Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Worm, Jens - Worm, Ole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Fødebys Skole, til hvilken han var knyttet
i 35 Aar, siden 1752 som dens Rektor. W. har
skrevet »Forsøg til en Skolehistorie«; hans
Hovedværk er dog hans fortræffelige »Leksikon
over danske, norske og islandske lærde Mænd,
som ved trykte Skrifter have gjort sig
bekendte« (1—3, 1771—84), endnu den Dag i Dag
et uundværligt Hjælpemiddel for enhver dansk
Litteraturforsker.
J. Cl.
Worm, Ole (Oluf), dansk Læge, Samler
og Arkæolog, f. i Aarhus 13. Maj 1588, d. som
Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn 31.
Aug. 1654. Hans Fader var Borgmester Villum
W., af en fra
Holland under
Religionskrigene udvandret
Slægt. Han fik
sin første
Undervisning i
Aarhus Skole,
men sendtes 13
Aar gammel
til Lüneburg
og siden til
Holland. 17 Aar
gammel
immatrikuleredes han
i Marburg, men
drog snart til
Giessen og
1607 til
Strassburg, hvor
han tog fat paa sine medicinske Studier,
og til Basel. I de nærmeste Aar studerede
han i Padua, Montpellier og i Paris, hvor han
allerede gjorde sig bekendt som dygtig Læge.
Først 1610 blev W. indskrevet blandt de
akademiske Borgere ved Kjøbenhavns Universitet,
men i de følgende Aar fortsatte han atter sin
Uddannelse i Udlandet, blev medicinsk Dr. i
Basel og besøgte England. Efter en alsidig
Uddannelse blev han 1613 Professor i Kjøbenhavn,
dog først 1624 i sit egentlige Fag, Medicinen,
og virkede nu som Universitetslærer til sin Død.
Han var 3 Gange gift, sidst med Magdalene
Motzfeldt, Søster til Griffenfeld’s Moder, og
havde i sine Ægteskaber mange og flinke
Børn.
Som medicinsk Lærer roses han for
Dygtighed og Flid. Navnlig fremmede han
Kendskaben til Anatomi og Lægeplanter, og han
udarbejdede en Del vægtige og omhyggelige Skrifter
i sit Fag. Tillige virkede han som Læge og blev
meget yndet, navnlig i højtstaaende Kredse;
saaledes var han Læge for Kongen, Christian
IV, og den udvalgte Konge, Prins Christian.
Han var samvittighedsfuld som faa, ogsaa
under Pestepidemierne, og faldt til sidst vistnok
som Offer for sit Kald. Det skulde dog blive
Virksomheden paa et helt andet Felt, der
skabte hans særlige Berømmelse. W. stod paa
Højden af sin Samtids alsidige, videnskabelige
Dannelse. Gennem de mange Aars Ophold i
Udlandet havde han tilegnet sig en usædvanlig
Fylde af Kundskaber og tillige et videre Blik
paa Forhold og Personer, end de fleste besad.
Det var i hans Tid endnu muligt at have
solide Kundskaber i en Række af Fagvidenskaber.
Naar W. imidlertid endogsaa kunde omtrent
nyskabe et særligt Videnskabsfag, der
tilsyneladende laa langt borte fra hans daglige
Gerning, hang det sikkert sammen med Interesser,
der havde deres Spire i hans tidlige Ungdom
og alt i hans Studietid var dyrkede som
Adspredelse fra hans øvrige Arbejde. Vist er det,
at han tidlig var begyndt at give sig af med
danske Oldsager og
Oldtidsminder, specielt Runestene. Og her kunde han i
særlig Grad drage Nytte, dels af udmærkede
Familieforbindelser, dels af de mange
personlige Venskabs- og Tillidsforhold, hvori en
Mand af hans vindende Karakter naturlig
kom. Saaledes kunde han 1622 udvirke en
kongelig Ordre til Rigets Bisper om at
undersøge alle Slags Oldtidsminder og
Oldsager og indsende Beretning derom. Et andet
Kongebrev af 1625 gav ham Paalæg om og
Bemyndigelse til selv at foretage Rejser i
samme Øjemed. Desværre fik disse dog kun et
ringe Omfang, og Betydningen af hans Arbejde
vilde have været langt højere, om han mindre,
end Tilfældet nu blev, havde været nødt til at
benytte andres Iagttagelser som Grundlag. Kun
et ringe Antal Runestene har han selv
undersøgt; men tilstrækkeligt til at vise, at han var
en omhyggelig Iagttager og redelig Meddeler
af, hvad han kunde se; hans
Førstehaandsundersøgelser giver en høj Forestilling om hans
Forskerevne og Karakter. Men paa de fleste
Punkter maatte han desværre nøjes med at
bearbejde det righoldige, men meget
forskelligartede Materiale, som nu strømmede ind til
ham. Samtidig havde han til Støtte for sine
Arbejder anlagt Samlinger, som blev meget
omfattende og til sidst fik helt Museumspræg. I
1639 blev det første Guldhorn fundet. W.
har utvivlsomt Fortjeneste af, at det ikke blev
omsmeltet, men af Kongen skænket til Prins
Christian; efter hans Opfordring skrev W.: De
aureo cornu, »om det gyldne Horn« (1641), et
lærd Skrift med en omhyggelig Gengivelse, der
endnu har høj Værdi, og en omfattende
allegorisk Tydning.
W. havde sat sig den Opgave at udgive
samtlige kendte Runeindskrifter, og dette Maal blev
virkelig naaet. Aar 1643 udkom hans berømte
Monumenta Danica (Monumentorum Danicorum
libri sex) med 5 Bøger Runemindesmærker og
en Bog med adskillige antikvariske Meddelelser,
navnlig ogsaa om Lejre og Danevirke. Andre
Skrifter, der til Dels var ældre og
indarbejdedes i Hovedværket, var Fasti Danici (1626) om
en Runekalender, som Kansler Chr. Friis havde
givet ham, Tulshøi seu Monumentum Strøense
in Scania, om et Mindesmærke i Skaane, samt
en Afhandling om Tryggevælde-Stenen. I
Fortolkningen viser han sig ofte hildet i Samtidens
Mangel paa Kundskab til ældre dansk Sprog,
og Gengivelserne svarer ikke til en senere Tids
Krav. Men Værket var dog en videnskabelig
Bedrift af høj Rang; det indeholder megen
 |
| O. Worm. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
