Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind IV: Bridge—Cikader / 420 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bøjning, Lysets (Diffraktion), Lysstraalers Afvigelse fra den Retning, de efter den geom. Optiks Love vilde faa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som Lyskilde taget en fjern lysende Spalte
parallel med Bøjningsspalten, vilde vi have faaet
Striber i Stedet for Pletter. Fig. 5 giver
skematisk Bøjningsbilledets Udseende i dette Tilfælde.
Den simpleste
Maade at
iagttage
Fænomenet paa er ved
at se paa den
lysende Spalte
gennem en
meget fin,
regelmæssig Spalte
(en Linie
trukket med en
Naalespids i et
Lag halvtørt
Blæk ell. Tusch
paa en
Glasplade), der
holdes
umiddelbart foran
Øjet, som
saaledes træder i
St. f. Linsen.

Hvis vi
borttager Spalten
a b foran
Linsen (i Fig. 4),
vil naturligvis
den derfra
hidrørende
Bøjning forsvinde, men nu vil selve
Linsefatningen virke som Bøjningsskærm, og ved et analogt
Ræsonnement kan man let vise, at et uendelig
fjernt Punkt, en Fiksstjerne f. Eks., vil give som
Bøjningsfigur en lille, lys, cirkulær Plet med
koncentriske mørke og lyse Ringe udenom. I en
Kikkert med Objektivdiameter d og Brændvidde
p, vil de mørke Ringes Radier tilnærmelsesvis
være λ/d p (n+0,22), hvor n er et helt Tal, den
centrale Skives Radius bliver derfor 1,22 × λ/d p.
I den centrale Plet findes 84 % af den samlede
Lysmængde, i den første Ring 7 %, i den anden
kun 2,8 %. Jo større d er, desto mindre bliver
Bøjningsbilledet, samtidig med at dets Klarhed
stiger, af denne Grund ses Ringene vanskeligt i
større Kikkerter. Er Kikkerten rettet mod en
Dobbeltstjerne, bliver der en Bøjningsfigur for
hver Stjerne. Man regner, at denne endnu vil
kunne erkendes som dobbelt, hvis Centret af
den ene Bøjningsfigur falder i den andens første
mørke Ring. Den mindste Vinkel mellem
Lyspunkter, der endnu kan adskilles af et Objektiv,
kaldes dets angulære
Opløsningsgrænse og er for grønt Lys (λ = 5 X 10⁵ cm) i
Buesekunder c. 12,6/d, hvor Objektivdiameteren
d er i cm.

Den samme Betragtningsmaade kan anvendes
over for alle optiske Systemer. Ethvert saadant
giver en af Bøjningsfigurer dannet Kopi af den
Genstand, som de afbilder. For at to Punkter
skal kunne erkendes som to, maa deres af
Objektivet dannede Bøjningsbilleder være tydelig
skilte. Okularet forstørrer nemlig blot
Objektivbilledet og kan ikke skille ad, hvad der ikke
allerede er adskilt i dette. Ved
Opløsningsgrænsen for et optisk System forstaar man
den mindste Afstand, to Punkter kan have, naar
de skal kunne afbildes af det som adskilte. For
Mikroskopobjektiver er denne, som
vist af Abbe og Helmholtz, λ/a, hvor a er
Objektivets numeriske Apertur, under
Forudsætning af Belysning parallel med Mikroskopaksen.
Ved skraa Belysning kan Opløsningsgrænsen
blive indtil λ/2a. Øjets angulære
Opløsningsgrænse sættes til 1,22·λ/p, hvor p er
Pupilaabningens Diameter; for p=0,2 cm c. 1 Bueminut. For
at den virkelige Opløsningsgrænse skal naa den,
der sættes af Lysets Bølgenatur, kræves
nødvendigvis, at Linsefejlene højst maa være af
samme Størrelseorden som Bøjningsfejlene. For
gode Kikkerter og Mikroskoper samt for Øjet
kan dette ogsaa siges at finde Sted, derimod i
Alm. ikke for fotografiske Objektiver. Da den
største numeriske Apertur f. T. er 1,6, kan
man i et saadant Mikroskop adskille Strukturer
af c. 0,0002 mm’s Finhed (i gult Lys).
Opløsningsgrænsen maa ikke forveksles med Grænsen
for Størrelsen af isolerede Smaadele, hvis
Tilstedeværelse blot skal kunne konstateres. Denne
ligger f. T. ved c. O.000006 mm og afhænger
foruden af Aperturen af den anvendte Belysnings
Styrke.

Ethvert Bøjningsfænomen afhænger af
Bølgebredden af det anvendte Lys, men kun de ved
de saakaldte Gitre
frembragte egner sig til en
nøjagtig Bestemmelse af
denne. Et Gitter er en
Samling parallelle, ens
Spalter, anbragte tæt ved
Siden af hverandre i lige
store indbyrdes Afstande.
Fig. 6 giver skematisk
Opstillingen ved et Gitter.
Lyset fra Spalten S sendes
af Linsen L₁ parallelt ind
paa Gitret G. De fra
Spalterne udgaaende
sekundære Bølger vil forstærke
hinanden paa visse
Steder i L₂’s Brændplan,
nemlig paa saadanne, der
svarer til Retninger, hvor
Vejforskellen mellem Bølger fra to paa
hinanden flg. Spalter overalt er nøjagtig et helt
Antal (n) Bølgebredder. Er Afstanden mellem
Midterne af to paa hinanden flg. Spalter a
(Gitterkonstanten), vil der derfor komme Lys i
Retningerne Θ, bestemt ved a sin Θ = nλ; i alle
andre Retninger vil der praktisk talt være Mørke.
Udsender Lyskilden monokromatisk Lys ɔ: Lys
af kun een Bølgebredde, vil man i L₂’s
Brændplan se en stærk lys Midterlinie, af samme
Form og Beliggenhed, som hvis Gitret var borte,
og symmetrisk paa begge Sider af denne
dermed parallelle lyse Linier, der i Reglen bliver
svagere, jo længere de ligger fra den centrale

Fig. 5. En fin Spaltes Bøjningsbillede.

Fig. 6.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>