Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cavour, Camillo Benso di, Greve, ital. Statsmand, (1810-1861)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vaabenmagt at skaffe Sardinien Lombardiet og
Venetien (»Italien fri til Adriaterhavet«) mod
til Gengæld at faa Savojen og Nizza, som
allerede 1793—1814 havde hørt til Frankrig. C. var
ikke uvillig til at afstaa Savojen, hvis
Nationalitet utvivlsomt var fr., og hvis klerikale
Sindelag tit havde voldt ham Bryderi i de
parlamentariske Kampe, men han ømmede sig ved
at opgive Landskabet og særlig Staden Nizza,
som kun halvt var fr., og gik kun ind paa
dette Offer for hele Italiens Skyld. Nytaarsdag
1859 varsledes Bruddet af Napoleon III og 10.
Jan. af Victor Emanuel i Trontalen, og inden
Maanedens Udløb var Forbundet beseglet ved
et Ægteskab mellem Kejserens Fætter Prins
Napoleon, der siden var Italien en god Ven, og
Kongens ældste Datter Clothilde. Senere kom
Forslag om europ. Kongres og den dermed
forbundne Afvæbning, og C. var i stærk Spænding,
indtil Østerrig brød overtvært og i et Ultimatum
hovmodigt krævede, at Sardinien straks og alene
skulde afvæbne. Da C. 26. Apr. havde givet det
formelige Afslag, gned han sig tilfreds i
Hænderne med de Ord: »Nu har vi gjort Historie,
lad os saa gaa til Bords«. I Sandhed, nu var
det Skridt gjort, som førte til Italiens
Omdannelse i Løbet af 2 Aar. Under Krigen styrede
C. ogsaa Krigsministeriet og udfoldede en
utrolig Virksomhed, arbejdende baade Nat og Dag.
Sejren ved Magenta 4. Juni aabnede Adgang
til Milano, og Sejren ved Solferino 3 Uger efter
sikrede hele Lombardiet indtil Mincio; i
Mellemtiden havde Folket i Parma, Modena,
Romagna og Toscana fordrevet de tidligere
Herskere og udraabt Victor Emanuel til Konge.
Selv havde han opfordret den ny Konge i
Begge Sicilier, Frants II, til at slutte Forbund
og føre en national Politik, men faaet Afslag.
Men kort efter den sidste Sejr fik Napoleon III
Betænkeligheder og standsede paa Halvvejen;
han sluttede personlig Fred med Kejser Frants
Josef i Villafranca (11. Juli), lod Østerrig
beholde Venetien og lovede endda de fordrevne
Fyrsters Tilbagevenden til deres Lande. C. blev
baade fortvivlet og forbitret herover, vilde ikke
tiltræde Freden og tog sin Afsked; men da han
havde faaet Vished for, at Napoleon III
hverken vilde foretage ell. tillade nogen væbnet
Indblanding i Mellemitalien, kom hans Sind igen
i Ligevægt. Nu gjaldt det for Italienerne selv
at tage deres Sager i Haand og vise, hvad de
duede til. Medens hans Eftermand Rattazzi
havde travlt med at sammenknytte Lombardiet
med Sardinien, rettede han selv alle sine
Tanker sønderpaa og opfordrede indtrængende de
ny indsatte Regeringer til at vise Udholdenhed
ruste sig af yderste Evne for at kunne yde
alvorlig Modstand og forberede den fremtidige
Tilslutning til det norditalienske Kongerige.
Raadet fulgtes helt ud, og det blev snart klart
for Alverden, at Fredsvilkaaret var
uigennemførligt. Men dermed var Spørgsmaalet ikke
løst. C., som 21. Jan. 1860 paa ny havde
overtaget Statsstyrelsen, fattede da den Plan at
optage Aftalen i Plombières, d. v. s. vinde
Frankrigs Samtykke til Mellemitaliens
Tilknytning ved at afstaa Savojen og Nizza. Han fik
ny Kamre dannede for det udvidede Sardinien
og udvirkede deres Billigelse, samt lod
Indbyggerne i Mellemitalien foretage alm.
Folkeafstemning — ligesom ogsaa i Savojen og Nizza —
og derefter fuldbyrdedes Sammenslutningen
(Marts 1860). I Løbet af eet Aar var Rigets
Folkemængde blevet mere end fordoblet som
Frugt af hans kloge Politik.
Dog snart rettedes Blikket til en anden Kant
af Halvøen. Garibaldi, som var oprørt over,
at hans Fødeby Nizza var afstaaet til den
forhadte fr. Kejser, lyttede villig til Opfordringen
fra Sicilien om at hjælpe den nys udbrudte
Opstand, og C., der indviedes i Planen, ydede
i Hemmelighed al mulig Støtte. I Maj gjordes
Toget, og snart var hele Sicilien løsrevet fra
Bourbon’erne. I Aug. drog Garibaldi over til
Fastlandet og naaede en Maaned efter selve
Neapel, overalt hilset som Befrier. Kong Frants
II havde forgæves vendt sig til Sardinien og
tilbudt det Forbund, han Aaret forud havde
vraget, men af C. faaet Svaret, at nu var det
for silde. Men da Garibaldi nærede vilde
Planer om ogsaa at drage mod Rom og senere
mod Venetien og vilde udsætte Syditaliens
Tilknytning, indtil hele Værket var afsluttet, fandt
C. det nødvendigt at lade sin Konge skride ind.
Under Opmuntring af England, der gerne vilde
se Dannelsen af et stærkt og uafhængigt
Italien, og uden Frygt for Østerrig, hvis Kraft
lammedes af indre Forviklinger, besluttede C.
ved et dristigt Greb at sikre sig Ledelsen i
Syditalien og samtidig gøre Ende paa Pavens
Herredømme i Kirkestatens østlige Del, hvor
der netop samledes en Hær af udenlandske
Lejesvende. Ved at forestille Napoleon III den
Fare, som kunde true, saafremt Republikken
satte sig fast i Syditalien, opnaaede han
Kejserens stiltiende Billigelse, og over for den
preuss. Sendemand, der klagede over den
voldelige Fremfærd, gav han det betegnende Svar,
at Preussen tværtimod burde glæde sig over
det Forbillede, som Italien nu gav, og som det
selv sikkert senere (d. v. s. 1866) vilde følge.
Alt gik hurtig, som det skulde. Den pavelige
Hær blev slaaet og maatte snart efter overgive
sig, og Victor Emanuel kom tidsnok med sine
Tropper for at sikre Garibaldi mod den
neapolitanske Hær, der samlede sig om Gaêta,
hvorhos Garibaldi bøjede sig for sin Konge og selv
førte ham i Sejrstog ind i Neapel. C. havde
paa ny i Kamrene faaet Støtte for sin Adfærd
og fremskyndede Folkeafstemningerne i de
nyvundne Landskaber, hvor Tilslutningen overalt
vedtoges imod forsvindende Mindretal. Efter ny
Valg over hele Landet — nu var Rigets
Folkemængde atter fordoblet imod Aaret forud, d. v.
s. til 22 Mill. — kunde han foreslaa og faa
vedtaget (14. Marts) Oprettelsen af »Kongeriget
Italien«, hvortil senere (27. Marts) føjedes en
Beslutning om Rom som dets Hovedstad. Han
gjorde dog udtrykkelig gældende, at man foreløbig
maatte opgive Tanken om at vinde Venetien
og Kirkestatens vestlige Del, men det var hans
faste Overbevisning, at de ogsaa med Tiden
vilde følge efter. Østerrig vilde forhaabentlig
finde Venetiens Besiddelse unyttig, naar den
ikke hvilede paa Befolkningens gode Villie, men
kun skulde opretholdes ved Undertrykkelse, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
