Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Børn (jur.). Ordet Børn betegner (I) et Slægtskabsforhold (modsat Forældre), (II) et Alderstrin (modsat Voksne)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ægtebarn arver baade Fader og Moder, og
begge disse har Arveret efter Barnet (se
Arveret). Ægtebørn kan succedere i Len og
Stamhuse; men Successionsret til Tronen er
betinget af, at Vedk. selv og alle Mellemled er »avlet
i ret lovligt Ægteskab«.
Saalænge Barnet er undergivet
Forældremagt (jfr. ndf. II A), tilkommer den i første
Rk. Forældrene og kan kun berøves dem under
bestemte Betingelser. Faderens Myndighed er
den overvejende, naar Forældrene lever
sammen. Fremdeles har Faderen (i visse Tilfælde
dog Moderen) Ret til at være Værge (s. d.)
for sine umyndige Børn. Som Værge bestyrer
han (hun) den Del af Barnets Formue, der ikke
er i Overformynderiet. Derimod har Forældre
ikke — som ofte i Udlandet — Ret til at nyde
Indtægterne af deres umyndige Børns Formue
(bortset fra en speciel Regel i Reskr. 7. Febr
1794 § 2); kun hvad de anvender paa Barnet
selv, vil de kunne fordre dækket af Renterne af
Barnets Formue. I Nutiden bestaar der heller
ikke nogen Art af Formuefællesskab mellem B.
og Forældre (sml. dog »uskiftet Bo«).
B. har efter dansk Ret ingen jur. Pligt til
at forsørge deres Forældre (anderledes i de
fleste andre Lande). Derimod har Forældrene
hver især Pligt til at forsørge deres
Ægtebørn, indtil de bliver 18 Aar. Dog bortfalder
Pligten for Døtres Vedk. forinden, naar de
indgaar Ægteskab (Fattigl. § 3), og Værgeraadet
kan ikke paalægge Bidrag til B. over 15 Aar.
Saalænge Forældrene er i Stand til at sørge for
Børnene, vil det i Alm. ikke blive tilladt dem at
bruge noget af Børnenes Kapital (se om Renter
ovf.). Dog haves der særlige Regler for det
Tilfælde, at en af Forældrene er død (D. L.
3—17—16 ff.).
Forsørgelsespligten har for det første den
Virkning, at den Hjælp, der af det Offentlige
ydes Børnene, betragtes som Fattighjælp til
begge Forældrene — en Regel, der dog har
mange Undtagelser, navnlig til Fordel for
Moderen (se ndf. II D og Fattigvæsen).
Fremdeles kan Overøvrigheden (ell.
Værgeraadet, hvis Barnet er under
Værgeraadsforsorg) paalægge en Fader ell. Moder at betale
Underholdsbidrag til Barnet (se
Fattigl. § 9; L. 131, 27. Maj 1908; L. 112, 29. Apr.
1913). Bidragspligt kan som Regel ikke
paalægges den af Forældrene, der har Barnet hos
sig — sørger Vedk. ikke for Barnet, er der ingen
anden Udvej end at tage Barnet fra ham
(hende); naar Forældrene lever sammen, kan
det dog, hvis Manden ikke efter Evne
sørger forsvarligt for Hustru og Børn, paa
Hustruens Begæring paalægges ham at betale et
Bidrag til Husholdningen og til hendes og
Børnenes øvrige Fornødenheder. Aftaler mellem
Forældrene om, hvem der skal underholde
Børnene, ell. om Forudbetaling af Bidrag for over
et halvt Aar, er ikke bindende over for det
Offentlige. — Bidragets Størrelse vil navnlig rette
sig efter den forpligtedes Kaar. Er disse gode,
kan han ikke slippe med at betale, hvad der
kræves til et nødtørftigt Underhold, Paa den
anden Side kan intet Bidrag paalægges, hvis
Vedk. selv vilde blive trængende (se om en
vigtig Undtagelse ndf.). — Naar Bidragene ikke
betales, kan de inddrives ved Udpantning; har
den Bidragspligtige Arbejde, kan det paalægges
hans (hendes) Husbonde ell. Arbejdsgiver at
tilbageholde Lønnen til Dækning af forfaldne
Bidrag (Beslag paa Løn, ogsaa kaldet »Forbud«).
Som yderste Tvangsmiddel kan der anvendes
Fængsling i en vis Tid (»Afsoning« kaldes dette,
fordi tidligere Bidragspligten bortfaldt derved);
men hertil kræves en Afsoningsordre fra
Overøvrigheden. En bidragspligtig Fader har
endvidere en vis Pligt til at gøre Anmeldelse, naar
han flytter; og han maa ikke udvandre uden at
betale ell. stille Sikkerhed for fremtidige Bidrag
efter Overøvrighedens Bestemmelse. Om
fornødent kan Udvandringen hindres ved
Fængsling, og Udvandringsagenter ell. andre, der
hjælper med til Udvandringen, kan blive
ansvarlige for de ikke betalte Bidrag.
Naar Børnene er »under Forsorg af forladt,
frasepareret ell. fraskilt Hustru«, gælder der
særlige Regler, der er beslægtede med Reglerne
om Børn uden for Ægteskab. De Bidrag,
Manden skal betale, kan her ansættes uden Hensyn
til hans Trang, og det vil derfor i Reglen blive
paalagt ham at betale mindst det saakaldte
Normalbidrag (jfr. ndf. B. 4). Fremdeles kan
Moderen (ell. den, der ellers har Forsorg for
Barnet), naar Bidragene, ikke betales i rette
Tid, fordre dem udbetalt »forskudsvis« af det
Offentlige under visse Betingelser (navnlig at
Moderen er trængende, og at hun har Ret til
vedblivende at forsørges her i Landet). — Det
Offentlige (Magistraten ell. Politimesteren)
udbetaler dog aldrig mere end Normalbidraget,
selv om Faderens Bidrag er større. — Det
bliver saa de kommunale Myndigheders Sag at
faa Bidraget betalt af Faderen ved de ovf.
omtalte Tvangsmidler; lykkes det ikke, betragtes
det som Fattighjælp til ham (ikke til Moderen).
Retten til »forskudsvis« Udbetaling gaar langt
videre, end Ordet antyder: »Faderens Bidrag«
udbetales, selv om han er udvandret ell.
forsvundet, ja selv om han er død, naar det blot
var paalagt ham at betale Bidrag, før han døde.
Af andre Virkninger af Slægtskabet mellem
Børn og Forældre maa nævnes, at Ægteskabet
mellem dem er absolut forbudt, jfr.
Straffebestemmelsen for Blodskam i Straffeloven (1866)
§ 161. Fremdeles: et Barn kan ikke være
Dommer i sine Forældres Sag; som Regel er det
utroværdigt, naar det vidner til deres Fordel,
ja kan endog fordre sig fritaget for at vidne;
det har Ret til at paatale Fornærmelser mod
Forældrene, naar disse er døde (Straffel. § 223),
og et Barn straffes aldrig, fordi det undlader
at angive Forældre ell. hjælper dem til at
undgaa Paagribelse ell. Opdagelse (Straffel. §§ 109
og 110). — Tilsvarende Regler gælder omvendt
om Forældrene. — Paa den anden Side er der
særlig strenge Straffebestemmelser for Børns
Forbrydelser mod Forældre (Straffel. §§ 191, 201 og
203 og 304, L. 1. Apr. 1911 §§ 1 og 2).
I Norge gælder i det væsentlige samme
Regler om Ægtebarns Retsstilling. Dog afviger
Reglerne om Forsørgelsespligt en Del. Ogsaa
B. har Pligt til at forsørge deres Forældre, og
for Forældrenes Forsørgelsespligt er der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
