Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - vilde Jæger, den - Vildelse - Wildenbruch, Ernst von - Wildens, Jan - Wildenvey, Herman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Un« (Odin), »Unsjæger«; i Sverige med Skaane
»Oden« (Noen e. l.); hist og her under moderne
eller stedlige Navne: »Fynshovedmanden«
(Hindsholm), »Nattejægeren« (Vestsjælland),
»Kong Volmer« (Nordsjælland og Sydsjælland),
»Ellekongen eller Underjordskongen« (Stevns og
Bornholm), »Jøn Opsal« (Møen), »Goen«
(Østlaaland og Falster). Trods de mange Navne
(som vidner om, hvor hjemlig Skikkelsen er
paa de enkelte Egne) er Forestillingerne om
den v. J. overalt i Hovedsagen de samme: den
pludselige Larm i den stille Nat, de gøende
Hunde, der ses jage langs Jorden (Folkets
Opfattelse af Trækfugletoget), Jagt efter
Skovkvinderne (han kommer tilbage med Liget af en
eller et Par af dem kastet over Hesten), i nogle
Egne hans Forsøg paa at trænge ind i Husene,
og sammenhængende dermed Troen paa, at han
bortfører de Døendes Sjæle; særlig
fremtrædende er Troen paa hans Komme i Julen, og
der ofres ham da Brød, Juleøl, Kvæg eller det
sidste Kornneg. Ud af denne ældgamle
Folketro synes Gudeskikkelsen at være vokset ud,
først som Dødens, Trolddommens, paa sine
Steder Agerbrugets Gud, siden som Krigsgud og
Asaflokkens Høvding. (Litt: A. Olrik,
»Odinsjægeren i Jylland« [Dania VIII, S. 139];
H. F. Feilberg, »Jysk Ordbog«, II, S.
730—733 [Odinsjæger]; jfr. Vildmand).
(A. O.). H. El.
Vildelse, se Delirium.
Wildenbruch [’veldənbrok], Ernst von,
tysk Digter, f. i Beirut 3. Febr 1845 som
Sønnesøn af Prins Louis Ferdinand af Preussen, d. i
Weimar 15. Jan. 1909, levede som Dreng i
Berlin, Athen og Konstantinopel, kom 1857 med
sin Moder tilbage til Tyskland, gik i Skole i
Halle og Berlin og blev preussisk Kadet 1859.
Han udnævntes 1863 til Officer ved det 1.
Garderegiment i Potsdam, deltog i Krigene 1866
og 1870—71, men opgav snart den militære
Løbebane for det juridiske Studium. Han var
derefter i nogle Aar Dommer i Frankfurt a. d.
O. og Berlin, kom saa i Udenrigsministeriets
Tjeneste og tog 1900 sin Afsked som
Gehejme-Legationsraad. Sine sidste Aar levede W. i
Weimar, hvor han i en Brochure »Ein Wort über
Weimar« (1903) skarpt kritiserede den unge
Storhertugs Varetagelse af de nationale
kunstneriske Forpligtelser, han havde taget i Arv fra
sin Bedstefader. W. indledede sin omfattende
digteriske Produktion med Satyrspillet »Die
Philologen am Parnas oder die Vivisektoren«
(1868), som efterfulgtes af Digtsamlingen »Die
Söhne der Sibyllen und Nornen« (1872) og
Heltedigtene »Vionville« og »Sedan« samt
»Lieder und Balladen« — den berømteste af disse
sidste er »Hexenlied«, ofte fremsagt til
Schillings Musik af Josef Kainz og Emil Poulsen.
Mere Held havde han dog med Fortællingen
»Der Meister von Tanagra« (1880, 9. Oplag
1908), men sit egentlige Felt fandt han først
paa Dramaets Omraade. Han fik hele to
Gange Schiller-Prisen (1884 og 1896) for sine
Tragedier og Skuespil, som naaede til Scenen, i
Reglen ansaas for hofteatermæssige og gjorde
Lykke ved deres teatralske Optrin, pompøse
Lidenskabelighed, udtrykt i en svulmende
retorisk Diktion. Men W. savnede psykologisk Blik,
historisk Opfattelse. Hans Dramaer er i Smag
med de Billeder, Kejser Vilhelm’s Hofmalere
malede til Hohenzollern-Slægtens Forherligelse.
De færreste af hans Stykker vil overleve vor Tid.
Tragedien »Die Karolinger« (1882) indledede den
lange Række, af hvilke kan nævnes Skuespillet
»Das neue Gebot«, Tragedierne »Heinrich und
Heinrich’s Geschlecht«, »Der Generalfeldoberst«,
»König Laurin«, Dramaerne »Die Quitzows«,
»Der neue Herr«, »Die Lieder des Euripides«,
»Die Tochter des Erasmus« og »Die
Rabensteinerin« (1907), der blev hans sidste Værk for
Teatret. I Kbhvn er kun hans Drama »Die
Hauhenlerche« opført (paa Folketeatret 1893 under
Titlen »Fabrikspigen«). Jævnsides med Dramaer
skrev W. stadig Fortællinger, blandt hvilke især
»Das edle Blut« og »Francesca von Rimini«
viser effektfuld Fremstillingsevne. W. tilhører
som Digter i udpræget Grad Vilhelm II’s
Tidsrum — han var en Slags
preussisk-brandenburgsk Nationaldigter, hvad der dog ikke
forhindrede, at enkelte af hans Dramaer som
anstødelige afvistes af de daværende Hofteatre.
»Gesammelte Werke«, udgivet af Berth.
Litzmann (17 Bind, 1911 o. flg.). (Litt.: Walter
Behrend, »E. y. W.« [1907]; T. Röhr,
»W. als Dramatiker« (1908]; Dora Duncker,
»E. v. W.« [1909]; Heinrich Spiero,
»Deutsche Geister« [1910]; Berth.
Litzmann, »E. v. W.« [1913]).
C. B-s.
Wildens [’ve£də(n)s], Jan, flamsk Maler,
f. 1588 i Antwerpen, d. 1653 smst., malede
Landskaber af smuk dekorativ og monumental
Holdning, som det ses i »Sommerlandskab med
Jægere« i Kunstmuseet i Kbhvn (tidligere
Kronborg Samling; et modsvarende Vinterlandskab
gik tabt 1884 ved Christiansborgs Brand) og i
den store Jagtscene »Vinterlandskab med
Jæger« (1624) i Dresdens Galleri. W. hjalp
Rubens med Landskabsbaggrundene til de store
Billeder.
A. Hk.
Wildenvey, Herman, norsk Forfatter, f.
paa nedre Eker 20. Juli 1885. Efter at have
taget Middelskoleeksamen udvandrede han 1904
til Nordamerika, hvor han en Tid studerede
Teologi ved et College og senere virkede bl. a.
som Religionslærer. Han forsøgte sig med
skiftende Held ogsaa i andre Stillinger, men vendte
allerede 1907 — over Sydamerika — tilbage til
Fædrelandet, hvor han udgav sin første
Digtsamling »Nyinger«. Det var en lovende og
talentfuld Debut, de friskt udformede, lette,
lystige, ofte maliciøse og galgenglade Vers lød
muntert ind i den norske Lyriks dystre
Graavejr. Digtenes Form, som ved første Blik
kunde gøre et løst og flygtigt Indtryk, vel ogsaa
fordi de havde bevaret saa meget af
Improvisationens Charme, var imidlertid sikker nok, det
fremgik med megen Tydelighed af »Digte«
(1908). I sin Form minder W. mest om
Hamsun; men han har udformet den naturlige,
legende Mundtlighed til et uovertruffet
Mesterskab og dannet en helt ny Skole i norsk Lyrik.
W.’s Arbejdskraft er usædvanlig; ingen anden
norsk Lyriker har skrevet saa mange, i sin
Art ypperlige Digte, hvor Formens Gratie
næsten altid er ny og levende og bringer glade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
