Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ægteskab (VII. Ægtefællers Arveret og uskiftet Bo)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ægtefæller oprettede et gensidigt Testamente,
hvorefter den Længstlevende skulde beholde
hele Fællesboet og Særejet, saaledes at ved
dens Død og ogsaa ofte allerede, naar han
giftede sig igen, Halvdelen skulde tilfalde den
Førstafdødes Arvinger efter Loven, medens ved
den Længstlevendes Død Resten tilfaldt dennes
Arvinger efter Loven eller efter dens
Testamente. Den Forestilling havde nemlig vundet
stigende Styrke, at der gjordes den
efterlevende Ægtefælle en Uret, hvis denne ved den
førstes Død skulde skifte ifølge Loven med den
førstes Arvinger og saaledes, naar der var
rent Fælleseje, udrede til disse en Tredjedel
af hele Boet. Lov 1926 ordner nu Forholdet
for alle Tilfælde, hvor den Førstafdøde ikke
ved Testamente har truffet anden Bestemmelse.
Loven følger her i det væsentlige de gensidige
Testamenters typiske Ordninger. Man kan
derfor nok tale om, at Loven indfører et
»lovordnet gensidigt Testamente« eller snarere maaske
»et uskiftet Bo med den Førstafdødes
Arvinger af 2. Arveklasse«.
Hvis den Efterlevende ikke ønsker straks ved
Skifte at faa gjort op med saadanne Personer,
oftest den Afdødes Søskende eller Søskendes
Afkom, kan han vælge straks at overtage hele
Fællesboet, hvorover han da i levende Live
udøver en Ejers Raadighed. Under Fællesboet
indgaar ogsaa, hvad han senere erhverver,
hvis det vilde være blevet Ægtefællernes
Fælleseje. Raadigheden er ikke undergivet de
Begrænsninger, som ved uskiftet Bo med
Livsarvingerne sikrer disse mod Misbrug, og derfor
kan heller ikke Ægtefællens slette Forvaltning
give Arvingerne Adgang til at kræve Skifte.
Arven kan ikke i nogen Forstand siges straks
ved den førstes Død at være tilfaldet de
nævnte af hans Arvinger, men tilfalder derimod
dem, der lever, naar Boet skiftes, og fordeles
da imellem dem efter Arvelovens almindelige
Regler. Kun den Førstafdødes Særeje bliver
skiftet paa sædvanlig Maade ved hans Død,
ligesom den Længstlevendes Særeje skiftes ved
dennes Død. Dette, at alene 2. Arveklasse kan
kræve Arv ved et Skifte lige efter den førstes
Død, er ogsaa fastholdt ved de senere Skifter,
omendskønt det havde kunnet ligge lige saa nær
i saa Tilfælde at lade alle den Førstafdødes
Arvinger tage Del, saaledes som hidtil i Reglen
ved de gensidige Testamenter.
Ved Skifte efter den Længstlevendes Død
faar den Førstafdødes ovennævnte Arvinger
den ene Halvdel af Fællesboet, og den anden
Halvdel tilfalder den Længstlevendes Arvinger
efter Loven eller Testamente. Er der herefter
ingen Arvinger paa den ene Side, tager den
anden Side det hele. Hver Side betragtes som
Arvinger efter vedkommende Ægtefælle, idet
Arveafgiften kan bestemmes efter
Slægtskabsforholdet til denne. Disse Regler kommer dog
ikke til Anvendelse, hvis der allerede er
skiftet i levende Live. Den Længstlevende skal
nemlig skifte, hvis han vil indgaa nyt Æ.
Denne Regel, der er begrundet i lignende
Betragtninger som ved uskiftet Bo med Livsarvinger,
er vel ofte noget haard imod den Efterlevende,
hvorfor man havde paatænkt en lignende
Ordning som ved tinglæst Skifteekstrakt (s. d.);
men den kan jo altid tilsidesættes ved den
Førstafdødes Testamente. Fremdeles kan den
Længstlevende altid selv begære Skifte. Hans
Interesse heri kommer navnlig frem, hvor den
første er død ret tidlig, og der da endnu ikke er
nogen videre Formue, medens den Efterlevende
stadig forøger Formuen og ikke vil lade den
førstes Arvinger faa Del i sine fremtidige
Erhvervelser. Ved Skifte i levende Live tager den
Efterlevende de tre Fjerdedele af Fællesboet,
hvilket svarer til dens egen Boslod og
Halvdelen af den førstes Boslod (som Arvepart).
Naar den Efterlevende forudser sin ikke fjerne
Død, begunstiger han særlig sine Arvinger ved
at skifte allerede i levende Live.
Det vilde være gavnligt, om der ikke skulde
udredes Arveafgift allerede ved den førstes
Død. Til Trods for anden Forskel er der
nemlig den afgørende Lighed med almindelig
uskiftet Bo, at en Ægtefælle — i Modsætning til
andre Arvinger — umiddelbart fortsætter
Ægtefællernes økonomiske Liv. Alt bygger her i
Grunden paa ægteskabelig Ret, ikke paa
egentlig Arveret. Desuden er det hensigtsmæssigt at
undgaa Arveafgiftsopgøret, hvor Skiftet i øvrigt
skal opsættes.
C. Almindelige Regler og
fremmed Ret.
Ved alt Skifte, efter at en Ægtefælle har
hensiddet med Fællesboet, gælder den Regel,
at hvad der findes i Boet, henregnes til
Fællesboet, medmindre andet bevises. Det maa
nemlig blive den Længstlevendes Sag at sikre sig
Beviset for, hvad der er Særeje. — Loven
fastholder den gamle Regel om, at Ægtefællernes
indbyrdes Arveret bortfalder ved Separation og
Skilsmisse, og da Fællesejet ophører herved,
er allerede af denne Grund en Hensidden i
uskiftet Bo udelukket. Paa den anden Side
bestaar Retten hertil, selv om en Grund til
Separation eller Skilsmisse allerede er gjort
gældende, men Dekretet endnu ikke er opnaaet,
og dette gælder, selv om et Æ. kan eller skal
omstødes ved Dom, f. Eks. paa Grund af for
nært Slægtskab mellem Parterne eller Tvegifte.
Loven gælder, naar Dødsfaldet er indtruffet
efter den 30. Septbr 1926. Den ophæver Reglen
om, at en Ægtefælle, der ved Dom var skilt
for Ægteskabsbrud, mistede Arveretten efter
Barnet, samt Reglen om, at et saadant Barn
ikke arvede sin skyldige Moder eller hendes
Frænder, og Reglen om, at det ikke ved
Kuldlysning kunde faa Arveret efter sin skyldige
Fader eller dennes Frænder.
Hele Ordningen med uskiftet Bo er et
Udtryk for en Fortsættelse af det ægteskabelige
Fælleseje. I Tyskland indtræder et uskiftet Bo
med Livsarvinger, hvor Ægtefællerne ved
Ægtepagt har vedtaget at leve i Formuefællesskab.
Det kaldes træffende »fortgesetzte
Gütergemeinschaft«. En noget lignende Ordning kendes
ogsaa andet Steds, saaledes efter den moderne
schweiziske Civillovbog, hvor Ægtefællen kan
vælge imellem at arve en mindre Del til fri
Ejendom og faa en Brugs- eller Udnyttelsesret
(lat. usus fructus) over en større Del af Arven
eller over hele denne. I Norge havde der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
