Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Viaticum - Viau, Théophile de - Viaud, Julien - Via Valeria - Vibberodden - Vibe - Vibe (dansk-norsk Slægt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tider maatte den rejsende Bogtrykkersvend samle
sit V. ved at gaa Tiggergang paa alle de
Trykkerier, der fandtes i Byerne, nu er det en Ret
for enhver organiseret Typograf, der er paa
Rejse, og Understøttelsen udredes af
Landsorganisationens Midler
E. S-r.
Viau [vio], Théophile de, fransk
Digter (1596—1626), var af Hugenot-Familie, men
forargede som Fritænker og afsvor sin
Protestantisme 1619. 1617 gjorde han uhyre Lykke
med Skuespillet Pyrame et Thisbé, skrevet i
den spansk-italienske, svulstig-galante Manér,
der indleder den preciøse Retning. Efter
allerede tidligere at have været landflygtig et Par
Aar, oprørte han ved Le Parnasse satyrique
(1623) paany Jesuitterne, som fik ham dømt til
at brændes som Ateist; Straffen blev dog efter
en lang Proces ændret til Forvisning, og han
søgte Beskyttelse hos Hertugen af Montmorency
i Chantilly, hvor han døde. (Litt.: J.
Andrieu, T. de V. [1880]; K. Schirmacher,
T. d. V. [1897]).
S. Ms.
Viaud [vio], Julien, fransk Forfatter, kendt
under Navnet Pierre Loti, oprindelig
Navnet paa Helten i en af hans Bøger, er født i
Rochefort 14. Jan. 1850, d. i Hendaye
(Basses-Pyrénées) 10. Juni 1923. 17 Aar gammel traadte
han ind i Marinen, kom tidlig til det fjerne
Østen og lærte som Søofficer alle Have og
Lande at kende. Han indsugede i sit vage og
følsomme Drømmersind alskens eksotiske
Stemninger, beruste sig i Tropernes Luft og
nedlagde, som en moderne Chateaubriand, sine
maleriske Landskabsindtryk og sine forfinede
Sansninger i en Række Romaner, der udmærker sig
ved Kolorittens Glød, ved Naturskildringens
fortættede Stemningsfylde og ved en Understrøm
af pessimistisk Melankoli og erotisk Sensitivitet,
der kan udarte til Smægten og Monotoni. 1879
debuterede han med »Aziyadé«, der omhandler
en engelsk Søofficers Kærlighedsforhold til en
Haremsdame i Stambul; derefter fulgte: Fleurs
d’ennui (1879), Rarahu (1880), en
Kærlighedsidyl fra Tahiti, genoptrykt 1882 under Titelen
Le mariage de Loti, Le roman d’un Spahi (1881)
med Sceneri fra Senegal, Mon frère Yves (1883),
Les trois dames de la Kasbah (1884), Pécheur
d’Islande (1886), Madame Chrysanthème (1887),
Propos d’exil (1887), Japoneries d’automne
(1889), Au Maroc (1890), Le roman d’un enfant
(1890, Selvbiografi), Le livre de la pitié et de la
mort (1891), L’exilée (1892), Matelot (1893), Le
desert, Jerusalem og La Galilée (1895, alle tre
Bind Indtryk fra en Palæstina-Rejse),
Ramuntcho (1897, baskisk Bonderoman), Reflets sur la
sombre route (1899), Vers Ispahan (1904), La
troisième jeunesse de Madame Prune (1905),
Les désenchantées (1906, Roman fra de tyrkiske
Haremer), La mort de Philae (1909), La Turquie
agonisante (1913), La grande Barbarie (1915) og
La mort de notre chère France (1920). 1924
udkom Lettres de Pierre Loti à Mm. Juliette
Adam (1880—1922). Desuden har han skrevet
Dramaerne L’île du rêve, idylle polynésienne
(1898), Judith Renaudin (1898) o. fl. Hans
Æuvres complètes udkom 1893—1906 i 9 Bd. 1891
blev han Medlem af Akademiet. 1897
afskedigedes han af Marinen paa Grund af alt for
hyppig Orlov. De fleste af hans Bøger er oversatte
paa Dansk, nogle af Johs. Jørgensen, en stor
Del af Oscar Arlaud.
S. Ms.
Via Valeria, gammel romersk Landevej,
som førte fra Tibur mod Ø. til det adriatiske
Hav.
H. H. R.
Vibberodden, 2. Ordens Kystfyr paa en lille
Holm ved søndre Udløb til Byen Egersund,
Norge. Hvidt og rødt Lys med Lysstyrker
henholdsvis 426 og 106 Normallys og med
Lysvidder paa 11,5 og 8,0 nautiske Mil. Bygget 1855,
forandret 1914.
M. H.
Vibe, snøre Vibe, Kampleg mellem to
eller flere. Deltagerne holder i et
sammenbundet Reb, der med begge Længder gaar ned
omkring Fødderne og derfra over til
Modstanderen, omkring dennes Fødder og op til hans
Hænder. Man staar med Ansigtet mod
hinanden, og det er nu Opgaven, naar Rebet er
strammet, ved et pludseligt Ryk bagud med et
af Benene, eller med dem begge, at bringe
Modstanderen til Fald. Flere kan paa lignende
Maade staa i Kreds, og hver kan saa søge at
bringe sine Sidemænd til Fald. Kaldes ogsaa
at snøre Vippe, snare Gæs.
Fr. K.
Vibe, dansk-norsk Slægt, hvis Stamfader,
Borgmester i Kbhvn Mikkel V. (1565—1624),
en Bondesøn fra Legaard ved Holstebro, var
Handelsmand i stor Stil. Hans Søn, Rentemester
Peder V. (s. d.), blev 31. Jan. 1634 adlet af
den franske Konge, paa hvis Anmodning han 7.
Aug. s. A. ligeledes optoges i den danske
Adelstand, med følgende Vaaben: Skjoldet firdelt
af Sølv og Sølv, i 1. og 4. Felt en gaaende sort
Vibe, i 2. og 3. fem sorte Skraabjælker; paa
Hjelmen to Sølv-Svanehalse, holdende en halv
Guld-Lillie. Hertil kommer et i det franske
Adelspatent fastsat blaat Hjerteskjold, hvori en
Guld-Lillie. Sidstnævnte efterlod en naturlig
Søn3 Vicestatholderen Johan V. (s. d.), der
25. Maj 1671 blev adlet med Faderens Vaaben,
men som døde uden Afkom paa Mandssiden,
og desuden en ægtefødt Søn; Kommandant paa
Skognes Skanse, Kaptajn Christian V.
(d. 1697). Dennes Søn, Kaptajn Johan V.
(1688-1726), en af Fredrikshalds tapre
Forsvarere under Belejringen 1718, var Fader til
Major Johan Christian V. (1713—64),
blandt hvis Sønner skal nævnes Digteren,
Landmaaler og Kammersekretær Johan V.
(1748—82), af hvem et Skuespil, »De nysgerrige
Mandfolk«, 1778 opførtes paa det kgl. Teater,
Amtmand over Islands Vesteramt Joachim
Christian V. (1749—1802), hvilke begge
hørte til Norske Selskabs fremtrædende
Medlemmer, endvidere Generalkrigskommissær
Ditlev V. (1751-1834), der 1779-88 var den
væsentligste Bærer af det militære
Opmaalingsarbejde i Norge, og endelig Amtmand i Nordre
Bergenshus Amt, senere
Generalkrigskommissær Niels Andreas V. (1759—1814), der
ligeledes havde haft Ansættelse ved
Opmaalinger og som nogle Maaneder før sin Død
udnævntes til Kammerherre hos den nyvalgte
Konge, Christian Frederik. Den nulevende Slægt
stammer fra den sidste af disse Brødre. Han
blev Fader til Sognepræst til Gusdal, Provst
Johan Christian V. (1799—1854), hvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
