Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zone - Zone - Zoneobservationer - Zonesystem - Zonetarif - Zonetid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kulturgrænser er betingede. Han faar derved
følgende Z.: Megatermernes Z. (den
tropiske Z.), hvor den koldeste Maaned er over
10° i Middel, Mesotermernes Z. (den
subtropiske Z.) fra den forriges Grænse saa
langt, som den varmeste Maaned er over 22°
eller den koldeste over 6° i Middel,
Mikrotermernes Z. (den tempererede Z.), fra
Grænsen af den forrige saa langt, som den
varmeste Maaned er over 10° i Middel,
Hekistotermernes Z. (den polare Z.), hvor ogsaa
Sommeren er kold. Fra Z. udskilles særlig
Xerofilernes Omraade eller det tørre
Omraade, hvor den regnrigeste Maaned har
mindre end 9 Regndage. I dette Omraade
hersker Stepper og Ørkener. Det omfatter Dele
af Jorden, der efter deres Varmeforhold vilde
falde ind under de tre første Z. Hver af Z.
underafdeles yderligere efter forskellige
Hensyn. Underafdelingerne svarer til
Vegetationszonernes Underafdelinger. Köppen’s
Z.-Inddeling er af stor Værdi, idet den for første
Gang forsøger at inddele efter almindelige
geografiske Principper og at fastslaa, hvilke
klimatiske Grænseværdier der bestemmer de
forskellige Vegetations- og Kulturtyper. Hans
Inddeling kan imidlertid ikke betragtes som
endelig. De enkelte Grænseværdier vil blive
modificerede, efterhaanden som Grænserne paa
Jorden bliver bedre bestemte ved Iagttagelse.
Mindst heldig er Grænsen mellem den
subtropiske og den tempererede Z. Grænseværdien
22° for varmest Maaned er foreslaaet af
Drude. Den betegner Grænsen mellem den mere
artsfattige nordiske Flora og den mere artsrige
sydlige Flora; derimod sætter den absolut
ingen Grænse i Vegetationskarakter og
Kulturmuligheder. Forskellen mellem den
tempererede og den subtropiske Z. maa søges ikke i
Sommervarmen, men i Tilstedeværelsen eller
Manglen af en udpræget Vinterhvile. Med
Manglen af denne følger stedsegrøn Vegetation
og Mulighed for flere Kornafgrøder. En i denne
Retning modificeret Z.-Inddeling er fremstillet
og skitseret saavel i Henseende til
Vegetationskarakter som til Klima under
Plantegeografi. (Litt.: Supan, »Die
Temperaturzonen der Erde« [»Petermann’s Mitth.« 1879];
Köppen, »Die Wärmezonen der Erde«
[»Meteorol. Zeitschr.«, I, 1884]; Supan, »Die
mittlere Dauer der Haupt-Wärmeperioden in
Europa« [»Petermanns Mitth.« 1887]; Drude,
»Handbuch der Pflanzengeographie« [Stuttgart
1890]; Supan, »Grundzüge der physischen
Erdkunde« [Leipzig 1896]; Köppen,
»Versuch einer Klassifikation der Klimate« [»Geogr.
Zeitschr.«, VI, 1900]; M. Vahl, Zones et
biochores géographiques [Oversigt over kgl.
denske Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1911].
Heri Oversigt over den ældre Litt.).
M. V.
Zone [’so.nə]. Under denne Betegnelse
sammenfattes i Geologien de Jordlag, som
karakteriseres ved en bestemt Fauna (eller Flora)
eller ved en enkelt Art, der ikke er fundet
uden for vedkommende Lag. Se i øvrigt
Ledeforstening.
J. P. R.
Zoneobservationer, se
Differentialobservationer.
Zonesystem [’so.-], se Jernbanetariffer.
Zonetarif [’so.-], se Jernbanetariffer.
Zonetid, international Tidsansættelse, hvis
Grundlag er Inddeling af Jordoverfladen i 24
Zoner, mellem hvilke Tiden springer med fulde
Timer, medens Klokkeslettet inden for samme
Zone overalt er det samme. Zoneinddelingen
følger hovedsagelig Længdegrader, men
praktiske Hensyn tages til Landegrænse m. m.
Som Følge af Jordens Omdrejning faar alle
Længdegrader Solen i Middagshøjde een Gang
i Løbet af et Døgn, eller — som det ogsaa kan
udtrykkes — Solen vandrer over de 360
Længdegrader i Løbet af 24 Timer. Steder paa
samme Længdegrad har alle samme Middagstid,
medens Steder paa forskellige Længdegrader
har en Forskel i Middagstiden, svarende til
Forskellen i Længden, nemlig 4 Minutter for
hver fulde Grad. Naar Klokkeslettet alle Vegne
angives ved Stedets Soltid, vil derfor et
Jernbanetog i Retning fra Ø. til V. tilsyneladende
vinde 4 Minutter paa Kørslen for hver
Længdegrad, der tilbagelægges, og et Tog i modsat
Retning vil tilsyneladende tabe det samme
Antal Minutter. Togenes Ankomst- og
Afgangstider kan paa alle Jernbanestationer angives
i Stedets Tid, men Beregningen af Køretiderne
og de deraf afhængige Krydsninger og
Tilslutninger maa inden for samme Jernbaneomraade
ske paa Grundlag af en Enhedstid, der
forudsætter Overensstemmelse mellem Urene paa
alle Steder, der optages i Køreplanen. Saa
længe man derfor i det borgerlige Liv i hver By
og Landsby havde sin egen Tid, der rettede
sig efter Solen, maatte man i Jernbanedriften
holde en dobbelt Tidsregning. I den indre Drift
rettede man sig efter Jernbanetid, en
Tidsregning, der var fælles for hele det
paagældende Baneomraade og gerne var den
samme som Stedets Tid paa Hovedstationen eller
i Landets Hovedstad. I de tjenstlige Køreplaner
regnede man med denne Jernbanetid, men i de
offentlige Køreplaner blev Togenes Ankomst- og
Afgangstider ved alle Stationer angivet i den
stedlige Tid. Ure, der var synlige for det
rejsende Publikum, fulgte Tiden paa Stedet, men
i de indre Kontorer viste Urene baade
Jernbanetid og Stedtid.
Efterhaanden indførtes paa større og større
Baneomraader en fælles tjenstlig Enhedstid, og
i Lande af mindre Udstrækning blev denne
ogsaa anvendt i de offentlige Køreplaner, men
endnu i 1870’erne bestod en Række forskellige
Tidsregninger ved Siden af hinanden. I
Danmark gjaldt Kjøbenhavns Tid, i Norge havde
man Oslos Tid, i Sverige en Tid, der afveg 12
Minutter fra Stockholms. Paa de nordtyske
Baner regnede man med Berliner-Tid, der
ligeledes var indført i de daværende tyske
»Rigslande« Elsass-Lothringen; i Bayern
derimod gjaldt Münchens Tid, i Württemberg
gjaldt Stuttgarts, og andre tyske Smaastater
havde tilsvarende Særtider. I Holland, Belgien
og Frankrig rettede man Tiden efter de
paagældende Hovedstæders, i England holdt man
Greenwichs Tid; Østerrig-Ungarn havde to,
Italien havde tre og Rusland havde to indbyrdes
forskellige Tidsregninger o. s. v., o. s. v. Disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
