Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zink - Zink (Blæseinstrument)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blandingen af ristet Malm og Kul — der
anvendes c. 50 % pulveriseret Koks —
indbringes i Lerretorter eller Mufler, der er anbragt
i Siderne af en Gasovn; ind i Retortens
Forplade er stukket et rørformet Forlag, ogsaa af
Ler, der ligger saa meget inde i Ovnen, at
Temperaturen i Forlaget ikke synker under den
nødvendige Højde. Retorterne er fremstillet af
ildfast Ler, blandet med Chamotte; de formes
i særlige Presser og brændes i Temperovne;
Formen kan være noget forskellig —
Tværsnittet er cirkulært eller elliptisk — ligesom
ogsaa Størrelsen varierer efter de forskellige
Distrikter. Gassen, som anvendes til
Opvarmningen, er en Blanding af Luftgas og Vandgas,
fremstillet i Generatorer; Ovnene er forsynet
med Regeneratorer eller Rekuperatorer til
Udnyttelse af Forbrændingsprodukternes
Varmeindhold. Retorterne er forholdsvis smaa — de
mest anvendte indeholder kun Charger paa
25—50 kg — og fyldes ved Hjælp af Skeer
med langt Skaft, der stikkes ind gennem
Forlaget; mekanisk drevne Lademaskiner er
forsøgt anvendte, ikke mindst af Hensyn til at
Arbejdet paa Grund af Ovnens voldsomme
Hede og Udviklingen af Støv og Dampe er
særdeles ubehageligt for Arbejderne, men de
har hidtil ikke faaet større Udbredelse. Hele
Z.-Udvindingen har i det hele taget et for en
moderne metallurgisk Operation usædvanlig
primitivt Præg, og Tabene ved ufuldstændig
Reduktion. Afdestillation og Fortætning er
større end de tilsvarende ved noget andet Metal
(indtil 10—20 %). Man forsøger at erstatte den
periodiske Destillation med kontinuerlige
Arbejdsmetoder, men sikre Efterretninger om
Driftsresultaterne foreligger ikke; det samme
maa vel siges om de elektrotermiske Metoder,
der f. Eks. i Sverige og Norge anvendes i
enkelte større Værker. Navnlig i U. S. A., Japan
og Australien har man i de seneste Aar
beskæftiget sig med elektrolytisk Udskillelse af
Z. af klorid- og sulfatholdige Lude, fremstillet
ved Ekstraktion af Malmene, efter at disse først
har været underkastet en klorende eller
sulfatiserende Ristning. Medens de elektrolytiske
Metoder selv af meget fattige og urene Malme
direkte giver et meget rent Z., maa det ved
de ældre Metoder fremstillede som oftest
underkastes en indgaaende Raffinering, idet Raa-Z.
vil være stærkt forurenet f. Eks. med Bly —
indtil 4—5 % — og med Jern — indtil 0,1 %;
Rensningen sker for Blyets og Jernets
Vedkommende ved Udsejgring, medens en Del
andre Metaller fjernes ved iltende Smeltning i
Flammeovne; næsten kemisk rent og navnlig
blyfrit Z., som anvendes til visse Legeringer,
fremstilles af Willemit, som ikke indeholder
Blyforbindelser.
Z.’s Egenskaber. Z. er et blaalighvidt
Metal med ret stærk Metalglans; dets Atomtal
er 65,37, dets Ordenstal er 30. Strukturen er
oftest udpræget krystallinsk; ved tykkere
Plader er Bruddet bladet med skævvinklede
Striber paa de spejlende Flader. Vægtfylden er ved
20° 6,922; Smeltepunktet 419,4°; Kogepunktet
ved 760 mm 930°; i Katodelys-Vakuum
destillerer det allerede ved 550°; Dampene bestaar
af eenatomige Molekyler. Varmefylden er
omtrent 0,09; Smeltevarmen 23 kg°;
Fordampningsvarmen 422 kg°.
Varmeudvidelseskoefficienten er større end for noget andet Metal,
0,000029. Den elektriske Ledningsevne er c. 0,3
af Sølvets. Ved almindelig Temperatur er Z.
temmelig sprødt; ved Opvarmning til 100—150°
bliver det saa smidigt, at det kan valses; ved
videre Opvarmning forandrer det atter
Egenskaberne og bliver ved 250° endog saa sprødt,
at det kan pulveriseres. Styrken over for Træk
er kun ringe, ligeledes Strækkeligheden. I tør
Luft holder det sig fuldkommen uforandret; i
fugtig Luft overtrækkes det med et Lag af
vandholdigt basisk Karbonat, som beskytter det
mod videre Angreb. Tilstedeværelsen af
Svovldioxyd og Kulstøv gør Angrebet stærkere.
Regnvand angriber det stærkt, særlig paa Grund
af Indholdet af Kuldioxyd og Ammoniak.
Opvarmet i Luft til noget over Smeltepunktet,
brænder dets Dampe med stærktlysende
Flamme til Z.-Ilte. Det opløses i fortyndet Svovl-
og Saltsyre, dog vanskeligt naar det er helt
rent, i hvilket Tilfælde tilsat Kobbersulfat i høj
Grad fremskynder Opløsningen. Salpetersyre
opløser det meget let. Ogsaa Alkalier opløser
Z., idet der under Brintudvikling dannes
Zinkater; frisk Cementmørtel vil derfor angribe
Z.-Plade. Opløselige Z.-Forbindelser er stærkt
giftige.
Z.’s Forarbejdning og
Anvendelse. Z. finder i Teknikken dels Anvendelse som
ublandet Metal, dels som Bestanddel af
Legeringer. Det kan støbes, hvad der maa ske ved
saa lav Temperatur som muligt og i
opvarmede Forme, der ved mindre Genstande
fremstilles af Metal, ved større af Sand. Svindet er
stort, saa større, mere komplicerede Objekter
fremstilles bedst ved Sammenlodning af
mindre Dele. Væsentlig større Betydning har dog
Anvendelsen som Valse-Z. — se Zinkplade —
og som Presse-Z. — se Strengpresning
— i hvilken Tilstand det i mange Henseender
har faaet betydelig forædlede Egenskaber. Ved
Forzinkning (s. d.) overtrækkes Jern med et
Z.-Lag (»galvaniseret Jern«). Betydelige
Mængder bruges i Form af Zinklegeringer (s. d.).
Verdensproduktionen ligger omkring 1 Mill. t
aarlig.
Z.’s Historie. Medens det allerede skal
have været benyttet i Kina og Indien i de
ældste Tider som frit Metal, er Anvendelsen af Z.
i Europa først af forholdsvis sen Oprindelse.
Strabo meddeler om Fremstilling af et
sølvholdigt Metal, der synes væsentligt at have
bestaaet af Z., og Galmeis Egenskab at kunne
omdanne Kobber til et guldlignende Metal
forskelligt fra Bronze var f. Eks. kendt af
Aristoteles. Den tekniske Fremstilling i Europa
af ublandet Z. i større teknisk Maalestok synes
at være grundlagt af Lawson i England i 1730.
Det første Z.-Valseværk oprettedes i 1812 i
Belgien af Dony. (Litt.: Ullmann,
»Encyklopädie der technischen Chemien, XII;
Max Liebig, »Zink und Cadmium« [1913]).
Carl J.
Zink [seii’k] (italiensk Cornetto, fransk
Cornet à Bouquin, lat. lituus), et
forældet Blæseinstrument, der i 16.—17.
Aarhundrede indtog den melodiførende Stemme i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
