Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Victoria Island - Victoriakorset - Victorialand - Victoria Njansa - Victoria-Svin - Victoriatus - Victoria West - Victorinus fra Feltre - Victorinus, Gajus Marius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der ved Sydkysten beskrives som Dolomit, nogle
Steder gennembrudt af Diabas. Det
nordvestligste Hjørne af Øen bestaar dog af Sandsten fra
Kultiden. Øen har Karakter af et lavt Højland
med lave Bjergrygge og mange Søer. Højderne
er næsten vegetationsløse, men ved Søerne
findes her og der om Sommeren frodige
Engstrækninger. I de Søer, som ikke bundfryser
om Vinteren, findes Laks og Ørred. Øen
besøges om Sommeren af vilde Rensdyrhjorde fra
Fastlandet, og en Del Rensdyr lever her hele
Aaret. Sydkysten hører til de saakaldte
Kobber-Eskimoers Omraade. (Litt.: V.
Stefansson, The friendly Arctic [New York 1922]; D.
Jenness, The life of the Copper Eskimos
[Ottawa 1922]).
G. Ht.
Victoriakorset, se Viktoriakorset.
Victorialand [vik’tå.rja£änd], 1) den
sydøstlige Del af Prins Albert Land (d. s. s.
Victoria Island, s. d.), en af de
amerikanske Polarøer. 2) et af Sydpolarlandene
med en Kyst, der strækker sig omtrent fra
N. til S. paa 160—170° ø. L.; opdagedes 1841 af
Ross og er flere Gange senere blevet besøgt.
V. er et højt Bjergland; i den nordlige Del
ligger Admiralitets-Bjergene, der i
Mount Sabine naar en Højde af c. 3000 m.
Længere mod S. strækker sig
Prins-Albert-Bjergene, som naar en Højde af over 4000 m.
Ud for Kysten af V., adskilt fra denne ved
Mac Murdo Strædet, ligger paa 77° s. Br.
Erebus-Øen med Vulkanerne Erebus (3890
m) og Terror (3300 m). Her er Sydgrænsen
for det til Tider aabne Hav, idet en mægtig,
40 Længdegrader bred Gletscher skyder sig
frem fra S. mellem V. og det østligere liggende
Kong Edvard VII’s Land. Denne store Bræ
ender som en stejl Ismur. Ved dens Rand er
Havet 600—900 m dybt. Langs Vestsiden af
denne Gletscher fortsættes Østkysten af V. til 85°
s. Br. Det indre af V. er en mægtig Snemark,
hvorfra utallige Gletschere skyder sig ned til
Havet. Kysterne er høje og stejle, og her findes
de eneste snefri Steder, hvor en kummerlig
Plantevækst af nogle faa Mosser og Laver kan
fæste Bo. Klimaet er yderlig koldt og udmærker
sig i Modsætning til Nordpolarlandene ved sin
meget kolde Sommer. Derimod er Vinteren
i Forhold til Breddegraden meget mild. Ved
Kap Adare (71° 18’ s. Br.) var 1899-1900
Aarets Middeltemperatur ÷ 13,8°. Den varmeste
Maaned var Januar (0,6°), den koldeste August
(÷ 25,2°), Aarets Ekstremer var ÷ 41,7° og
9,4°. Ved Erebus (77° 49’ s. Br.) var 1902-03
Aarets Middeltemperatur ÷ 17,8°, Januar
havde en Middelvarme af ÷ 3,9°, August ÷ 27,3°,
Aarets Ekstremer var ÷ 45,8° og 3,9°, kun i
to af Aarets Maaneder forekom Tøvejr. Havets
Dyreverden er rig. Ved Kysterne lever Masser
af Sæler, Pengviner, Maager, Stormfugle o. s. v.
Af Landdyr er kun kendt to smaa Leddyr: en
Springhale og en Mide.
M. V.
Victoria Njansa, V. Nyanza, Ukereve,
arabisk Bahari, Afrikas største Indsø og
Verdens næststørste Ferskvandssø, ligger i den
østlige Del af Sydafrika, lige under Ækvator,
idet den strækker sig fra 0° 25’ n. Br. til 3°
s. Br. og fra 31° 45’ til 34° 45’ ø. L. f.
Greenwich. Arealet er c. 68500 km2 og Højden over
Havet 1132 m. Dybden er langs Bredderne ikke
stor, men sænker sig i Midten til 80—100 m.
Vandstanden er imidlertid meget vekslende, hvilket
har økonomisk Betydning, idet store Arealer i
Perioder er tørlagte og kultiverede, i andre er
under Vand. Formen er nærmest rund eller
hjerteformet, men Kystomridset er, naar
undtages Vestsiden, meget uregelmæssigt med et
Utal af Bugter og Fjorde; saaledes kan nævnes
mod S. Emin-Pasha- og Speke-Bugten,
mod NØ. Kavirondo-Bugten. De
sivbevoksede Bredder er stedvis meget flade, men
almindelig følges de af Højdedrag. Medens det
store Midterparti er tomt for Øer, følges
Kysterne af talrige Øer og Øgrupper, som den
store Ukereve-Ø mod SØ. og
Sesse-Archipelaget mod NV. Blandt de talrige Tilløb kan
fremhæves Kagera paa Vestsiden, der maa
anses for Nilens egentlige Kildeflod. Afløbet
sker midt paa Nordsiden gennem
Somerset-Nilen, der fører til Albert Njansa og derfra
fortsættes som selve Nilfloden. I politisk
Henseende hører Søen og dens Omgivelser paa alle
Sider til britisk Territorium. Ved Port Florence
i Bunden af Kavirondo-Bugten ender
Jernbanelinien fra Mombasa paa Østkysten. Paa
Nordsiden ligger Byen Entebbe, Hovedstaden i
britisk Uganda Territorium. — V. N. opdagedes
1858 af Speke og besøgtes 1862 af samme i
Selskab med Grant, men nærmere Kendskab til
den fik man først, da Stanley omsejlede den
1875. Blandt de Forskere, der senere har
studeret Søen, kan fremhæves Whitehouse
1899—1903.
C. A.
Victoria-Svin, se Svineracer.
Victoriatus, Sølvmønt fra den romerske
Republiks Tid med Sejrsgudindens Billede, af
Værdi som en Quinarius, væsentlig bestemt til Brug
ved Handelsomsætningen med de illyriske Byer;
den dobbelte og den halve V. forekommer kun
meget sjælden, hvorimod den enkelte V. er
mere almindelig.
(P. B.). H. J. N.
Victoria West [vik’tå.rja-’west], Division i
den midterste Del af Kaplandet S. f.
Oranje-Floden, er 12620 km2 med c. 11000 Indbyggere,
hvoraf c. 5000 Hvide. Hovedstaden er V. W.
C. A.
Victorinus fra Feltre, italiensk Humanist
og Pædagog, f. i Feltre tæt ved den tyrolske
Grænse 1378, d. 2. Febr 1446. Han virkede i
Mantua, hvor han opdrog Fyrst Gonzaga’s Børn,
og hvor han dannede et helt pædagogisk
Akademi. V. antog sig fattige Drenge og opdrog
dem, men samlede tillige Disciple om sig. De
gamle middelalderlige Lærefag øgede han, men
han lagde den største Vægt paa det
etisk-religiøse Moment i Opdragelsen.
A. Th. J.
Victorinus, Gajus Marius, romersk
Retor og Grammatiker, levede i Midten af 4.
Aarhundrede e. Kr. Han er Forfatter til en Ars
grammatica, der for største Delen behandler
Metrikken; den er udgivet af Keil i Grammatici
latini (VI, Leipzig 1871). Desuden haves af ham
Kommentarer til retoriske Skrifter af Cicero,
udgivne af Halm i Rhetores latini minores
(Leipzig 1865). Efter at være gaaet over til
Kristendommen skrev han ogsaa Forklaringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
