Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derfor den pannoniske Mark, medens de sydligere
Lande lagdes under Markgreven af Friaul; men
nogen fast og varig Besiddelse for
Frankerriget blev disse Lande foreløbig ikke. Saaledes
blev de oversvømmet af Magyarerne, som
omkring 900 kom til Ungarn og afløste Avarerne,
og først 955 tog Kejser Otto I en Del af den
østerrigske Mark tilbage efter Sejren ved
Lechfeld og knyttede den til Bayern. Kärnten,
Steiermark o. a. Lande var i de følgende Tider
snart under Bayerns Herredømme, snart mere
eller mindre selvstændige Grevskaber eller
Hertugdømmer. 976 blev den østerrigske Mark
forlenet til Babenbergerne, i hvis
Besiddelse den blev, til Slægten uddøde 1246. I dette
Tidsrum, hvor vi (996) første Gang træffer det
tyske Navn Ostarrichi som Oversættelse af det
latinske Austria, blev Landet udvidet mod Øst
til Floden Leitha, den senere Grænse mellem
Ø. og Ungarn. Mod V. var Greverne under
Kejserens Strid med Huset Welf en kort Tid
Herre over Bayern, ved hvis Genafstaaelse de
beholdt Landet mellem Inn og Enns,
Øvreøsterrig, som forenedes med Markgrevskabet til
Hertugdømmet Ø. Hertugen (Henrik II)
gjorde Wien til sit Fyrstesæde og paabegyndte
Bygningen af Stefanskirken. En følgende
Hertug arvede Steiermark. Hertugerne var meget
krigeriske og deltog med Iver i Korstogene
(bekendt er saaledes Leopold V’s Deltagelse i
det 3. Korstog). Leopold VI (1198—1230)
indlagde sig ogsaa Fortjeneste ved i høj Grad
at fremme Næringslivet og Aandslivet i sine
Lande. Hans Søn, Frederik den Stridbare,
afværgede Mongolernes Angreb (1241). Med ham
uddøde den Babenberg’ske Slægt, og nu
indtraadte, hvad man har kaldt det østerrigske
Interregnum (1246—82). Kejser Frederik II
inddrog Landene som hjemfaldne Len; men
efter Kejserens Død var deres Stænder stærke
nok til at vælge den bøhmiske Kongesøn
Ottokar til deres Hertug. Denne, der i den
følgende Tid tillige blev Herre i Böhmen, Mähren,
Kärnten og Krain, blev den mægtigste Fyrste
i Tyskland. Under hans kraftige Regering gik
Ø. stærkt fremad. Røveri og Fejdevæsen
standsedes, Borgerstandens Betydning og Velstand
steg, og tyske Kolonister trængte det slaviske
Element tilbage. Men da han ikke vilde
godkende Rudolf af Habsburg som tysk Konge,
mistede han 1276 alle de saaledes vundne Lande
og omkom 1278 under et Forsøg paa at
genvinde dem. Disse Lande overdroges 1282 til
Rudolf’s ældste Søn Albrecht, dog med
Undtagelse af Kärnten og Krain, som 1286 gaves
til hans Svigerfader, Grev Meinhard af Tirol,
og paa denne Maade kom de østerrigske Lande
under Huset Habsburg, som de siden har
tilhørt.
Albrecht, der regerede haardt og
bekæmpede Landets Stænder uden Hensyn til gamle
Privilegier, opnaaede ogsaa, dog først 1298, at
blive tysk Konge (A. I), men gjorde 1307
forgæves Forsøg paa at vinde Böhmen for sin
Slægt. Som Besidder af de habsburgske
Arvelande ved Boden-Søen gjorde han 1308 et Tog
til Schweiz, men blev paa dette myrdet af sin
Brodersøn Johan. Af hans 5 Sønner, der
styrede i Fællesskab, søgte Frederik den
Smukke 1314 at vinde den tyske Kongekrone
og førte derefter en lang Krig med sin heldige
Medbejler, Ludvig af Bayern; han blev slaaet
1322 i den afgørende Kamp ved Mühldorf og
derefter holdt fangen i 3 Aar (d. 1330). Den
anden, Leopold, der fik Tilnavnet
»Ridderskabets Blomst«, gjorde 1315 Tog til Schweiz,
men led et Nederlag ved Morgarten (d. 1326).
Albrecht den Vise eller den Lamme
overlevede de andre Brødre, som alle døde
barnløse, og samlede derved igen de
østerrigske Lande; han arvede endvidere 1336 Kärnten
og Krain, da Grev Meinhard’s mandlige Æt
uddøde. Hans Politik bestemtes af hans —
forgæves — Stræben efter Kejserværdigheden,
hvortil Husene Luxemburg og Bayern var hans
heldigere Medbejlere. Under ham hærgedes Ø.
af den sorte Død 1349; han døde 1358. Hans
Søn Rudolf fik 1364 Tirol overdraget af dets
Besidderinde, Meinhard’s Sønnedatter Margrete
Maultasche og havde Tilnavnet »Stifteren«,
fordi han 1365 grundlagde Wiens Universitet og 6
Aar tidligere havde paabegyndt Stefanskirkens
Udvidelse. Han var ogsaa den første, som
begyndte at anvende Titelen Ærkehertug.
Efter hans Død 1365 styrede hans Brødre
Albrecht og Leopold Landene i Fællesskab i 14
Aar, men delte dem da saaledes, at Albrecht fik
Ø. og Leopold baade de slovenske Landskaber,
Tirol og Slægtens Besiddelser i Schwaben og
Alsace. Han udvidede dem yderligere med
Breisgau i Baden (1369) og flere Dele af det
nuværende Vorarlberg (1381); vandt endvidere
1383 Triest, men faldt 1386 imod Schweizerne
ved Sempach. Senere deltes hans Lande (1411),
saa at der blev baade en steiersk og en tirolsk
Linie. Disse gentagne Arvedelinger svækkede
det habsburgske Hus’ Magt og fremkaldte indre
Stridigheder mellem dets enkelte Grene.
Albrecht’s Sønnesøn, der ligeledes hed
Albrecht (1404—39), ægtede Kejser Sigismund’s
Datter Elisabeth og fik i Medgift Mähren, samt
valgtes efter Svigerfaderens Død 1437 til Konge
i Ungarn og Böhmen, saavel som til tysk
Konge (A. II); fra denne Tid var den tyske Krone
paa en ganske kort Afbrydelse nær stadig
knyttet til det habsburgske Hus lige indtil 1806.
Efter ham kom hans Søn Ladislaus
Posthumus (f. 1440 efter Faderens Død); han
blev vel af Navn Konge i Böhmen og 1444
tillige i Ungarn, men hvert af Rigerne fik
selvstændige Styrere, henholdsvis Georg Podiebrad
(siden 1452) og Johan Hunyady, og da
Ladislaus døde 1457, gik de begge igen tabt for
Habsburgerne, medens Ø. tilfaldt hans Faders
Næstsøskendebarn Frederik af den
steierske Linie (en Sønnesøn af Leopold, som faldt
1386), hvorved Ø. og de steiermarkske Lande
igen forenedes. Frederik valgtes allerede 1440
til tysk Konge (F. III) og indførte officielt
Titelen Ærkehertug af Ø.; men Styrelsen af hans
Arvelande var kun lidet heldig. Under hans
Stridigheder med Broderen Albrecht (d. 1463)
plagedes Landet stærkt af Røverbander; senere
hærgedes især Krain af Tyrkerne, der
bortførte mange Tusinder af Indbyggerne i Slaveri,
og da han 1477 kom i Krig med Ungarns Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
