Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vilhelm III af Oranien, Konge af Storbritannien og Irland - Vilhelm IV, Konge af Storbritannien og Irland og Konge af Hannover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Konge i Dublin, slog V. selv ham ved
Boyne-Floden 1690, og i Løbet af det følgende Aar blev
Irland kuet og tvunget til Lydighed ved strenge
Tvangslove. Til Søs sejrede den engelske
Flaade over den franske Landgangsflaade ved La
Hogue 1692. Derimod var V. ikke sejrrig til
Lands, han blev slaaet ved Steenkerke 1692 og
1693 ved Neerwinden; dog forstod han atter
her som i den hollandske Krig at hindre
Sejrherrerne i at faa Udbytte af Slagene, og ved
Freden i Rijswik maatte Ludvig XIV anerkende
V. som Englands Konge 1697. Opdagelsen af
en jakobitisk Sammensværgelse mod V. 1696
havde styrket manges Sympati for ham, men
Folkeyndest i den Forstand, som han ejede den
i Holland, vandt han aldrig hos Englænderne,
der frastødtes af hans Væsens kolde Fornemhed
og hans Forkærlighed for Hollænderne. Først
Eftertiden har fuldt forstaaet hans Værd. Thi
store og gennemgribende var baade de
Reformer, der skete, og det ny, der skabtes i hans
Regeringstid. Alle Protestanter fik fri
Religionsøvelse 1689, Englands Bank grundedes 1694, 1695
indførtes Trykkefrihed, og Møntvæsenet
ordnedes 1696. V.’s Tronbestigelse sætter ogsaa et
vigtigt Grænseskel i Englands politiske
Udvikling, dog ikke i Kraft af hans personlige Ønsker,
men paa Grund af Forholdene. Ved at tage
ham, en fremmed Fyrste, til Konge havde
Parlamentet fastslaaet sin Suverænitet, og
Begyndelsen til den parlamentariske
Regeringsform gjordes under ham. Da han blev Konge,
fandt han i England to udformede Partier
Tory’er og Whig’er. Til at begynde med søgte han
at danne Raad af Mænd af begge Partier, men
at tage sine Raader (Ministre) af et enkelt Parti,
nemlig det, der havde Magten i Underhuset.
Ved Act of Settlement ordnedes Arvefølgen
saaledes, at Huset Hannover skulde arve Tronen
efter Anna’s Død, medens Rigets Grundlov
sloges fast ved Lovens Bestemmelser.
Udenrigspolitisk havde V. bedst Støtte af Whig’erne.
Tory’erne, der var stemte for Fred, nødte ham
1699 til at gaa ind paa at indskrænke den
engelske Hær og bortsende sin hollandske Garde.
Dette skete paa et højst vanskeligt Tidspunkt
for V., netop da Ludvig XIV arbejdede paa at
sætte sin Sønnesøn Filip paa Spaniens Trone.
De to Delingstraktater, hvorved han 1698 og
1700 søgte at hindre Arvefølgekrigen mellem
Frankrig og Østerrig i at udbryde, strandede
begge. Men da Ludvig XIV efter den spanske
Konges Død lod sin Sønnesøn bestige Spaniens
Trone og besatte Belgien og Lombardiet, vaktes
— især ved Belgiens Besættelse — en krigersk
Stemning i England, og Parlamentet bevilgede
V. Tropper til Kampen. I Septbr 1701 var den
store Alliance dannet mod Ludvig XIV,
bestaaende af England, Holland og Østerrig. Netop
samtidig døde Jakob II i Frankrig, og da saa
Ludvig XIV mod alle Løfter anerkendte Jakob
III som Englands Konge, brød en stor Harme
løs i England. V. opløste nu Tory-Parlamentet,
og et krigsivrigt Whig-Parlament gav store
Bevillinger til Flaade og Hær. V. tænkte, skønt
han var svag, paa at tage Befalingen over
Hæren mod Frankrig, men han kom ikke til at se
Krigens Gang. En Dag, da han red i Hampton
Courts Have, snublede hans Hest over et
Muldvarpeskud, hvorved V. faldt og knækkede
Kravebenet. Under Sygdommen udviklede sig
den Tæring, han havde lidt af i mange Aar, og
som voldte hans Død ikke længe efter. Med V.
uddøde den ældre Linie af Huset Oranien.
(Litt: Ranke, »Engl. Geschichte«, Bd 6
[1878]; von Noorden, »Europ. Gesch. im
18. Jahrh.« [1870]; Macaulay, History of
England; Guizot, Hist. de la revolution
d’Angleterre; De Lort Sérignan,
Guillaume III [Paris 1880]; Trail, William the Third
[Lond. 1888]; P. L. Müller, »Wilh. von
Oranien« [1873]; J. K. I. Nippold, »Vilhelm III«
[1900]).
(J. L.). H. J-n.
Vilhelm IV, Konge af
Storbritannien og Irland og Konge af Hannover
(1830-37), f. 21. Aug. 1765 paa Buckingham
Slot, d. paa Windsor Slot 20. Juni 1837, var
Georg III’s tredjeældste Søn. Hans Fader satte
ham 1779 om Bord paa Kaptajn Robert Digby’s
Flagskib »Prince George«, og 1780 blev han
Kadet i Flaaden, var med i Kampen ved
Gibraltar Jan. 1780 og deltog under den
nordamerikanske Frihedskrig i flere Togter og Kampe og
gjorde her Nelson’s Bekendtskab og vandt hans
Ros. Efter et Togt i vestindiske Farvande
vendte V. hjem, tog sin Eksamen og blev
Løjtnant 1785. Aaret efter blev han Kaptajn paa
Fregatten »Pegasus« og tog med den atter paa
Togt til Vestindien, hvor han igen var sammen
med Nelson. Han havde imidlertid mange
Vanskeligheder med sine underordnede Officerer,
og da han tillod sig større Friheder i Flaaden,
end der ifølge hans militære Stilling tilkom
ham, blev han ved sin Hjemkomst fra et nyt
Togt til Vestindien udnævnt til Jarl af Munster
og Hertug af Clarence og St. Andrews, men
hans militære Løbebane var dermed forbi,
omend han formelt steg gennem Graderne til
Admiral i Flaaden 1811. V. havde ingen
Kommando i Krigene mod Napoleon. Som Medlem af
Overhuset forsvarede han ivrig Negerslaveriet
(hvis Afskaffelse gennemførtes under ham selv
som Konge) og gjorde sig uheldig bemærket
ved hele sin uparlamentariske Tone. 1827 blev
han udnævnt til Rigets Lord High Admiral, ved
Canning’s Indflydelse; men da det kom til
politiske Sammenstød mellem ham og Wellington,
nedlagde han sit Embede 1828. Ved sin Broder
Hertugen af York’s Død blev han 1827
Tronarving og besteg Tronen ved Broderen Georg
IV’s Død 1830. Som Konge færdedes V. meget
mellem Folk paa Gaden, og det drøje og djærve
i hans Væsen i Forbindelse med noget groft,
ustyrligt og taktløst skaffede ham Navnet
»Matroskongen«. For Kongemagten manglede han
dybere Forstaaelse, ligesom for det meste andet,
lige med Undtagelse af Sømandsvæsen. Den
vigtigste Begivenhed i hans Regeringstid (hvorom
se England, »Historie«) var Valgreformloven
1832. Da Ministrene p. Gr. a. Overhusets
Modstand mod Gennemførelsen opfordrede Kongen
til at vælge 50 ny Peerer, frygtede han derfor
og nægtede det; men da Grey gik af, og det var
umuligt at faa dannet et nyt Ministerium, maatte
han tage Grey igen og give Løftet om
Udnævnelsen af Overhusmedlemmerne, hvorfor Loven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
