Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vipstjærter - Vipunen - Vique - Viques - vir - Virag - Virak, Olibanum - Viraktræ - Virbalis - Wirballen - Virbius - Virchow, Rudolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bjergvipstjært (M. boarula L.), lidt
større end Hvid V., er en meget smuk Fugl,
graa paa Oversiden, gul paa Undersiden med
sort Hage; det er en sydligere Art, der hører
hjemme i Mellem- og Sydeuropa, med nogle
Racer tillige i Asien og Afrika, og særlig ynder
Bjergegne; ogsaa paa de britiske Øer yngler
den almindelig, og i de senere Aar breder den
sig nordpaa, er truffet ynglende i Slesvig, i
Jylland samt i det sydlige Sverige og Norge.
Lige saa rig paa Racer som Hvid V. er Gul
V. (Majfugl, Engfugl, Gulspink,
Bygsæd) (M. flava L.), som med henved 15
Racer er udbredt over det meste af Europa,
Asien og en Del af Afrika. Hovedformen
yngler i en stor Del af Europa, er en smuk Fugl,
lidt mindre og spinklere end den hvide V.; hele
Undersiden er stærkt gul, Oversiden gulgrøn,
Hovedet askegraat, med en hvid Stribe gennem
Øjet; i Vinterdragten er Farverne mindre rene,
den gule Farve blegere, hos Ungerne i første
Dragt er den hvidgul, og tillige findes hos dem
mørke Pletter paa Brystet. De forskellige
Racer skilles væsentlig ved Farven paa Hovedets
Overside, der fra lysegul kan blive næsten sort.
Paa de britiske Øer findes Racen rayi Bp, med
næsten gult Hoved. I Norge yngler den typiske
Form kun i Landets sydvestlige Egne, medens
Formen borealis Sundev. (Gulerle,
Saaerle) med mørkegraat Hoved og sort
Øjenstribe yngler i stort Tal over det meste af
Landets Bjergegne helt op til Nordkap. Den er
udbredt i en Del af Nordeuropa og Asien, træffes
paa Trækket jævnlig i Mellemeuropa, ogsaa i
Danmark. — Den gule V. er udbredt over det
meste af Danmark, om end der er stor
Forskel paa dens Hyppighed i Landets forskellige
Egne. Frodige Engstrækninger er dens
Yndlingssteder, og den er sammen med Viben en
typisk Fugl i et dansk Englandskab. Den
kommer i Begyndelsen af Maj, lægger i Slutningen
af Maaneden sine 5—6 smudsighvide,
svagtplettede Æg i en Rede, der er godt skjult mellem
højt Græs; senere paa Sommeren udruges et
Kuld til. Den færdes næsten altid paa Jorden,
stadig i ivrig Bevægelse paa Insektfangst,
sætter sig dog af og til i et Træ. Sangen er
ubetydelig. I September drager den bort; paa
denne Tid ses ofte større Skarer, undertiden
sammen med den hvide V.
O. H.
Vipunen, finsk Sagnfigur, der kendes fra
en gammel Sang, hvori det hedder, at den
ordsnilde V.’s Søn bygger en Baad ved Trolddom,
men mangler tre Ord, søger og faar disse hos
sin døde Fader. Senere er Väinämoinen traadt
i Sønnens Sted som Baadebygger, han finder de
tre Ord i den døde V.’s Indre, hvorfra han
kun kan slippe ud ved at hamre løs paa hans
Indvolde.
Eva M.
Vique [’wikæ], Vich, By i det nordøstlige
Spanien, Provins Barcelona, ligger 60 km NNØ.
f. Barcelona 481 m o. H. ved den lille Flod
Gurri i en Pyrenæer dal samt ved Banen fra
Barcelona til San Juan de la Abadesas. (1920)
11530 Indb. V. er Bispesæde og har Tilvirkning
af Hatte, Handsker og Lærred. I Omegnen
findes Kobber- og Kulgruber. I Oldtiden hed V.
Ausa og var Ausetanernes Hovedstad. Da den
senere under Vestgoterne blev Bispesæde,
kaldtes den Ausonia. 713 ødelagdes Byen af
Araberne, og da den 798 genopførtes af
Franskmændene som en stærk Fæstning, fik den
Navnet Vic d’Osonea (Vicus Ausoniensis).
(H. P. S.). C. A.
Viques [’wikæs]. Krabbe-Øen, Ø i
Vestindien hørende til Puerto Rico, 10 km Ø. f.
denne, 135 km2 med 6000 Indb., som driver Fiskeri
og Skovhugst. Hovedby er Isabel Segunda.
M. V.
vir (lat.), Mand (jfr. Decemviri,
Triumvirat).
Virag, se Telefonapparater, S. 192.
Virak, Olibanum, en Gummiharpiks, som
faas ved Indtørring af den af forskellige Arter
Boswellia udflydende Saft, der navnlig
indsamles i Arabien og Somaliland. V. har en
harpiksagtig, balsamisk Lugt og en krydret, skarp og
bitter, kølende Smag. V. benyttedes tidligere i
Medicinen, til forskellige Plastre, nu som
Røgelse og som Tilsætning til Røgelselys i
katolske Lande.
K. M.
Viraktræ, se Boswellia.
Virbalis, polsk Wierzbolow, tysk
Wirballen, russisk Vershbolovo, By i det
sydlige Litauen, 76 km SV. f. Kaunas. (1923)
3983 Indb. V. har givet Navn til den 5 km
vestligere liggende Jernbanestation, der har
Betydning som Litauens Grænsestation paa
Hovedlinien mod Tyskland.
N. H. J.
Wirballen [ver’balən], se Virbalis.
Virbius, en romersk Guddom, der sammen
med Diana dyrkedes i en Lund ved Nemi-Søen.
Han ansaas for Landets ældste Konge og tillige
Diana’s Præst. Visse gamle Træk i hans Kultus
gav Anledning til, at han sattes i Forbindelse
med den skytiske (tauriske) Artemis og
identificeredes med den græske Heros
Hippolytos.
H. A. K.
Virchow [’ferko.], Rudolf, tysk Patolog,
f. 13. Oktbr 1821 i Schivelbein i Pommern, d. 5.
Septbr 1902 i Berlin. V. tog Doktorgraden 1843,
ansattes 1845 som Prosektor ved Berlins
Charité og
grundede, efter at
være blevet
Privatdocent 1847,
s. A. det
berømte Tidsskrift
»Archiv für
pathologische Anatomie«, overalt
kendt som V.’s
Archiv, hvis
Hovedredaktør
han var fra
1852 til sin
Død, efter at
Medstifteren
Reinhard var
traadt tilbage.
Af Regeringen
blev V. 1848
sendt til Schlesien for at studere en
Epidemi af Hungertyfus, og i den Beretning, han
afgav, anbefalede han ikke blot hygiejniske og
humanitære Foranstaltninger, men tillige
Indførelsen af et uindskrænket Demokrati og fuld
 |
| R. Virchow. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
