Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ögmundarson, Kormákr - Øhavn - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ögmundarson, Kormákr, se
Kormákr Ögmundarson.
Øhavn, se Havn, S. 59.
Oehlenschläger, Adam Gottlob, dansk
Digter, f. paa Frederiksberg 14. Novbr 1779,
d. i Kjøbenhavn 20. Jan. 1850. Hans Afstamning
viser en fyldig Blanding af forskellige
germanske Elementer:
Farfaderens og
Morfaderens
Slægt var tysk.
Farmoderen og
Mormoderen
henholdsvis
Jyde og
Kjøbenhavner,
Faderen, Joachim
Conrad Oe.,
var
Kammertjener hos Grev
Adam Gottlob
Moltke til
Bregentved, da han
1777 blev gift
med
Grevindens Kammerjomfru, den
3 Aar ældre Martha Marie Hansen.
Ægteparret boede i et lille nu forsvundet, men
ofte afbildet Bindingsværkshus tæt ved
»Jernporten« (Indgangen til Frederiksberg
Allé) omtrent paa det Sted, hvor
Oehlenschlägersgades Navn minder om Digterens
Fødested: snart flyttede de til Frederiksberg
Slot, hvor Joachim Oe. var bleven Organist,
senere blev han Fuldmægtig hos
Slotsforvalteren og endelig selv Slotsforvalter. Han var en
kraftig, livsglad, gemytlig Mand, altid med en
godmodig Vittighed paa Læberne og en
lykkelig Evne til at lade Sorgerne glide let hen over
sig, i øvrigt med en Kærlighed til Musikken,
som han tidlig opelskede hos sin Søn;
Orgelspillet og Salmesangen hørte til Digterens
uforglemmeligste Barndomsminder. Moderen var af
et helt andet Præg, indadvendt, følelsesfuld,
med Hang til en noget sygelig Religiøsitet; hun
var, formodentlig gennem sin tyske Familie,
knyttet til den pietistiske Strømning, der
forholdsvis hurtig var forsvunden i Danmark, men
i Tyskland gik dybere, stærkere og længere;
hun sank til sidst hen i et Tungsind, hvorved
hun blev tabt for alle, men da var Sønnen
allerede fløjet fra Reden; Aladdin’s Vuggesang
ved sin Moders Grav er et Udtryk for Sønnens
Sorg ved hendes Død. Det unge Ægtepar
havde det tarveligt, men led ingen Nød, en Støtte
havde de sikkert i deres gamle Herskab;
Grevinden holdt Sønnen over Daaben, og han fik
Grevens Navn.
Paa Frederiksberg Slot, i sunde og skønne
Omgivelser levede Oe. en Barndom saa
lykkelig, som den ikke falder i manges Lod, sund,
harmonisk, og rig paa gode og skønne
Indtryk. Paa den ene Side af sit Hjem havde han
Slottets Have i stiv gammeldags fransk
Havestil, paa den anden Side den aflukkede stille
Park, Søndermarken; om Sommeren var han
omgiven af et myldrende, farvestraalende Liv
med fornemme Herskaber, brogede Soldater og
Messingmusik, om Vinteren af dyb Stilhed ude
og højtidelig Ensomhed inde i Slottets store
Sale, hvor Loftsmalerierne var ham den
skønneste Billedbog. I Familien ikke Fattigdommens
Slid eller Savn, men heller ikke de »fine« Folks
Stivhed og Tvang; kærlig og stilfærdig ledede
Moderen hans Opdragelse, frit og respektløst
spøgede han med Faderen. Selv lægger han i
sine Skildringer fra Barndomshjemmet stærk
Vægt paa, at han er opvokset paa Grænsen
af Land og By; lige fri for Landlivets
sløvende Ensformighed og Bylivets forstyrrende Uro,
nyder han det bedste ved Byen: Kulturen, og
ved Landet: Naturen. Denne lykkelige
Barndom giver tidlig Oe.’s legemlige og aandelige
Liv det Præg af Sundhed og Ligevægt, som
kendetegner ham til det sidste. Han blev ikke
forceret ved for tidlig Undervisning; først da
han var 12 Aar, kom han ind i den nyoprettede
»Efterslægtselskabets Skole«, der var grundet
paa moderne, friere Principper. Modersmaals-
og Historieundervisningen (ved Edv. Storm og
C. F. Dichmann) gav den hungrende Intelligens
og Fantasi rig Næring. Før den Tid havde han
dog, lige fra han i »Degneskolen« havde lært
at læse, slugt al den Morskabslæsning, han
kunde overkomme, deriblandt Robinson, 1001
Nat, Insel Felsenburg, Holberg’s Komedier og
fremfor alt Ewald’s Værker; ved dennes »Rolf
Krake« aabnede, efter hans eget Udtryk, den
nordiske Saga sine Gravhøje for ham. Efter
Skolegangens Afslutning kommer der for
første Gang en Disharmoni mellem ham og Livet.
Hvad skulde han nu være? Faderen vilde have
ham i Købmandslære; selv vilde han studere,
begyndte ogsaa derpaa, men maatte opgive det;
endelig blev han Skuespiller. I to Aar var han
ved det kgl. Teater (hvor Baggesen dengang
var en af Direktørerne), men nogen dygtig
Skuespiller blev han aldrig, og med Udgangen
af 1799 forlod han Teatret. Han havde
imidlertid gjort Bekendtskab med Brødrene H. Chr.
og A. S. Ørsted; de paatog sig nu at
manuducere ham, og i Aaret 1800 blev han Student.
S. A. blev han indført i Rahbek’s Hjem og blev
forlovet med Kamma Rahbek’s Søster,
Christiane, Datter af Konferensraad Heger. Nu er
han i en Kreds, hvor han hører hjemme.
»Manden med de skjulte Talenter« hed han i
Bakkehusets Sprog; hvad han egentlig skulde
blive, vidste man ikke, men at der voksede et
Geni op iblandt dem, det anede mange. Selv
var han temmelig sikker paa sit Kald som
Digter. S. A. som han blev Student, havde
Universitetet fremsat et Prisspørgsmaal: Var det
gavnligt for Nordens skønne Litteratur, om den
gamle nordiske Mytologi blev indført og
almindelig antagen i Stedet for den græske? Oe.’s
Svar, for hvilket han fik Accessit, gik ud paa,
at begge Mytologier kan anvendes, idet
Digteren »fremfor alt attraar Mangfoldighed og
Nyhed«; han taler her bestandig som den, der
har Erfaring. Det var heller ikke ganske faa
Digte, han lod trykke, men de er ret værdiløse;
han famlede usikkert mellem forskellige
Forbilleder, Goethe, Schiller, Lafontaine, Samsøe,
Ewald. Da mødte han sin Skæbne.
 |
| A. G. Oehlenschläger. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
