Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bryllup, i nyere nordiske Sprog fælles Betegnelse for et Pars Indtrædelse i Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tobias-Løftet. Den flg. Dag: det storartede Tog,
»Brudeløbet«, til Kirke med alle de ovenomtalte
Ceremonier. Med et fælles Navn kaldtes hele
denne kirkelige Fest for »B.«, og i Modsætning
til den magre Barnefæstning med dens blot
retslige Bet. samledes her alle Slags Skikke,
ældgamle og nyere, gæstfrit til Huse for med en
let kristelig Overstrygning at tjene til
Underholdning og Smykke ved Kirkens rige og
betydningsfulde Indvielse af Ægteskabet. Ad denne
Vej uddannedes lidt efter lidt den Forestilling,
at til en fuldstændig Indgaaelse af Ægteskab
mellem Adelige ell. rige Borgerlige hørte to
Handlinger og Fester: »Fæstensøl« og »B.«.
Forestillingen havde saa meget lettere ved at
brede sig, som man ogsaa længe tilforn, vel af
praktiske Grunde, bl. Rige havde sondret
mellem tvende Festligheder: en første foreløbig,
det saakaldte »Jaord«, naar Faderen havde
givet sit Samtykke til Bejlerens Anmodning, og
det senere storartede »Fæstensøl«, hvor
»Haandfæstningen« virkelig foregik. Men trods al slig
Fordobling af Fester og Udgifter i Samfundets
øvre Lag var og blev dog hele Middelalderen
igennem baade retslig og hos Folkets brede
Masse den verdslige Fæstning den eneste
nødvendige og ene anvendte Form for Indgaaelse
af Ægteskab.
Saaledes stod Sagerne ikke blot i Norden,
men over en stor Del af Europa, da ved Beg.
af 16. Aarh. hin mægtige Bevægelse gjorde sig
gældende, der for Romerkirkens Vedk. førte til
Kirkeforbedringen, for de nordlige Landes Vedk.
til Brudet med Rom. Luther’s Syn paa
Ægteskabet var grundforskelligt fra det rom.-kat.,
idet han i Modsætning til Læren om den ugifte
Stands Fortjenstlighed paastod, at just
Ægteskabet var den Gud velbehagelige Stand. Ved
Gennemførelsen af sin Kirkeforandring maatte
han støtte sig til Fyrstemagten, og ganske
naturligt maatte han da anse alt, hvad angik
Ægteskab og dets Indgaaelse, for bedst sikret,
naar det overlodes i den verdslige Øvrigheds
Haand. Han begyndte derfor med at erklære,
at da B. og Ægteskab var en »verdslig
Haandtering«, tilkom det ikke Kirkens Tjenere at
bestemme noget desangaaende; hvert Land, hver
Stad maatte heri følge sin egen gl. Skik. Men
ligesom Romerkirken i sin Tid, saaledes
opdagede ogsaa Luther snart, at det vilde være
urigtigt at overlade hele dette Omraade i den
verdslige Magts Vold. Kirkeskikkene, som de endnu
udførtes ved B., svarede jo desuden helt til den
kat. Lære og maatte forandres for ikke at fylde
Menigheden med falske Begreber. Naar
Ægteskabet var den Gud velbehagelige Stand, var det
f. Eks. meningsløst fremdeles at lade
Brudeparret bodfærdig knæle uden for Kirkedøren
og som Syndere indledes i Kirken. Iflg. Sagens
egen Logik dreves da Luther og hans
Medhjælpere til ved en ny kirkelig Ordning at
søge raadet Bod paa al den Forvirring, der
herskede ang. den rette Form for Indgaaelse af
Ægteskab.
Samtidig stillede den kat. Kirke sig en lgn.
Opgave, og de tvende Løsninger blev Udtrykket
for de to Former for Kirkeforbedring paa dette
snævre Omraade. Kirkeforsamlingen i Trident
1563 tog med fin Sans for den hist. Udvikling
sit Standpunkt paa »Haandfæstningen«’s
ældgamle Stade. Denne blev inddraget under
Kirken og erklæret for den egl. ægteskabsstiftende
Handling, hvorimod alt senere tilkommet,
baade Børnetrolovelse og Kirkevielse, blev erklæret
for ikke afgørende Handlinger. Fremtidig
skulde da ikke Forbindelsen med en, der var
bortfæstet som Umyndig, kunne blot ved
ægteskabeligt Samliv gaa over til retsgyldigt Ægteskab.
Nej, ægteskabsstiftende var kun den
Bortfæstning, hvor begge Parter var myndige, og de, i
Nærværelse af Præst og to til tre Vidner, hver
især gav deres Samtykke til at ville ægte
hinanden. Saaledes forenede var de Ægtefolk, hvad
enten de saa desuden bagefter mødte i Kirken
for at modtage dens Velsignelse ell. ikke.
Ordningen, saaledes som den blev truffet for
Danmarks og Norges Vedk. ved »kgl. Ordinans
om Ægteskabssager«, af 1582, gik ikke samme
Vej. Vel inddroges ogsaa her den
ægteskabsstiftende Handling under Kirken, men
Bortfæstningen blev uheldigvis ikke erklæret for
Hovedhandlingen. Tværtimod delte man
Indgaaelsen af Ægteskab i to Handlinger: »Trolovelse«
og »B.«. Det er let nok at se, hvem der havde
været de raadende ved denne Ordning. Det var
den højeste Adel, Rigsraadet, der ved de just
hos dem hyppig forekommende
Børnetrolovelser var blevet vænnet til, at først længe efter
»Fæstensøl« fulgte »B.«. Det var fremdeles den
lutherske Gejstlighed, der ny og uden Tradition
blot blendedes af, hvad der var Skik bl.
Adelen. Men Folkets Flertal var ikke spurgt til
Raads, og dets Tarv var ikke varetaget. Den
største Forvirring blev derfor Følgen af den ny
Ordinans. Thi naar denne bød, at »Trolovelse«
skulde foregaa i en Præsts og fem andre
Vidners Nærværelse, saa laa det saa nær at slutte,
at hvad her foregik var altsaa den gl.
»Bortfæstning«, blot yderligere betrygget ved en Præsts
Nærværelse. I den kat. Tid havde man jo kaldet
kirkelig ell. gejstlig »Bortfæstning« for
»Trolovelse«. Flertallet af »Trolovede« levede da
ogsaa nu i god Tro som Ægtefolk. Men dette
var efter den ny Ordinans rent galt. Parret
havde vel i Præsts Nærværelse samtykket i at
ville være Ægtefolk, men han havde endnu ikke
»givet dem tilsammen«. Dette skulde først ske,
naar de, efter tre Gange at være lyste for, mødte
i Kirken til »B.« og viedes der. Overtræderne
truedes i Ordinansen med Bandlysning og
Udelukkelse fra Sakramentet. Men trods alle Trusler
og Straffe holdt de gl. Retsbegreber sig
haardnakket hos Folkets brede Lag. Fæstefolk var
Ægtefolk, den Sag var klar. Rige kunde have
Raad til at holde »B.« bagefter, men Smaafolk
fik nøjes med den ene Fest.
Den ved Ægteskabs-Ordinansen af 1582 skabte
Begrebsforvirring varede ved, lige indtil man
raadede Bod paa den til Grund liggende Fejl,
at Ægteskabets Indgaaelse var delt i to
Handlinger med vildledende Indhold og Navne. Ved
Frd. af 4. Jan. 1799 afskaffedes Trolovelse i
Præsts og Vidners Nærværelse. Den
ægteskabsstiftende Handling blev fra nu af kun een, og
»B.« var den naturlige Arving som Betegnelse
herfor. Selv under disse Forhold har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
