Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Victor - Victor, Sextus Aurelius - Victor Amadeus - Victor Emanuel I - Victor Emanuel II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Efesus om Tiden for Paaskefestens
Afholdelse. Han traadte ogsaa kraftig op mod
Monarkianismen, som paa hans Tid opstod i Rom.
2) V. II (1055—57), en Grevesøn fra Schwaben,
blev gjort til Pave af Kejser Henrik III,
vistnok efter Opfordring af Hildebrand (den senere
Gregor VII), hvis Bestræbelser for at fremme
Kirkens politiske Magt og hvis Kamp mod
Simoni og Præsteægteskab V. II ivrig støttede,
bl. a. ved Synoder i Frankrig. Da Henrik III
1056 døde, saa det ud til, at V. II skulde komme
til at spille en politisk Rolle som Formynder
for hans Søn, men Døden bortrev ogsaa Paven.
3) V. III (1086—87), tidligere Desiderius,
Abbed af Monte Cassino, efterfulgte Gregor VII,
hvis Ven og Raadgiver han havde været, men
var kun Pave et halvt Aars Tid.
4) V. IV var Navn paa to Modpaver i 12.
Aarhundrede, Gregorius Conti 1138, som efter
to Maaneders Forløb underkastede sig under
Innocens II, og Octavianus, der var Alexander
III’s Modpave, og som holdt sig ved Magten fra
1159 til sin Død 20. April 1164, støttet af
Frederik Barbarossa.
A. Th. J.
Victor, Sextus Aurelius, romersk
Historieskriver, levede i Slutningen af 4.
Aarhundrede e. Kr. Vi har af ham et Skrift De
Cæsaribus, som indeholder Levnedsbeskrivelser af
de romerske Kejsere. Et andet Skrift, Epitome,
som for de første Deles Vedkommende er
beslægtet med dette, skriver sig fra en senere Tid.
Dette gælder ogsaa to andre Skrifter, som er
overleverede sammen med V.’s nævnte Arbejde,
nemlig Origo gentis Romanæ, der behandler
Roms Urhistorie, og De viris illustribus, som
indeholder korte Levnedsbeskrivelser af
berømte Romere. Samtlige Skrifter er udgivne af
Schröter (2 Bd, Leipzig 1829—31), Origo
særskilt af Sepp (München 1879), De viris
illustribus af Petschenig (Wien 1881).
H. H. R.
Victor Amadeus, se Savojen.
Victor Emanuel I (italiensk Vittore
Emanuele [-ema’nuæle]), Konge af
Sardinien 1802—21, Victor Amadeus III’s 2den
Søn (1759—1824), hed som Prins Hertug af
Aosta og deltog 1796 i Krigen mod
Frankrig. Indtil 1814 herskede han kun paa Øen
Sardinien, men fik da Provinserne paa
Fastlandet tilbage tillige med Genuas
Territorium. Han styrede i udpræget reaktionær og
klerikal Aand og nedlagde Regeringen 1821, da
Revolutionen udbrød, og han ikke kunde tænke
sig Muligheden af en fri Forfatning.
(E. E.). H. J-n.
Victor Emanuel II (italiensk Vittore
Emanuele [-ema’nuæle]), Konge af
Sardinien siden 1849 og af Italien 1861—78,
f. 14. Marts 1820, d. 9. Jan. 1878, var Søn
af Kong Albert og en østerrigsk
Ærkehertuginde, Maria Theresia. Han kæmpede med
Udmærkelse imod Østerrigerne 1848—49 (blev
saaret ved Goito) og overtog 23. Marts 1849
Regeringen efter Nederlaget ved Novara og
Faderens Tronfrasigelse. Det var under de
vanskeligste Forhold, han blev Konge, da han baade
maatte slutte en ydmygende Fred og
undertrykke Uroligheder af det radikale Parti
hjemme; men det lykkedes ham at bringe sit Rige
paa Fode igen og at vinde sit Folks Tillid ved
en liberal og national Politik. Dog havde han
ingen betydelige Evner, men derimod et sundt
Omdømme om de politiske Forhold. V. E.
fulgte villig sin
store Minister
Cavour’s Raad
og lod sig ikke
skræmme
tilbage af Pavens
Bandlysning
fra at
gennemføre de nye
Kirkelove og
dermed
Bruddet med
Fortiden, skønt
han i Løbet af
8 Dage (Jan.
1855) mistede
baade sin
Moder og sin
Hustru samt
kort efter sin
Broder Ferdinand, Hertug af Genua, hvilke
Dødsfald af Præsteskabet betegnedes som
Himmelens Straf. Folket gav ham til Løn Æresnavnet
Re galantuomo (Konge-Hædersmanden). Da
Sardinien 1855 havde sluttet Forbund med
Vestmagterne om at deltage i den orientalske Krig,
besøgte han i Novbr samme Aar Paris og
London og fik begge Steder en hjertelig
Modtagelse. For at befæste det yderligere Forbund med
Napoleon III giftede han i Jan. 1859 sin ældste
Datter Clothilde med Kejserens Fætter Prins
Napoleon; men forinden havde han i sin
Trontale til Kamrene erklæret, at han »ikke kunde
være døv for de Smertensskrig, som fra alle
Egne af Italien rettedes til ham«, og derved
kastet Stridshandsken til Øslerrig. Da Krigen
skulde udbryde, viste Kamrene ham deres
Tillid ved at tilstaa ham Diktatur paa ubestemt
Tid, og han kæmpede selv ved Palestro og
Solferino med saa stor Tapperhed, at de franske
Zouaver i deres Beundring gav ham Titel af
Korporal. 8. Juni efter Slaget ved Magenta
holdt han Indtog i Milano, og ved Freden vandt
han Lombardiet. Medens Cavour trak sig
tilbage som Minister, fordi Venetien ikke fulgte
med, som Napoleon III havde lovet, bevarede
V. E. sin Koldblodighed, taalte Skuffelsen og
tabte ikke Troen paa Fremtiden. Snart viste
det sig ogsaa, at han havde haft Ret.
I Marts 1860 valgtes han næsten enstemmig
til Konge i Toscana og Emilia, og i Oktbr og
Novbr samme Aar i Neapel og Sicilien samt i
Umbrien og Markerne, og han modtog overalt
sine nye Undersaatters begejstrede Hyldest. Dog
maatte han købe Tilknytningen af de
førstnævnte Lande med Afstaaelsen af sin Æts
Stammeland Savojen samt en Del af Nizza
(dette var 1858 lovet Napoleon III som Løn for
Venetien). 17. Marts 1861 tog han Titelen
»Konge af Italien«, men allerede længe forinden
havde Italienerne for at tilkendegive deres
politiske Ønsker brugt det tvetydige Raab Viva
Verdi, hvormed mentes Vittorio Emanuele Re
d’Italia. Og ligesom han 1859 havde ofret sin
 |
| Victor Emanuel II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
