Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Württemberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Greveværdigheden. Den historisk sikre Række af
Grever i W. begynder med Grev Ulrich
(1241—65), der besad et anseligt Landomraade i
Neckar- og Rems-Dalen. Han erhvervede af
Konradin Dele af Schwaben samt Fogderiet
over Staden Ulm og ved Køb Grevskabet Urach.
Hans anden Søn, Eberhard I den Oplyste
(1265—1325), efterlod, trods sine Fejder med 3
Kejsere, Landet næsten 1/2 Gang forstørret. Ved
Forliget i Münsingen (1482) fastsloges
Udeleligheden af Landet, der dengang allerede
omfattede 6600 km2. Grev Eberhard V (d. 1496),
en af de bedste Fyrster i det württembergske
Hus, blev ved dette Forlig Enehersker. Han
dannede det »Schwabiske Forbund« 1488,
ophøjedes 1495 paa Rigsdagen i Worms af Kejser
Maximilian I til Hertug og udstedte samme Aar
Landsordningen, den første omfattende
Lovgivning for hele Landet. Da den ødsle og
pragtsyge Ulrich (1498—1550) 1519 havde overfaldet
og besat Rigsstaden Reutlingen, erobrede det
schwabiske Forbund W. og solgte det til
Kejser Karl, der 1522 forlenede sin Broder
Ferdinand med det. Paa Grund af Undertrykkelse
af alle reformatoriske Bevægelser og det
haarde militære Tryk længtes Landet dog snart
efter Hertugen, og i Forbund med Filip af
Hessen og de protestantiske Fyrster lykkedes
det atter Ulrich at faa Landet i sin Magt, men
han maatte ved Forliget i Kaaden 1534
anerkende den østerrigske Overlenshøjhed.
Reformationen blev nu indført i W., navnlig ved
Schnepf, og for Skolevæsenet sørgedes ved de
rige Midler fra de inddragne Kirkegodser. Paa
Grund af Ulrich’s Deltagelse i den
schmalkaldiske Krig blev W. efter de Forbundnes
Tilbagetog fra Sydtyskland besat af de Kejserlige
og blev ved Forliget i Heilbronn 1547 kun
tilbagegivet Ulrich under trykkende Betingelser,
særlig Antagelsen af Karl V’s Interim. Ulrich’s
Søn, Christoph (1550—68), fuldendte
Reformationen i W. og oprettede en politisk og
kirkelig Ordning, der til Dels bestod ind i den
nyere Tid. Ved Forliget i Prag 1599 lykkedes
det Frederik I (1593—1608) imod en større
Pengeerstatning at faa W. fra at være et
østerrigsk Len til atter at blive et Rigslen. W., som
sluttede sig til den evangeliske Union, led
betydeligt under Trediveaarskrigen. Efter Slaget
ved Nördlingen blev Landet besat af
østerrigske og spanske Tropper, flere Landomraader
skænkedes til Bayern, og den daværende
Hertug, Eberhard III (1628—74), maatte flygte
1634, men vendte dog tilbage 1638. Først ved
den westfalske Fred fik han hele sit Land
tilbage, men affolket og forarmet. 1688, 1703 og
1707 blev W. atter hjemsøgt ved Indfald af
Franskmændene. Under sin c. 50-aarige
Regering bragte Karl Eugen (1737—93) mange
Ulykker over Landet ved sin Nydelsessyge og
Ødselhed samt ved sine Angreb paa Landets
forfatningsmæssige Ret. En mere end 20-aarig Kamp,
under hvilken ikke blot den tyske Kejser, men
ogsaa Preussen, England og Frankrig blev
anraabte om Beskyttelse af den württembergske
Forfatning, endte 1770 med det saakaldte
Arveforlig, ved hvilket Landets Rettigheder og
Friheder paa ny blev stadfæstede. Efter Karl
Eugen’s Død fulgte hans Broder, Ludvig Eugen,
og efter dennes Død 1795 en yngre Broder,
Frederik Eugen (1795—97), der var formælet
med en Niece af Frederik den Store, og hvis
Børn derfor var Evangeliske. 1796 trængte
Franskmændene ind i W. 17. Juli afsluttede
Hertugen med disse Vaabenstilstanden i Baden,
ifølge hvilken han trak sine Tropper tilbage
fra Rigshæren, og ved Freden i Paris 7. Aug.
afstod han Mömpelgard til Frankrig imod
Løfte om senere Erstatning. Med Frederik
Eugen endte den katolske Række af Hertuger,
der havde regeret siden 1733. Hans ældste Søn,
Frederik II (1797—1816), deltog mod
Stændernes Villie i den anden Koalition mod Frankrig,
hvorfor Moreau besatte og brandskattede
Landet, medens Hertugen flygtede til Wien. Ifølge
Separatfreden med Frankrig af 20. Maj 1802 fik
han dog i Stedet for det afstaaede Mömpelgard
Provstiet Ellwangen, Abbedierne Schöntal og
Zwiefalten, 5 Klostre og Stiftelser og 9
Rigsstæder, hvoriblandt Reutlingen, Esslingen,
Rottweil, Gmünd og Heilbronn, i alt 2200 km2 samt
Kurfyrsteværdigheden. Da en ny Krig udbrød
1805 mellem Frankrig og Østerrig, sluttede
Frederik i Oktober en Alliancetraktat, ifølge
hvilken han lod sine Tropper støde til Napoleon’s.
Ved Freden i Pressburg 26. Decbr 1805 fik han
de østerrigske Besiddelser i Oberschwaben, flere
Grevskaber og Landfogderiet Altdorf og kunde
den 1. Jan. 1806 antage Kongeværdigheden. Han
forenede samtidig Altwürttemberg og de ny
Omraader til et Hele og gav de 3 kristelige
Konfessioner lige Ret. Juli 1806 tiltraadte han
Rhin-Forbundet. I alle Napoleon’s Krige maatte
han stille sit Kontingent. Freden 1809 i Wien
bragte ham ny Landudvidelser, saaledes at W.,
der 1802 kun havde 600000 Indb., nu havde
1380000 Indb., og Arealet var vokset fra c.
8800 km2 til 19500 km2. Til det russiske
Felttog maatte W. stille en Hær paa 16000 Mand,
af hvilke kun nogle faa Hundrede vendte
tilbage. Efter Slaget ved Leipzig faldt Kong
Frederik fra Napoleon og opnaaede ved Forliget
i Fulda Garanti for sit Landomraade og sin
Suverænitet, hvorefter de württembergske
Tropper 1814—15 deltog i Kampen mod Frankrig.
Paa Kongressen i Wien modarbejdede Kongen
haardnakket enhver Indskrænkning i sin
Suverænitet og tiltraadte først i Septbr 1815 det
tyske Forbund. Allerede i Marts s. A. havde
han tilbudt sit Folk en Stænderforsamling for
at forekomme mulige Fordringer fra
Forbundsdagen. De württembergske Stænder fordrede
dog Genindsættelse af den gamle Forfatning.
Under Forhandlingerne herom døde Kongen
1816. Hans Søn, Vilhelm I (1816-64), lykkedes
det først i Septbr 1819 at komme overens med
Stænderne om en Forfatning.
Februarrevolutionen 1848 gav ogsaa i W. Anledning til en
national Frihedsbevægelse, som Kongen straks
gav efter for. Der indførtes Pressefrihed,
Førerne for det liberale Parti indtraadte 9. Marts
i Ministeriet, og i Juli 1849 vedtoges en ny
Valglov. Den württembergske Forfatning var
en af de første, der anerkendtes paa
Nationalforsamlingen i Frankfurt, og tvunget af
Ministeriet nødtes Kongen i April 1849 til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
