Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vivisektion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medicin. Det er ikke mindst igennem dette,
at Lægekunsten faar sit naturvidenskabelige
Grundlag og bliver en Videnskab. Den ældste
græske Medicin beskæftigede sig væsentlig kun
med Iagttagelse af Sygdommens Symptomer.
Symptomernes Forhold til Organernes
Virksomhed var den ukendt. Dens
Helbredelseskunst hvilede derfor kun paa de rent
erfaringsmæssige Resultater af en Række Forsøg
med en eller anden Helbredelsesmetode eller
Lægemiddel, og de anvendte Midler var for
største Delen rent »symptomatiske«, d. v. s.
søgte kun at fjerne Symptomet uden at kunne
beskæftige sig med Sygdommens Aarsag og
Fjernelsen af denne. Det gaar imidlertid snart
op for Oldtidens Læger, at for at naa til at
ei kende Sygdommens Aarsag er det først og
fremmest nødvendigt at kende Organernes
Virksomhed i sund Tilstand, og her staar ingen
anden Vej aaben end at undersøge den dyriske
Organisme i levende Live.
Allerede hos den alexandrinske Skole i 3.
Aarh. f. Kr. finder vi de første Spor af et
videnskabeligt Dyreforsøg, men det er først
med Oldtidens store Fysiolog og Læge
Galenos fra Pergamon (f. 129 e. Kr.), at det
metodiske Dyreforsøg træder frem i
Forgrunden. Han var selv en udmærket
Eksperimentator, og hans Forsøg skaffer straks en stor
Række nye fysiologiske Kendsgerninger til Veje,
der virker befrugtende og udviklende paa
Medicinen og dens Helbredelsesmetoder. Efter
Galenos synker Dyreforsøget atter i
Forglemmelse. Middelalderens Læger bygger ganske
vist paa ham og hans Værker, men de
indskrænker sig væsentlig til at gentage hans
Anskuelser eller at forsyne dem med omskrivende
Kommentarer. Selvstændige Forsøg bliver ikke
udførte, og Følgen er, at hele Middelalderen
ikke paa et eneste væsentligt Punkt
frembringer noget nyt og blivende inden for Medicinen.
Da de medicinske Videnskaber efter en mere
end 1000-aarig Stagnation atter i 15. og 16.
Aarh. begynder et selvstændigt Arbejde, er det
igen Dyreforsøget, som lægger Grunden til og
bliver Bæreren af en ny Række store
Opdagelser paa alle Omraader, og som paa en vis
Maade kulminerer i Harvey’s (1578—1658)
Opdagelse af Blodets Kredsløb, der selv bliver
Indledningen til en ny Epoke i Medicinens
Historie. Denne Opdagelse hviler paa en lang
Række metodisk gennemført« Forsøg paa Dyr
og havde visselig ikke kunnet naas ad anden
Vej. Den følges af Opdagelsen af Lymfen og
Kylus atter ved Dyreforsøgets Hjælp og en
videre Udvikling af vort Kendskab til Hjertets
Arbejde, Blodtryk og Blodbevægelsen, Musklens
Arbejde, Kirtlernes Afsondringer. Der er
næppe noget Omraade, hvor ikke Dyreforsøget
skaffer nye Kendsgerninger og nye Synspunkter til
Veje, som direkte eller indirekte fremmer den
medicinske Forskning og Helbredelseskunsten.
Med den sidste Halvdel af 18. Aarh. træder
atter Dyreforsøget i Baggrunden.
Eksperimentets vanskelige og møjsommelige Vej forlades
til Fordel for en spekulativ Metode, som atter
frembringer en Standsning i Lægevidenskabens
Fremskridt (Vitalismen). Heldigvis bliver den
af kort Varighed. Med Midten af 19. Aarh.
begynder et nyt og frugtbart Arbejde paa
eksperimentelt Grundlag, som følges af en hurtig
og rig Udvikling paa alle Omraader.
Nervesystemets, Muskelarbejdets, Fordøjelsens og
Afsondringernes Funktioner undersøges ved Hjælp
af Dyreforsøget af Mænd som Magendie,
Claude Bernard, du Bois-Reymond,
Ludwig o. m. a., og en Række store
Opdagelser viser atter Metodens Frugtbarhed.
Hidtil havde Dyreforsøget væsentlig direkte
været anvendt til Studiet af Organismens
normale Livsvirksomhed, om det end indirekte
stadig kaster Lys ogsaa over Forstaaelsen af de
sygelige Processer. Allerede i denne Periode
begynder man imidlertid at overføre
Eksperimentet direkte paa Studiet af Sygdommene
(Claude Bernard), og med den sidste Halvdel
af 19. Aarh. oprinder en ny Epoke for
Medicinen med den moderne eksperimentelle
Patologi, i hvilken Dyreforsøget overalt danner
Grundvolden, og snart aabnes ved Pasteur’s
og Koch’s berømte Undersøgelser over
Bakterierne og deres Rolle som Sygdomsaarsager
en hel ny Videnskab inden for Medicinen, en
Videnskab, som ligefrem er opstaaet paa
Grundlag af Dyreforsøget, og i hvilken dette er den
grundlæggende Metode og som aabner nye Veje
for Sygdommens Bekæmpelse og Helbredelse,
der fører til Resultater, om hvilke man forhen
end ikke havde kunnet gøre sig en
Forestilling.
I den moderne medicinske Forskning er
Dyreforsøget paa saa godt som alle Omraader af
afgørende Betydning. Det anvendes ved Studiet
af de normale Livsfunktioner, ved
Undersøgelsen af Lægemidlers og Giftes Virkninger og til
Opdagelsen af nye Lægemidler, ved Opdagelsen
af Sygdommenes Aarsager og deres Forløb, ved
Paavisning af en foreliggende Sygdoms
virkelige Natur (diagnostiske Forsøg, f. Eks. ved
Paavisningen af Pest, Difteri og Tyfus), til
Fremstilling af visse Helbredelsesmidler, der
har faaet den største Betydning (Serumterapi),
til Uddannelse af nye Operationsmetoder for
den praktiske Kirurgi og paa flere andre
Omraader (f. Eks. visse retsmedicinske
Undersøgelser).
Det er umuligt her at gøre Rede for alle de
vigtige Resultater, hvormed denne Metode har
beriget den videnskabelige Forskning og den
praktiske Lægekunst og Hygiejne. Det maa
være nok at henvise til enkelte væsentlige
Omraader. De Forholdsregler, hvormed man i de
senere Aar har bekæmpet de store Epidemier,
som tidligere atter og atter har hærget Europa
— Pest og Kolera —, hviler paa Kendskabet til
Smittestoffet og dets Udbredelsesmaade, der
atter er studeret ved Hjælp af Dyreforsøget.
Ikke mindre væsentlig har dettes Betydning
været for Bekæmpelsen af Tuberkulosen; for
Difteriens Vedkommende har man ved
Dyreforsøget ikke blot naaet en sikker Paavisning
af Sygdommens Natur, men en Metode, som i
Tvivlstilfælde tillader en sikker Diagnose,
og endelig fundet et Helbredelsesmiddel
(Antidifteriserum), der har nedsat Dødeligheden ved
denne Sygdom i overordentlig Grad.
Epokegørende er Opdagelsen af Aarsagerne til
Saarsygdommene, som atter fører til Indførelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
