Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørum, Hans Peter - Ørum Sø - Ørvandel - Ørvarodd - Ørvendel - Öræfajökull - Öræfi - Øsehjul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget med Kjøbenhavns Hygiejne, særlig med
Hensyn til Drikkevandsforsyning, Ombygning af
usunde Kvarterer, Oprettelse af Foreningen for
Lægevagtstationer, Anlæggelsen af Boserup
Sanatorium. Han havde Sæde i en Mængde
Kommissioner og kom til at spille en betydelig
Rolle ved sin Energi, Veltalenhed og
parlamentariske Evne.
G. N.
Ørum Sø, se Flade og Ørum Søer.
Ørvandel (oldn. Aurvandill), en Jætte,
hvis affrosne Taa Thor skal have kastet op
paa Himlen, hvor den blev til en Stjerne. Er
samme Navn som Ørvendel. Selve Navnet
findes paa sydlig Grund: Auriwandalo i
langobardiske Kilder, Orentil i frankiske og bayerske,
Grendel i et middelhøjtysk Digt. Paa
angelsaksisk betyder éarendel »Straaleglans,
Morgenstjerne«. Antagelig har der eksisteret en
vidt udbredt Digtning om en Sagnhelt ved
Navn Ø.
(A. O.) G. K-n.
Ørvarodd, se Orvarodd.
Ørvendel (ikke Horvendel), jydsk
Sagnkonge i Sakse’s 3. Bog, Fader til Amled. Samme
Navn som Ørvandel.
(A. O.) G. K-n.
Öræfajökull [’ö.ra^iva’jö.kødl], Islands
højeste Fjeld, 2119 m, strækker sig som et
kæmpemæssigt, isdækket Forbjerg ud fra Vatnajökulls
Sydrand, og da det hæver sig til den betydelige
Højde fra selve Kysten, er Ö. en af de største og
mest imponerende Fremtoning i Islands
Gletscherverden. Ö. forbindes med den bagved
liggende Vatnajökull af en 1350—1400 m høj, bred
og hvælvet Jøkelryg, hvorfra Firnfladerne hælder
mod begge Sider, ned mod Breidamerkurjökull
(s. d.) i Øst og Skeidarárjökull (s. d.) i V.
Paa Ö.’s øverste, langstrakte Ryg findes nogle
snefri Toppe, hvoraf Hvannadalshnúkur midt
paa Jøkelen er den højeste; forrest hæver
Knappur (1851 m) sig som et stejlt, kisteformet
Fjeld fra Isen; N. V. f. Knappur er der endnu
en Spids, Raudikambur, og andre smaa Toppe
mod N. Ø.; mellem disse er der en Jøkelflade,
som man antager dækker Vulkanens
kæmpemæssige Krater. Ö. blev først besteget af Sveinn
Pálsson, 11. Aug. 1794, der gik op fra Østsiden
til Knappur; Hvannadalshnúkur besteges først
af Hans Frisak 19. Juli 1813. I Aaret 1904 blev
Ö. besteget og opmaalt af danske
Generalstabsofficerer, som har udgivet et fortræffeligt Kort
af den og dens Omgivelser. Grundfjældet
bestaar af Tuf og Breccie med enkelte Indlæg af
Liparit; mod S. ligger Snegrænsen omtrent i
1000—1100 m’s Højde o. H. paa Siderne mod
Øst og V. c. 900 m. Fra Firnfladerne strækker
8 store Gletschere sig ned, 3 mod Øst, 3 mod
V. og 2 mod S., og den laveste Gletscherende
(Kviárjökull) ligger kun 50 m o. H. I historisk
Tid kender man 4 vulkanske Udbrud fra Ö.,
1341, 1362, 1598 og 1727; de har alle været
meget fordærvelige for de nærmeste Bygder,
da Gletscherne under Udbruddene har smeltet
og oversvømmet Lavlandet. Udbruddet 1362 var
det heftigste, 40 Gaarde og 2 Kirker blev
bortskyllede af Gletscherflomme, og næsten hele
Befolkningen i Bygden Öræfi omkom ved
denne Katastrofe; ved Udbruddet 1727 blev Bygden
i flere Aar ubeboelig, men de fleste Indbyggere
kunde dog dengang redde Livet. (Litt.: J. P.
Koch, »Kortlægningen af Skeiðarársandur og
Øræfajøkull i Sommeren 1904« i Geogr. Tidsskr.
XVIII; Th. Thoroddsen, »Island,
Grundriss der Geographie und Geologie«, I—II
[Gotha 1906]; Geogr. Tidssk. XIII; Th.
Thoroddsen, »Die Geschiehte d. isländ. Vulkane«
[Kbhvn 1925]).
(Th. Th.) B. Th. M.
Öræfi [’ö.ra^ive], en Bygd i det sydlige Island
under Öræfajökulls vestl. og sydl. Randfjelds. Ö.
bestaar af en Række græsbevoksede Oaser
mellem rivende Jøkelelve og Sandstrækninger. Fra
andre beboede Egne paa Sydkysten adskilles Ö.
ved udstrakte Sandørkener med farlige og
vandrige Jøkelfloder og begrænses mod N. af
Vatnajökulls Snemarker, mod S. af Havet og
Skeidaráens Bredninger og Laguner. Ned i
Bygden strækker flere Gletschere sig igennem
Dalfører i Öræfajökulls Randfjelde næsten ned til
Gaardene. Bygden har paa Grund af
Naturforholdene kun lidet Samkvem med
Yderverdenen, og Beboerne maa gøre 2 à 3 Dages Rejser
for at naa de nærmeste Handelspladser.
Indbyggerne er haardføre og dygtige og har paa
Grund af deres Isolation forskellige
ejendommelige Skikke. Præstegaarden midt i Bygden
hedder Sandfell. Ö. er ofte bleven hjemsøgt af
Naturulykker, vulkanske Udbrud, Jøkelløb,
Oversvømmelser af Gletscherelve o. s. v.
(Litt.: Th. Thoroddsen, »Fra det
sydøstlige Island« i Geogr. Tidsskr. XIII).
(Th. Th.). B. Th. M.
Øsehjul kaldes Maskiner til Løftning af
Vand; saadanne har været benyttet fra Oldtiden
og anvends endnu i meget primitiv Form af
uciviliserede Nationer, f. Eks. af de Indfødte i
Ægypten. Den simpleste Form (Fig. 1) bestaar
af et Hjul, paa hvis Omkreds der er fastgjort
Spande eller Lerkrukker, som ved Hjulets
Omdrejning skiftevis dykkes ned i Vandet, hvor de
fyldes, og hæves op til den højeste Stilling,
hvor de udtømmer sig over en skraa Rende.
Spandene kan enten være i fast Forbindelse
med Hjulet — og er da saaledes anbragte, at
naar de løftes op af Vandet, hælder de netop
lige saa meget, som naar de begynder at
udtømme sig foroven (der løftes da saa meget
som muligt af hver Spand) — eller de kan
være anbragte paa Tapper, saa at de kan dreje
sig i Forhold til Hjulet og ved at indtage en
lodret Stilling, naar de træder ud af Vandet,
fyldes helt; ved foroven at støde mod Kanten
af Afløbsrenden hældes de saa meget, at de
tømmes helt. Naar Ø. drives med Vandkraft,
anbringes Spandene ofte paa selve Vandhjulet.
Perronnet har konstrueret et Ø. med
Spiralgange mellem to plane Sideflader (se Fig. 2).
Hjulet fyldes fra Omkredsen og afgiver Vandet
til begge Sider ved Midten. Saadanne Hjul
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
