Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Voltaire, François Marie Arouet de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Tragedie frigjorde sig aldrig helt fra den
Corneille-Racine’ske Tradition, og som ældre
opponerede han endog imod enhver Udskejelse
af Teatret. Efter et Par forfejlede Tragedier,
Brutuš (1730), La mort de César (1731), samt
den helt mislykkede Eriphyle, skrev han 1732
sin bedste og meget berømte Tragedie Zaïre,
hvor han i Modsætning til den klassiske
Tragedies Emnevalg fra græsk-romersk Historie og
Mytologi henlægger Scenen til Orienten og lader
Kampen staa mellem en ung kristen Slavindes
Kærlighed til en islamitisk Sultan paa den ene
Side og hendes Kristendom og Hjemlængsel
mod Frankrig paa den anden. I andre
Tragedier forlægger han Scenen til andre
Verdensdele og andre Tidsaldre, kostumerer sine Helte
endog som Tatarer og Kinesere, men naar trods
alle saadanne Paafund ikke ud over en vis
Opera- og Melodrama-Stil i Dekorationer og
Dragter, hvorimod Tragediernes indre Liv
vedbliver at være tørt, goldt, snusfornuftigt,
docerende. Hans vigtigste senere Tragedier er
følgende: Alzire (1736), Zulime (1740), Mahomet
(1742), Mérope (1743), Sémiramis (1748), Oreste
(1750), Catilina (1752), L’orphelin de la Chine
(1755), Tancrède (1760), Socrate, Saül, Les
Scythes (1767), Les lois de Minos, Don Pèdre og
Irène. Af V.’s Komedier er den bedste L’enfant
prodigue (1736); desuden kan nævnes Nanine
(1749), Le droit du seigneur, Charlot og Le
dépositaire.
1733 slog V. med sit Temple du goût ind paa
sit Hovedfelt, den ætsende satiriske Kritik; her
underkastede han sin Samtids litterære
Smagstilstande en skarp og spottende Revision.
Endnu større Forargelse vakte de engelske Breve,
hvoraf franske Eksemplarer 1734 naaede Paris;
Boghandleren kastedes i Bastillen; V. selv
maatte flygte fra Paris, først til Lothringen; en
Maaned senere tog han med Regeringens
Tilladelse Ophold i Cirey (i Champagne) hos sin
Veninde, Marquisen af Châtelet. Her havde han
i de følgende ti Aar et sikkert Tilflugtssted, nær
nok ved Paris til at kunne deltage i
Verdenslivet, nær nok ved Grænsen til hurtig at kunne
bjerge sig. Her levede han forkælet og smigret,
i Luksus og straalende Virksomhed; Fru de
Châtelet var en mangesidig dannet Dame,
begejstret for Fysik og Filosofi, vilde helst erobre
V. for Naturvidenskaben og drage ham bort fra
Digtekunsten. Hun holdt ham fra at udgive det
siden berygtede Heltedigt La Pucelle, hvori han
med obskøn Frækhed river Helgenglorien af
Jomfruen af Orléans for samtidig at rette et
Dødsstød mod den katolske Kirke. Først 1755
tryktes Digtet uden Forfatterens Samtykke i
Frankfurt a. M. Mere betydningsfulde end hans
Dramaer fra denne Tid blev hans
naturvidenskabelige og filosofiske Skrifter: Traité de
méthaphysique (1734), hvori han bekender sine
Anskuelser i Tilslutning til Locke og Newton;
Conseils à un journaliste (forfattet 1737, udg.
1744); Observations sur le commerce, le luxe et
les impôts (1738), et Indlæg for Frihandel,
Industriens og Finansernes Opkomst; Éléments de
la Philosophie de Newton (1738), der i Løbet af
faa Aar bragte Strømkæntring i Frankrigs
officielle Filosofi.
1736 traadte V. i Brevveksling med den
senere preussiske Konge, Frederik den Store, der
paa den Tid blev brutaliseret og kuet af sin raa
og strenge Fader; V. smigredes og rørtes over
den unge Kronprins’ Beundring og
Frihedstrang; et fortroligt Forhold knyttedes hurtig
mellem dem, men V. tøvede længe med at
imødekomme Indbydelsen til at slaa sig ned i
Preussen; hans Forfængelighed drog ham
foreløbig mod Hoffet i Versailles, som han sleskede
for ved servil Festspil-Poesi (La princesse de
Navarre, 1745, i Anledning af Dauphinens
Formæling) og Panegyrik over franske Helte og
Konger (Poème de Fontenoy [1745], Le temple
de Gloire, Panégyrique de Louis XV [1748]); i
Anecdotes sur Louis XIV (1748) forsvarede han
endog Ophævelsen af det Nantes’ske Edikt. Han
lønnedes med Stillinger som Kammerherre og
kongelig Historiograf, 1746 med Optagelse i
Akademiet. Efter Marquisen af Châtelet’s Død
(1749) gik det dog hurtig tilbage med hans
Indflydelse ved Hoffet, han blev ked af Intrigerne
og Konkurrencen med andre Digtere og
Filosoffer; og nu benyttede han sig af Tilbudet fra
Preusserkongen, hvem han hidtil kun flygtig
havde set, men i stadig Brevveksling hjulpet,
undervist, rettet Stil og Vers for. Fra Juli 1750
til sidst i Marts 1753 var han Kong Frederik’s
Gæst i Potsdam og Berlin, hædredes og fejredes
og var det straalende Brændpunkt i den Kreds
af Skønaander, Skeptikere og Videnskabsmænd,
der samlede sig om »Filosoffen paa Tronen«;
men i Længden forskertsede han Kongens
Venskab og Tillid, dels ved den daglige Omgangs
smaa Chikanerier og Intriger, dels ved sin
Karakters smaalige Pletter, der blev synlige paa
nært Hold: sin Forretningsgridskhed, sin
Havesyge og sin giftige Tunge. Rivaler pustede til
Ilden og kolporterede bedske Ord fra Part til
Part. V.’s Forbindelse med en Jødespekulant,
hans Strid med Berliner-Akademiets Præsident
Maupertuis og Forsøg paa at
latterliggøre ham i et anonymt Skrift vakte Kongens
Harme i en Grad, saa V. selv uforsonlig tog
Rejsepas og forlod Preussen. Kongen viste ham
den Tort at lade ham anholde i Frankfurt a. M.
af den preussiske Agent under Paaskud af, at
V. havde undladt at tilbagelevere et Bind af
Kongens Digte. Da han, efter at have siddet
fængslet i over en Maaned, slap løs, var han
grundig bleven ked af at søge Selskab med
Konger. Han vovede daarligt nok at ty til sit
Fædreland, hvis Hersker heller ikke havde Bud
efter ham. En Filosof burde efter hans Mening
ligesom Ræven have flere Udgange, for at
undgaa at blive tagen af Hundene i sin Hule. Nu
søgte han sit Asyl i Schweiz, boede her først i
Nærheden af Genève, men fortrak, da
Gejstligheden saa ilde til ham, 1758 over paa fransk
Grund, hvor han endnu nærmere ved Genève
købte sig Slottet Tournay og Landsbyen Ferney.
Her levede han sine sidste tyve Aar, rig og
uafhængig; hans økonomiske Foretagsomhed
resulterede i en næsten fyrstelig Indtægt, og nu
var det de store Mænd, der maatte komme til
ham, »Patriarken i Ferney«.
Opholdet ved det preussiske Hof udviklede
hans »Voltairianisme« til dens sidste aggressive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
