Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrig (Litteratur) - Frankrig (Musik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de l’Occident, men samtidig har den strengt
patriotiske Gruppe omkring Action Françoise
løsnet sig, og den vigtige ungkatolske
Forfattergruppe har erobret sig Pladsen, hvorfra man
venter Fremtidens Tendenser skal udgaa, de
almenmenneskelige, de alle patriotiske
Skranker sprængende evigt menneskelige. I al sin
Blandethed er der noget forjættende over
Grøden i de sidste 15 Aars Litteratur, en ny
Middelalder har Filosoffen Maritain kaldt vor
Periode; at hans nærmeste Følgesvende
Stravinsky og Cocteau har meget af Middelalderens
friske Livskraft i sig, kan vi give ham Ret i.
Maritain sporer i Tidens unge Tendenser en
Kamp ud over Efterkrigstidens
(Folkevandringstidens) Opløsning, — Tendensen kan
blive ensbetydende med kunstnerisk Nihilisme
som hos Barbusse, men den kan ogsaa betyde
kunstnerisk Fordybelse i det mangfoldige Liv;
man samler, man vil forstaa. Vi kan med
Maritain antage som sandsynligt, at der,
sammen med den nye Moral, som er ved
at blive til, ogsaa er en ny Syntese
paa Vej, og med den, efter Middelalderen, en
Renaissance. (Litt.: René Lalou, Histoire
de la littérature française contemporaine
[Paris 1923]; Otto Forst-Bataglia,
»Französische Litteratur der Gegenwart«, 2. Oplag
[Wiesbaden 1928]; Bernard Fay,
Littérature française contemporaine [Paris 1928].
F. S.
Musik.
I det 20. Aarhundrede har Musikken i F.
væsentlig skiftet Udseende og Karakter —
ligesom Tilfældet har været i største Delen af det
øvrige Europa. Man kan endog sige, at
Bevægelsen »Ny Musik« til en vis Grad har haft
en af sine Foregangsmænd i F. Claude
Debussy var nemlig — ganske vist delvis paa
Baggrund af Mussorgsky’s Musik — en af
dem, der tidligst brød med Traditionen og
stræbte at afløse den med en Musik, der i
hele sit Indhold og sin Udtryksmaade,
harmonisk, formelt, klanglig (mindre i rytmisk
Henseende), gik sine egne nye Veje; han
skabte en Stilretning, som man efter Forbilledet i
Malerkunsten har benævnt »Impressionismen«.
Debussy, under hvis Paavirkning de følgende
Komponister længe stod, til Dels endnu staar,
søgte tillige paa karakteristisk Maade — som
Modernisterne overhovedet — bag om
Romantismen Tilknytning til de franske Mestre i
det 17.—18. Aarhundrede, navnlig til de
berømte Klaverkomponister; han bevarede
derigennem og ifølge hele sit kunstneriske
Temperament et udpræget fransk Fysiognomi i sin
Musik.
Debussy har kun skrevet een Opera (Pelléas
et Mélisande), og det samme gælder César
Franck, der, skønt født Belgier, men
virkende i Paris som ypperlig Organist og
Pædagog, paa sin Side ogsaa fik stor Indflydelse paa
de nyere franske Komponister ved sin
aandfulde Udtryksmaade, varme Lyrik og
højtkultiverede Teknik, der navnlig virkede
nydannende i harmonisk og modulatorisk Henseende.
Operaen, der hidtil havde været det mest
fremtrædende Træk i F.’s Musik, og som
havde vundet Indgang vidt om i Verden, i de
sidste Menneskealdre særlig med den maaske
mest franske af dem alle, Jules Massenet,
traadte nemlig nu i Baggrunden. Efter Massenet
har egentlig kun G. Charpentier haft en
vidtgaaende Succes, men rigtignok kun med eet
Værk (Louise). Andre franske Operakomponister
har haft mere lokalt Held, og med Mænd som
Reyer, Lalo, Bruneau, d’Indy i
Spidsen har en stor Del af dem ligget under for
den Wagner-Begejstring, der et Par Aartier,
indtil omkring 1900, næsten ganske beherskede
F.’s eller i alt Fald Paris’ Musikpublikum.
Det er foruden Debussy’s og Franck’s
Gerning Reaktionen mod Wagner’s Opera — mere
maaske blandt Komponisterne end i det store
Publikum —, der har skabt Vendingen bort fra
Operaen og i det hele fra Romantikken, i hvis
Tegn Operaen i Hovedsagen stod igennem det
19. Aarhundrede, og henimod en Musik, der,
mere dyrkende andre Musikarter,
opponerede mod den stærke og heftig udtalte
Følelsesfuldhed, den uklare Mystik, den overlæssede
Udtryksmaade (navnlig ogsaa i orkestral
Henseende). Medens de nærmest Franck-paavirkede
Komponister med deres symfoniske Værker,
Kammermusik og verdslige og kirkelige
Vokalværker som Regel ikke naaede ret meget ud
over F.’s Grænser (nævnes kan C.
Chausson, Duparc, d’Indy), og det samme gælder
den i F. højt skattede G. Fauré, der baade
som Lærer og Komponist har haft
Betydning for flere af de følgende Musikere, gjorde
disse yngre Kunstnere, der efterhaanden tog
Afstand ogsaa fra Debussy’s med den ligeledes
forladte litterære »Symbolisme«
sammenhængende Stil, sig mere og videre kendte ved
deres dristige og i forskellig Grad og
Henseende eksperimenterende Værker. Saadanne
Komponister er Ravel, Roussel, Dukas,
Florent Schmitt, Ibert o. a. Deres
medfødte »franske« Sans og Anlæg for
Klarhed, Form og Stringens holdt dog i det hele
taget disse Musikere borte fra det ganske
formløse og ubetinget revolutionære. Adskillig
mere yderliggaaende er den yngste Generation,
der vel til Dels under Indvirkning fra
»Verdenskrigen« tilstræber en kraftigere, mere
robust og haandgribelig Musik end den
forførende Debussy’ske, og som dyrker principmæssig
Polytonalitet, Atonalitet, og fremfor den
svulmende — altfor sansebetagende —
Orkesterfylde foretrækker en enklere, mere
gennemsigtig Orkestration med Selvstændighed for de
enkelte Instrumenter og Forkærlighed for
solistvirkende Blæse-, ja Slaginstrumenter. Uden
Tvivl er disse »Modernister«, trods en ikke
udslettet »Franskhed«, med Hensyn til det
tonale og harmoniske Apparat, deres
saakaldte »ekspressionistiske« Udtryksmaade,
deres Tilbøjelighed for paa den ene Side det
ganske folkelige, ja rent primære (blot rytmisk
virkende) og paa den anden Side for det
raffineret sarkastiske, parodiske eller
barokt-eksponerede, i kendelig Grad paavirkede »udefra«.
Som deres Forbilleder er det ikke vanskeligt
at udpege Mænd som A. Schönberg,
Skriabin og ikke mindst den i F. næsten
naturaliserede Stravinsky. En hjemlig
Tilskynder har de dog haft i den ikke meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
