døbe før paa Dødslejet
(saaledes f. Eks. Kejser Konstantin den
Store). Det kunde ogsaa synes, at en saadan Betragtning
maatte have Vanskelighed ved at forliges
med Barnedaaben; da imidlertid denne
(efter Tertullian’s Vidnesbyrd i ethvert Fald i
Slutn. af 2. Aarh.) var blevet temmelig alm.
Skik, gjaldt det om at finde en tilfredsstillende
Forklaring, og en saadan blev i den vesterlandske
Kirke givet af Augustin, der ved sin stærke
Fremhævelse af Arvesynden som en Skyld godtgjorde
D.’s ubetingede Nødvendighed i den
nævnte Forstand ogsaa over for de spæde Børn.
Med ham er den senere kat. Kirkelære allerede
i det væsentlige givet; den gaar ud paa, at
Daabssakramentet i egl. Forstand tilintetgør den
hele forhaandenværende Synd, ogsaa Arvesynden,
saa at af den sidste kun den kødelige Lyst
bliver tilbage, men uden at være syndig, og
samtidig indgyder i Mennesket overnaturlige
Naadekræfter. I Modsætning til denne magiske
Betragtning er Protestantismen vendt tilbage
til Skriftens Standpunkt, idet den har fremhævet
Syndsforladelse som den afgørende Virkning
af D.; der sker ved denne ikke en Forandring
af selve Naturen som syndig, men kun en Forandring
i Forholdet til Gud ɔ: i Bevidsthedslivet,
idet Skylden og Strafbarheden tages bort,
og Forvisningen om et evigt Liv sættes i Stedet,
uden dog at den faktiske Tilstand derved forvandles.
Naar undtages Zwingli, som i D. kun ser
en Optagelsesceremoni og Bekendelse, er Forskellen
mellem den reformerte og den lutherske
Opfattelse her ikke nogen anden og større end
den, som med Nødvendighed følger af det forsk.
Sakramentbegreb (se Sakrament). Efter den
reformerte Lære er D. for den enkelte væsentlig
et Pant paa, at Udvælgelsens Naade ogaa er
blevet ham til Del, efter den lutherske Lære
kommer det for den enkelte an paa at tilegne
sig den guddommelige Naadesfylde, som paa
mysteriøs Maade er gemt i Sakramentet. Det
følger af Protestantismens hele Væsen, at Troens
Bet. her maa blive betonet paa ganske anden
Maade end i Katolicismen; men det kan ikke
nægtes, at der ogsaa hermed gennem Barnedaaben
stilles et Problem frem for den protestantiske
Teologi, som den har haft adskillig
Vanskelighed ved at løse. Luther tænkte sig i
Beg. paa samme Maade som den kat. Kirke, at
Troen hos Forældrene ell. Fadderne virkede
stedfortrædende for Børnene; senere mente han,
at Gud paa hemmelighedsfuld Maade bevirkede
den nødvendige Tro i Barnet selv. Denne Tanke
er i Danmark blevet optaget af Martensen, der
over for Baptisterne paastaar, at Barnet ved D.
sættes i et organisk Forhold til Kristus, hvorved
Troens Spire da er givet. (Litt.: Höfling,
»Das Sakrament der Taufe« [2 Bd, Erlangen
1846-48]; H. Martensen, »Den kristelige
D.« [Kbhvn 1843]; H. Bröchner, »Nogle Bemærkninger
om D.« [Kbhvn 1844]; Otto Møller,
»Genfødelse og Fornyelse ved D. og Nadver«
[Kbhvn 1870]; Gisle Johnson, »Om
Barnedaaben« [Kria 1857]; V. Schepelern,
»D. og Dæmon« [Kbhvn 1914]).
F. C. K.
Efter D. L. ifaldt den, der lod sine Børn ligge
udøbte uden Kirken over otte Dage efter Fødslen,
Bøder, og var Børnene svage, saa at de ikke
kunde føres til Kirken, var det Forældrenes
Pligt at iagttage det fornødne, at intet Salighedsmiddel
blev ved nogen Forsømmelse efterladt.
Børn, som for deres Svagheds Skyld var
hjemmedøbte, skulde, saa snart det kunde ske,
føres til Kirken til D.’s Stadfæstelse af Præsten
i Faddernes Nærværelse, men ingenlunde døbes
igen, med mindre der er Tvivl om, at de er rettelig
døbte, hvorved forstaas, at D. skal have
fundet Sted i Faderens, Sønnens og den Helligaands
Navn. Ved Frd. om D. af 30. Maj 1828
forlængedes Fristen for Barnedaabens Foretagelse
noget, samtidig med at Forpligtelsen til
at gøre Fødselsanmeldelse inden en særlig Frist
indførtes; men den Pligt, der »baade efter Religionens
og Statens Love« paahvilede Forældrene
til at lade deres Børn døbe, fastholdtes fremdeles,
dog at den Bestemmelse, hvorefter det
var Betingelse for, at Børn kunde tage Arv efter
deres Forældre, at de var døbte, hvilket efter
D. L. 5-2-30 og 31 gjaldt ubetinget, ved en
Frd. af 4. Juni 1828 ændredes saaledes, at et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
