Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brunelle (Accentor} kaldes en lille Slægt af Sangfugle - Brunelleschi, Brunellesco, Filippo, ital. Arkitekt, Renaissance-Arkitekturens Fader, (1377-1446) - Brunering (Bronzering), en Proces, der danner et forskønnende og beskyttende Lag af Ilte paa Jern- og Staaldele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærke, men ret velklingende Sang, der
foredrages fra Toppen af en Busk, men straks
afbrydes, naar Fuglen skræmmes; den bygger i
Haver, Parker, Underskov og lav Granskov,
hvorimod den skyer Højskoven. Reden findes
oftest ganske lavt i Naale- ell. Løvtræer, er let
kendelig fra alle andre Reder derved, at den
yderst bestaar af ret grove Pinde, indvendig af
Mos uden yderligere Udforing; da de 5—6 Æg
tilmed er smukt, ensfarvet blaa, er ingen
Forveksling med andre Arter mulig. I Danmark
er 2 Kuld Unger alm. B. er en Fugl, der kun
gør sig lidet bemærket; den færdes paa
Drosselfuglenes Vis oftest ret skjult paa Jorden ell.
lavt i Buske, kommer kun sjældent frem paa
aabne Steder, saa man om Sommeren kan leve
paa en Egn med talrige B. og dog kun
sjældent se dem; dens Føde er Frø af mange
Planter og alle Slags Insekter. Om Vinteren drager
en Del af de danske B. bort, men ikke faa
overvintrer; de nærmer sig paa denne Tid ofte
Menneskeboliger og lader sig gerne fodre.
Alpebrunellen (A. collaris Scop.) er
noget større og livligere farvet end B. med sorte
Pletter paa den lyse Strube. Den bebor
Syd- og Mellemeuropas Bjerge, holder til paa de
ødeste Klippestrækninger, hvilke den kun
modstræbende forlader om Vinteren for at søge
længere nedad mod Dalene, men den er ingen
Trækfugl.
O. H.
Brunelleschi [-ski], Brunellesco, Filippo,
ital. Arkitekt, Renaissance-Arkitekturens Fader,
f. i Firenze 1377, d. smst. 1446. Søn af en anset
Notar, Brunellesco, af Adelsslægten Lapi. Han
uddannedes først til Guldsmed og Billedhugger,
dyrkede med Iver mekaniske og mat. Studier,
opmaalte og aftegnede de gamle Mindesmærker
under sit Ophold i Rom og studerede særlig
gl. Mesteres Konstruktioner; tillige er han den
første, der har sat Perspektiven i System
som Videnskab. Som Billedhugger konkurrerede
han 1401 sammen med Ghiberti om Bronzedøren
til Baptisteriet og udførte et smukt udskaaret
Trækrucifiks til Santa Maria Novella. Det er
imidlertid som Arkitekt, at han har en
epokegørende Bet. I henved halvandet Hundrede
Aar havde Domkirkens Kuppel i Firenze staaet
ufuldendt; da sammenkaldte Signoriet 1420 en
Forsamling af Bygmestere fra alle Lande, og
her sejrede B. ved sin vel gennemtænkte Plan,
idet Arbejdet overdroges ham efter megen Kamp
og Fortrædelighed. Han opførte Kuplen,
1420—34, med en dobbelt Hvælving og gav den det
mægtige Tværmaal af 42,22 m og en indvendig
Højde af 90 m foruden den 17 m høje Lanterne.
Det er et af de dristigste og beundringsværdigste
Mesterværker i Bygningskunsten, saavel i
Konstruktion som i kunstnerisk Henseende. Han
har desuden i Firenze paabegyndt de to
Basilikakirker S. Lorenzo (fra 1421), hvor det
berømte gl. Sakristi, de ældre Medici’ers
Gravkapel, samt Tværskibet fuldførtes under hans
Ledelse, og S. Spirito, begyndt noget før 1445,
samt det bedaarende lille Capella Pazzi med
Lucca della Robbia’s Terrakottahvælving,
begyndt 1429, og et aldrig fuldendt Oratorium;
desuden Hittebørnshuset (Ospedale degli
Innocenti, 1419) med de slanke Søjlehaller og
maaske den simple og fornemme Kirke la Badia
ved Fiesole, hvis Mure dog først er rejst efter
hans Død. Ogsaa hans verdslige Bygninger er
fremragende; først og fremmest Palazzo Pitti,
1440, denne mægtige Kvaderbygning, som har
været Forbilledet for hele den toskanske
Paladsarkitektur. Man tillægger ogsaa B. Planer til
Citadeller og Fæstningsværker i Milano, Pisa og
Pesaro. Som Genindfører af de antikke Former
grundlagde B. Renaissancens Bygningskunst
og opdrog Efterfølgere, der kunde fuldføre hans
mange paabegyndte Bygværker. Hans Grav i
Santa Maria del Fiore smykkes af hans
Marmorbuste, udført af hans Elev Cavalcanti;
hans Biografi, skrevet af hans Samtidige,
Antonio Manetti, er udkommet i fl. Udgaver (1812
og 1887). (Litt.: Fabriczy, »F. B.«
[Stuttgart 1892]; Stegmann und Geymüller,
»Architektur der Renaiss. in Toskana«, I).
(E. S.). C. A. J.
Brunering [bry-] (Bronzering), en Proces,
der gaar ud paa at danne et forskønnende og
beskyttende Lag af Ilte paa Jern- og Staaldele,
saaledes fortrinsvis Løb og Laasedele til
Haandvaaben og Kanoner. Opgaven er at frembringe
et tæt og fastsiddende Jernilte med mindre Ilt
end den sædvanlige Rust, der er porøs,
løstsiddende og æder sig dybere og dybere ind.
For Krigsvaaben har B. den Bet., at den
ophæver Blinkningen i Solen og derved baade
letter Soldaten Sigtningen og bedre skjuler ham
for Fjenden.
Der er næsten utallige Recepter og
Fremgangsmaader for B. Den navnlig i ældre Tid
mest benyttede beroede paa Anvendelse af
Antimontriklorid (Butyrum antimonii,
Antimonsmør), af hvilket 10 g blev opløst i 100 g
Olivenolie til en Salve, der blev paaført det godt
rensede Metal, der eventuelt blev svagt
opvarmet, hvorpaa det henstod i nogle Timer ell.
Dage. Der danner sig herved et Rustlag paa
Jernet, som bearbejdes stærkt med fine
Staaltraadsbørster, og atter indsmøres med Salven
og henstaar som før. Denne Behandling
gentages et passende Antal Gange. Jo oftere Salven
paaføres, i jo finere Lag dette sker, og jo
grundigere Overfladen bearbejdes med
Staaltraadsbørsten, des bedre bliver B. Til sidst afvaskes
Overfladen, tørres, poleres med Polerstaal og
indgnides i Olie, Voks ell. Shellak-Politur. I
St f. Antimontriklorid, der tidligere ofte kaldtes
eng. Bronzér- ell. Brunersalt, anvendes
nu ofte Jernklorid, opløst i Vand ell. Spiritus,
f. Eks. 15 g Jernklorid opløst i 1 l alm. Vand
ell. denatureret Spiritus, Fremgangsmaaden i
øvrigt som ovf. beskrevet.
Medens den ved disse Fremgangsmaader
vundne B. virkelig er af en brun Farvning,
tilstræbes nu nok saa meget at naa til sortere
Toner, om hvilke Metoder dog ogsaa
Benævnelsen B. er alm. Den fine, matte Sortfarvning,
som er karakteristisk for Kapslerne paa
schweiziske Staal-Ure, kan fremstilles paa flg.
Maade: Der opløses i en Liter alm. Vand 30 g
Jernvitriol, 15 g Jernklorid og 12 g Kobbervitriol,
hvorpaa der tilsættes 50 g denatureret Spiritus.
Opløsningen paaføres i et meget tyndt Lag den godt
rensede Overflade, hvorpaa man lader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
