Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Volga - Wolgast - Volga-Tyskernes Republik - Wolgemuth, Michael
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man neden for Kamas Indmunding regne med
en for Flodskibene farlig Isdrift, der, efter at
V.’s egen Isgang er sluttet, kommer fra den
kolde Kama. Resultatet bliver, at V. kun er
sejlbar c. 6 1/2 Maaned om Aaret; men dog er
den af umaadelig Betydning for Ruslands
Varetrafik, idet den er sejlbar i næsten hele sin
Længde. Med Bifloder danner den et sejlbart
Flodnet paa 14000 km; over 40 Købstæder og
1000 mindre Byer ligger ved dens Bredder.
Hjemmehørende i V.’s Flodhavne er en meget
stor Dampskibsflaade og adskillig flere Gange
saa mange Pramme og Flodskibe uden
Dampkraft. De første Forsøg med Dampskibsfart paa
V. gaar tilbage til 1815; men Udviklingen tager
først Fart efter 1843. De Varesorter, der særlig
befordres ad Flodvejen, er grovere Varer som
Tømmer, Brændsel, Korn, Petroleum og Salt.
Dog ogsaa Persontrafikken er af Betydning, i
Særdeleshed fra Nishnij-Novgorod til
Astrachan, paa hvilken Strækning bruges store
Dampere med 2—3 Etager efter amerikansk
Mønster. Skibsfarten paa V. besørges, fra 1923, af
Statens V.-Skibsfartsselskab, som bestaar af
forskellige Forvaltningsomraader. Øvre V. staar
gennem 3 Kanalsystemer, det Vischnij
Volotschek’ske, det Tichvin’ske og
Maria-Kanal-Systemet, i Forbindelse med Ladoga og gennem
Hertugen af Württemberg’s Kanal med Dvina.
Skibe paa indtil 3000 t kan sejle op til
Nishnij-Novgorod, og Skibe paa indtil 1000 t kan
gennem Maria-Kanal-Systemet sejle til Petrograd
(Leningrad). Skønt V.’s Vand er temmelig
uklart, er det dog ikke skadeligt for
Fiskelivet, der i Floden er særdeles rigt og giver
Anledning til meget betydelige Fiskerier. Disse
begynder egentlig først S. f. Simbirsk og drives
i størst Maalestok mellem Astrachan og
Mundingen. Om Foraaret vandrer en overordentlig
Mængde Fisk fra det kaspiske Hav op i
Flodmundingerne, hvor paa denne Aarstid over
10000 Baade ligger paa Fiskeri. Særlig vigtig er
Fangsten af Stør (Acipenser huso, stellatus og
ruthenus), der leverer Kaviar og Husblas til
Udførsel; men desuden fanges i Floden
Gedder, Brasen, Karper, Maller samt den saakaldte
Vobla eller Taranx (Leuciscus rutilus caspicus),
der fanges i umaadelige Masser og i tørret og
saltet Tilstand udgør et almindeligt
Næringsmiddel. Fiskerierne har lidt meget under
Revolutionen. Astrachan Distriktet leverede 1923
c. 230 Mill. kg Fiskeriprodukter eller omtrent
Halvdelen af Produktionen sidste Aar før
Krigen. Regeringen har gjort Fiskerierne til en
Statsorganisation, der er urentabel, som den
drives, og som forarmer de private Fiskere.
V. var allerede kendt i Oldtiden under
Navnet Rha eller Oarus. Araberne kendte den
under Navn af Itil, hvilket Navn genfindes hos
forskellige byzantinske Forfattere.
Middelalderens Europæere kaldte snart Floden V., snart
Erdil eller Etimia. Mordvinerne kalder
den endnu Rau, hvilket Navn maaske staar i
Forbindelse med Oldtidens Rha;
Tscheremisserne bruger Navnet Jul og Tatarerne Etil,
Itil eller Atel. Ligesom V. nu er Ruslands
Hovedflod, har den for Storrusserne spillet en
mægtig historisk Rolle, og den er Folkets
nationale eller, om man vil, hellige Flod, der
sædvanligvis benævnes »lille Moder V.«.
Oprindelig var V.’s Strømomraade beboet af
ural-altaiske Folk; men langs V. trængte
Storrusserne frem mod Øst, og allerede før Slutningen
af 9. Aarhundrede træffer man dem ved øvre
V. I 13. Aarhundrede grundlagdes Byerne
Kostroma, Jurgevez og Nishnij-Novgorod.
Tatarernes og Mongolernes Indfald standsede
Fremrykningen for lange Tider. Først da Kanaterne
Kasan og Astrachan var erobrede henholdsvis
1552 og 1557, begyndte den paa ny. 1586
grundlagdes Samara, 1648 Simbirsk og 1697 Sysran.
(Litt.: F. H. Müller, »Strømsystem der
Wolga« [Berlin 1839]; H. Roskoschny,
»Die Wolga und ihre Zuflüsse« [Leipzig 1889]).
(H. P. S.). N. H. J.
Wolgast [’vålgast], By i preussisk Provins
Pommern, Regeringsdistrikt Stralsund, ved
Jernbanelinierne Greifswald—W. og
Züssow—W. og ved Sundet mellem Usedom og
Fastlandet, Peene, der 7 km derfra udmunder i
Østersøen, og som danner Byens Havn, har (1925)
7198 Indbyggere. Amtsret; Staalstøberi,
Fabrikation af Tobak og Cement, Træbearbejdning,
Skibsbyggeri. Den tidligere betydelige Skibsfart
er gaaet tilbage. Havnen er tilgængelig for
Skibe indtil 5 m’s Dybgaaende. W. er en meget
gammel By og var tidligere Sæde for Hertugen
af Pommern-W. Den blev gentagne Gange
erobret under Trediveaarskrigen; 1675 blev den
erobret af Kurfyrsten af Brandenburg, 1713
plyndret af Russerne og 1715 generobret af
Svenskerne.
(Joh. F.). O. K.
Volga-Tyskernes Republik, autonomt
Omraade inden for R. S. F. S. R. (Storrusland),
beliggende omkring nedre Volga og grænsende
mod Ø. til Kirgiserrepublikken og
Guvernementet Samara, mod N. og Vest til Saratov og mod
S. til Tsaritsyn. Arealet er 24940 km2 med
(1925) 556683 Indbyggere. V.-T.’s R. omfatter
væsentlig Steppeegnene paa Volgas lave venstre
Bred, og med Undtagelse af 35000 Mennesker,
der bor i Byerne, er alle Landboere. Hvede er
Hovedkornsorten, men ogsaa Rug og Byg og
— i den senere Tid — Tobak dyrkes. Omraadet
lider af Tørkeperioder og ramtes i særlig
Grad haardt under den frygtelige Misvækst
1919—20, under hvilken talrige Mennesker døde
af Hungersnød. — Indbyggerne er
Efterkommere af tyske Kolonister, som Katharina II
indkaldte 1763 til Opdyrkning af Steppen,
og som endnu har bevaret det tyske Sprog.
Den største tyske Koloni opstod her i Saratovs
Omegn, og efter Revolutionen blev denne, der
før hørte under Guvernementerne Samara og
Saratov, udskilt som et selvstændigt Omraade
med indre Selvstyre (19. Oktober 1918).
Omraadet deles i 14 Distrikter, hvoraf 7 er rent
tyske, 2 rent russiske og 5 blandede.
Hovedstad er Marxstadt (tidligere
Jekaterinstadt). (Litt.: G. Bonwetsch, »Geschichte
der deutschen Kolonien an der Wolga«
[Stuttgart 1919]; F. H. Reimisch, »Die deutschen
Wolgakolonien« [Berlin 1922]).
N. H. J.
Wolgemuth [’vo.lgəmu.t] (Wohlgemuth),
Michael, tysk Maler, Billedhugger og
Træskærer, f. 1434 i Nürnberg, d. 1519 smst.,
uddannet i sin Fødeby under H. Pleydenwurff,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
