Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wolfhagen, Frederik Herman - Volfning - Volfram - Volfram (Grundstof) - Volframblaat - Volframblymalm - Volframbronze - Volframgult - Volframit - Volframstaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vita nuova (efter Dante), nogle
Kammermusikværker og Klaverstykker samt Kor og
Solosange.
W. B.
Wolfhagen, Frederik Herman, dansk
Minister, f. 3. Aug. 1818 i Kbhvn, d. 25. Apr.
1894. Han var Søn af en slesvigsk Embedsmand
i Centraladministrationen, studerede i Kbhvn og
ved tyske Universiteter og tog 1842 juridisk
Eksamen i Kiel. 1848 blev han Kancellist i det
siesvig-holstenske Kancelli og i April Sekretær
under den ny Regeringskommissær i Slesvig;
fulgte 1849 med Tillisch til Slesvig og blev
Septbr n. A. Amtmand i Flensborg Amt samt
1854 Kammerherre. W. valgtes 1855 af de
slesvigske Stænder til Medlem af Rigsraadet og var
Juni 1856—Decbr 1863 med en kort Afbrydelse
Minister for Slesvig, styrende i nationalliberal
Aand med sin Departementschef, Regenburg,
som bestemmende Raadgiver. 1864 valgtes han
i Nordslesvig til Rigsraadets Landsting, men
trak sig allerede i Novbr s. A. tilbage og tog
ikke senere Del i det offentlige Liv. Derimod
var W. Danmarks Generalkommissær ved
Verdensudstillingerne i Wien 1873 og Paris 1878
samt Direktør for Blinde- og
Døvstummeinstitutterne siden 1884; endvidere 1888—91
Formand i Kommissionen om de Døvstumme og
Aandssvage. 1848 skrev han til
»Antislesvigholstenske Fragmenter« en lille Afhandling »om
det slesvigske og holstenske Ridderskabs
Socialnexus«.
(E. E.). H. J-n.
Volfning, se Uld, S. 210.
Volfram (Mineral), se Volframit.
Volfram, W, med Atomvægten 184,0, er et
Grundstof, der aldrig findes i fri Tilstand i
Naturen, men som volframsure Salte. Det
fremstilles ved Reduktion af Volframsyreanhydrid
med Aluminium; man maa ved denne Metode,
for at faa et aluminiumfrit Produkt, antænde
en Blanding af de nævnte Stoffer udrørt med en
Trediedel af dens Rumfang flydende Luft,
hvorved Reaktionstemperaturen forhøjes betydelig.
Man kan ogsaa reducere Volframsyreanhydrid
med Kul eller med Brint ved meget høj
Temperatur.
V. er et meget vægtfyldigt (Vf. 18,7—20,2
efter den mekaniske Bearbejdning, det har været
underkastet), staalgraat, haardt og sprødt,
stærkt glinsende Metal, som ikke iltes i Luften
ved almindelig Temperatur. Pulverformet V.
forbrænder i Luften ved Ophedning til
Volframsyreanhydrid, WO3, et gult
Pulver, som er uopløseligt i Vand og i Syrer, men
opløseligt i Alkalier under Dannelse af
volframsure Salte. Disse giver ved Tilsætning af Syrer
Volframsyre, WO(OH)4, som et hvidt
Bundfald, der efter Tørring over Svovlsyre faar
Sammensætningen WO2(OH)2, svarende til
Svovlsyre. Ved Opvarmning til over 100° gaar
den over til Divolframsyre, H2W2O7,
som er analog med Pyrosvovlsyre. En opløselig
Volframsyre faas ved Dialyse af en 5 %
Opløsning af Natriumvolframiat og Saltsyre.
Volframiaterne (de volframsure Salte) afledes
enten af den normale Volframsyre eller af
Polyvolframsyrer; i Naturen findes
Kalciumvolframiat som Scheelit eller Tungsten og
Ferro-Manganovolframiat som Volframit.
Det sidstnævnte Mineral er den hyppigste
Volframerts. Normalt
Natriumvolframiat, Na2WO4+2H2O, danner farveløse,
Ictopløselige Krystaller;
Natriummetavolframiat, Na2W4O13+10H2O, er ogsaa letopløseligt.
V. danner ogsaa en Ilte, WO2. Til de nævnte
Ilter svarer Sulfiderne WS2 og WS3; af
Klorider kendes WCl6, WCl5. og WCl4 samt enkelte
Oxiklorider. Sættes Saltsyre til en Opløsning af
et Volframit, udfældes et hvidt Bundfald af
H2WO4H2O, som ved Opvarmning med
Stannoklorid bliver mørkeblaat. De volframsure
Salte forener sig med Fosforsyre og Kiselsyre
til komplekse Forbindelser, der krystalliserer
villig. Fosforvolframsurt Natron er et udmærket
Reagens for Alkaloider o. a. l.
V. anvendes som Tilsætning til Staal, der
derved bliver til meget haarde Specialstaal. Store
Mængder V. gaar til Fremstilling af
Glødetraad til elektriske Lamper, bl. a.
Osramlamper, se elektrisk Lys. Saakaldte
Vo1frambronzer (s. d.) anvendes paa Grund
af deres smukke Udseende til Bronzering. De
letopløselige Natriumvolframiater anvendes til
Beskyttelse af Tøj mod Antændelse.
Volframsyren blev opdaget af Scheele 1781;
Metallet blev isoleret 1783 af Brødrene
d’Elhujar.
(O. C.). S. P.
Volframblaat. Ved lempelig Ophedning af
Volframsyreanhydrid i Brint eller ved
Behandling af denne Syre med Zink og Saltsyre faar
man et blaat Volframilte, W2O5, som et i Vand
uopløseligt Pulver, der i fugtig Luft gaar over
til Volframsyre. Det benyttes under Navnet V.,
Mineralblaat eller blaa Karmin som
blaa Farve. Blandet med Volframsyre giver det
en grøn Farve.
(O. C.). S. P.
Volframblymalm, d. s. s. Stolzit.
Volframbronze [-bråŋsə],
Volframguldbronze, Safranbronze, er
Natrium-Volframvolframiat, Na2W2O9; det faas ved
Sammensmeltning af Natriumvolframiat med
Volframsyre og Glødning af Blandingen i Brint
eller Gas og er et metalglinsende, guldgult,
krystallinsk Pulver, som uden Luftens Adgang kan
taale Glødning. Et tilsvarende Kaliumsalt er
violet, men har i Sollys Kobberglans; det kaldes
Magentabronze; blandes det med
Volframblaat, faas Volframviolet.
(O. C.). S. P.
Volframgult, Mineralgult, er
Volframsyreanhydrid (se Volfram).
Volframit (Volfram), Mineral, er en
isomorf Blanding af Jern- og Mangantungstat
(Fe,Mn)WO4 og danner monokline, sorte,
metalglinsende Krystaller. V. er den mest udbredte
af de i Naturen forekommende
Volframforbindelser; den findes paa Tinstenslejerne, saaledes
i Erzgebirge, Cornwall og ved Ivigtut i
Grønland.
(N. V. U.). O. B. B.
Volframstaal, et legeret, selvhærdende
Staal med stort Volframindhold, bruges til
Værktøj og fremstilles ofte i en elektrisk Ovn.
V. er meget haardt, kan smedes, men ikke
svejses. Brudfladen er meget finkornet og
fløjelsagtig. Det første V. og dermed det første
selvhærdende Staal blev fremstillet af Mushet
og indeholdt 5 % Volfram og 0,5 % Krom.
Dette er nu stillet i Skygge af de moderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
