- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXVI: Supplement: A—Øyslebø /
709

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - maritime videnskabelige Ekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

de fleste nord- og vesteuropæiske Have er der
saaledes aarligt foretaget Undersøgelsestogter.
Medens det selvfølgelig først og fremmest har
været de mere lukkede Farvande som
Nordsøen og Østersøen samt Havene langs
Vesteuropas Kyster, der har været Genstand for
kontinuerlige Undersøgelser, har enkelte Nationer
ogsaa udsendt videnskabelige Ekspeditioner til
arktiske eller tropiske Farvande, som det vil
fremgaa af nedenstaaende Fremstilling.

I Tidsrummet fra 1900 til 1914 koncentrerede
Interessen i Udlandet sig især om de
antarktiske Have. Paa adskillige af de i denne
Aarrække udsendte Sydpolarekspeditioner fra
Sverige (»Antarctic« 1901—03), Skotland (»Scotia«
1903-04), England (»Terra Nova« 1910) og
Tyskland (»Deutschland« 1911) er der saaledes
foretaget biologiske og hydrografiske
Undersøgelser i sydpolare Have (se
Sydpolsekspeditioner). Af andre m. v. E. kan nævnes,
at Amerika har udført Undersøgelser saavel i
Atlanterhavet som Stillehavet, samt at der i
1910 fra Norge blev udsendt en Ekspedition
med Undersøgelsesdamperen »Michael Sars« til
Udforskning af det nordlige Atlanterhav. I
forskellige Retninger blev Resultaterne fra denne
Ekspedition, der blev udsendt under Ledelse af
Sir John Murray og Dr. Johan Hjort,
og som i teknisk Henseende var særdeles vel
udrustet, af stor videnskabelig Interesse. En
fortræffelig Beretning om Ekspeditionen og
dens foreløbige Resultater findes i den af
Lederne udgivne Bog The Depths of the Ocean
(1912). I Aarene 1913 og 1914 var det norske
Undersøgelsesskib »Armauer Hansen« paa
mindre Togter i Atlanterhavet, og i 1913 undersøgte
en britisk Ekspedition med »Scotia« det
nordvestlige Atlanterhav.

Verdenskrigens Udbrud i 1914 bragte
selvfølgelig en brat Standsning i alle
oceanografiske Ekspeditioner, men der hengik kun faa
Aar efter Krigens Ophør, før der i forskellige
Lande blev lagt Planer for store videnskabelige
Havundersøgelsesekspeditioner. Fra Norge
udsendtes »Armauer Hansen« saaledes allerede
i 1922 paa Togt i det nordlige Atlanterhav. I
England startede »Discovery« i 1923 til
Farvandene omkring Syd Georgien og Syd
Shetland m. m. for at studere Hvalfangsten og
de Forhold, hvorunder den trives, og siden
da har der næsten til Stadighed været foretaget
Undersøgelser fra engelsk Side i antarktiske og
tilstødende Have. En Ekspedition af stor
videnskabelig Betydning er den fra Tyskland
udsendte »Meteor«-Ekspedition, der i
Aarene 1925—27 udførte meget grundige og
omfattende hydrografiske og biologiske
Undersøgelser i det sydlige Atlanterhav. Af større,
fremmede Ekspeditioner maa endelig nævnes
den fra Holland udgaaede »Willebrord
Snellius
«-Ekspedition 1929—30, som
har foretaget oceanografiske Undersøgelser i
Farvandene omkring det malajiske Arkipelag.

Danmark har i de forløbne tre Tiaar af
det 20. Aarhundrede indlagt sig store
Fortjenester paa Havforskningens Omraade. Samtidig
med Oprettelsen af de Internationale
Havundersøgelser i 1902 blev der her i Landet nedsat
en særlig Kommission, Kommissionen
for Havundersøgelser
(se
Internationale Havundersøgelser), til at
varetage Danmarks Andel i Udforskningen af
Havet. Som Undersøgelsesfartøj tjente i Aarene
fra 1903 og indtil Verdenskrigens Udbrud
Damptrawleren »Thor«. Foruden at benyttes til
Undersøgelser i vore hjemlige Farvande, under
Ledelse af Dr. phil. A. C. Johansen, blev
»Thor« i en Aarrække sendt til Farvandene
omkring Island og Færøerne, hvor den under
Professor, Dr. phil. Johs. Schmidt’s
Ledelse blev foretaget meget omfattende biologiske
og hydrografiske Undersøgelser. Da Professor
Schmidt i 1904 havde paavist Forekomsten af
Larvestadier af Ferskvandsaalen (se
Leptocefaler) i Atlanterhavet, gav det Anledning
til, at »Thor« i flere Aar blev sendt ud i
Atlanterhavet Vest for Irland, Kanalen og den
biscayiske Bugt. Samtidig med de mere
specielle Undersøgelser efter Aalelarver, blev der
fra disse Havomraader indsamlet et rigt
Materiale af andre pelagiske Organismer, som har
dannet Grundlaget for en Række videnskabelige
Beretninger af stor Interesse.

Da det i de til Vesteuropa grænsende Dele
af Atlanterhavet kun var lykkedes at paavise
store Eksemplarer af Aalelarver og italienske
Forskere med stor Ihærdighed havde hævdet,
at Aalen ynglede i Middelhavet, blev der paa
Initiativ af Professor Schmidt og paa
Carlsbergfondets Bekostning udsendt et Par
Undersøgelsestogter til Middelhavet. I Vinteren
1908—09 og i Sommeren 1910 opholdt »Thor« sig i
dette Havomraade, hvor der blev foretaget rige
Indsamlinger af pelagiske Organismer, men
samtidig blev Middelhavet gjort til Genstand
for en almindelig Undersøgelse baade i
marinbiologisk og hydrografisk Henseende. Professor
Schmidt var Leder af disse Eskpeditioner, men
blev assisteret blandt andet af Botanikerne Ove
Paulsen og C. H. Ostenfeld samt Hydrografen
I. N. Nielsen. Resultaterne fra disse Togter er
publiceret i Serien Report on the Danish
Oceanographical Expeditions to the
Mediterranean and Adjacent Seas 1908—10
, der, udgivet
paa Carlsbergfondets Bekostning, omfatter en
Række statelige Bind.

Da de i Middelhavet foretagne Undersøgelser
havde vist, at der ikke i dette Havomraade
fandtes unge Stadier af Aalelarver, arbejdede
Professor Schmidt med stor Ihærdighed paa at
faa udført Indsamlinger af pelagiske
Organismer i forskellige Dele af Atlanterhavet. I det
Øjemed lykkedes det at faa en Række danske
Handelsskibe til at tage nogle pelagiske Træk
paa deres Vej over Atlanterhavet til og fra
Nordamerika og Vestindien. Indsamlingerne gav
til Resultat, at man efter al Sandsynlighed
maatte søge langt ud i Atlanterhavet for at
naa til Aalens Ynglepladser. Dette bevirkede, at
der i Sommeren og Efteraaret 1913 blev
udsendt en lille Skonnert »Margrethe«, der var
stillet til Raadighed af Firmaet Vendsyssel
Packing Co. i Kjøbenhavn, og paa et Krydstogt
over Atlanterhavet fra Færøerne til Vestindien
blev der foretaget pelagiske Indsamlinger, der
blandt andet fremskaffede et betydeligt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:07:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/26/0735.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free