Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Werner, Friedrich Ludwig Zacharias - Werner, Fritz - Werner, Gotthard Adolf - Verner, Karl Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Teologi, modtog 1814 i Præsteseminariet i
Aschaffenburg Præstevielsen, begyndte derpaa
i Wien at holde Foredrag, og blev
Æresdomherre ved Fyrstbiskoppens Hof. I Wien
henlevede han sine sidste Aar. Allerede som ung
havde han i sin Fødeby udgivet sin Debutbog
»Vermischte Gedichte« (1789), men det var
først Ridderdramaet »Die Söhne des Thals«
(1803) som henledede Opmærksomheden paa
ham og bragte ham Schiller’s Anerkendelse.
Senere vandt han ogsaa en Tid Goethe’s
Bevaagenhed. Af Schiller’s Patos paavirkedes han,
men han overdrev Dialogens Retorik og lagde
Vægt paa stærkt udpenslede teatralske
Virkninger, der i Øjeblikket skaffede ham sceniske
Resultater. Af hans øvrige Tragedier maa
nævnes »Der Kreuz an der Ostsee« (1806), »Martin
Luther oder die Weihe der Kraft« (1807), et
ganske mærkeligt Drama om Reformatoren, set
fra et romantisk Synspunkt. Senere fulgte »Die
Weihe der Unkraft«, hvor W. tog sine
forherligende Ord tilbage. Med 1-Akts Tragedien »Der
24. Februar«, der først udkom 1815, men
allerede var skrevet 1807 i Weimar under
Indtrykket af Moderens Død og opført der 1810,
indledede han Skæbnetragediernes snart lange
Række (især Værker af Grillparzer og
Müllner) og skildrede den menneskelige Naturs
Natside i grelle Træk. Hans sidste Værker som det
romantiske Drama »Kunigunde,
römisch-deutsche Kaiserin« og »Die Mutter der Makkabäer«
var traditionelle og tomme, prægede af hans
religiøse Fanatisme og uligevægtige Sind, der
førte ham til Sindssygens Grænse. »Theater«
(Wien 1816—18), »Dramatische Werke« (1820),
»Ausgewählte Schriften« med Biografi og
Dagbøger (15 Bind, 1840—41), samme udgivet af
Minor (1884), »Briefe des Dichters F. L. Z.
Werner, herausg. von Oswald Floech
(2 Bd, 1914). (Litt.: Ed. Hitzig,
»Lebensabriss W:’s« [1823]; »J. W.’s Biographie und
Charakteristik«, herausg. v. Schütz [2 Bd
1841]; Düntzer, »Zwei Bekehrte« [1873];
J. Minor, »Die Schicksalstragedie« [1883]; E.
Vierling, Z. W. La conversion d’un
romantique [Paris 1908]; Georg Brandes,
»Den romantiske Skole i Tyskland«).
C. B-s.
Werner, Fritz, tysk Maler, f. 3. Decbr
1827 i Berlin, d. 16. April 1908 smst., Elev af
Daege paa Berlins Akademi, i Paris af Bonnat
1855—63, af Meissonier 1867, vandt sig et
betydeligt Navn ved sine smaa elegante,
humorfyldte Genrebilleder, der kan være beslægtede
med Menzel’s. I Berlins Nationalgalleri
»Marketendersken« (1886) og »Bibliotekaren«; andre i
Dresdens Galleri m. v.
A. Hk.
Werner, Gotthard Adolf, svensk
Maler, f. 4. Decbr 1837 i Linköping, d. 20. Febr
1903 i Rom. W. gik 1857—61 paa Sthlm’s
Akademi, studerede 1861—65 i Paris, derefter i
Spanien. W. udførte — paa ret eklektisk Vis —
en Mængde historiske og kirkelige Malerier, de
sidste for en stor Del (efter at han var bleven
Katolik) i den katolske Kirkes Tjeneste. Hans
»Manichæus« (1867) og »Rakel« kom til
Nordamerika, »Vikinger efter Daaben« (1870) og
»Elisabeth af Ungarn« til England, »Ansgar« til
den katolske Kirke i Malmö. Hjemkommen
udførte han dekorative Fresker, udsmykkede det
Bolinder’ske Hus i Sthlm 1877—78, malede
Billeder til Mariakirken i Visby, Skt Paulskirken
i Göteborg m. v., »Hans Brask’s Afskedsmesse«
(købt af Kong Oscar; Skizze i Sthlm’s
Nationalmuseum). Fra Italien, hvor han slog sig ned
1889, sendte han »Araberens Aftenbøn« (1889,
Linköpings Mus., der ejer hans Selvportræt«
[1902] m. m.) og »Debora« (1897, Skizze i Sthlm’s
Nationalmuseum).
A. Hk.
Verner, Karl Adolf, dansk Sprogforsker,
f. i Aarhus 7. Marts 1846, d. i Kbhvn 5. Novbr
1896. Fra Katedralskolen i sin Fødeby blev han
Student 1864 og kastede sig nu ivrig over
sammenlignende
Sprogstudier,
som han
allerede i sin
Skoletid var ført
stærkt ind paa.
Da ydre
Forhold tvang ham
til at samle sig
om et
Eksamensstudium,
valgte han de
slaviske Sprog,
og efter at have
opholdt sig et
Aars Tid i
Rusland tog han
1873
Magisterkonferens i
dette Fag.
1875—76 foretog han med offentlig
Understøttelse en Rejse til Egnen om Danzig for at
studere de her boende Kaschubers Sprog.
Forinden havde han paa Tysk udarbejdet to
Afhandlinger, »Eine Ausnahme der ersten
Lautverschiebung« og »Zur Ablautsfrage«, der begge
offentliggjordes 1876 i »Zeitschrift für vergleich.
Sprachforschung«, XXIII. Navnlig den første af
disse, i hvilken han paa glimrende klar og
genial Maade paaviste Loven (den efter ham
saakaldte »Verner’ske Lov«) for et hidtil dunkelt
Punkt i de germanske Sprogs Lydforskydning
(s. d. XVI, S. 140), har faaet en dybt
indgribende Betydning i hele Sprogvidenskabens
Udvikling og gav ham med eet Slag Plads blandt
dennes berømteste Mænd. Akademiet i Berlin
tildelte ham den Bopp’ske Pris, og
Universitetet i Heidelberg gjorde ham 1887 til
Æresdoktor. Et Tilbud om et Professorat i
sammenlignende Sprogvidenskab ved et tysk
Universitet afslog han, hvorimod han tog imod en
ham tilbudt Ansættelse ved
Universitetsbiblioteket i Halle, da en Biblioteksvirksomhed
altid havde været hans Ønske, og han ingen
Udsigter havde i sit Hjemland. I Halle var han
da 1876—82, da han udnævntes til Docent (fra
1888 ekstraordinær Professor) i slavisk Sprog
og Litteratur ved Kjøbenhavns Universitet. I
denne Stilling virkede han til sin Død. Hvad
V. har offentliggjort ud over de ovennævnte to
Afhandlinger, er kvantitativt ikke meget (bl. a.
en Række Artikler om slaviske Emner i de
første 6 Bind af dette Værks 1. Udgave), men
bærer alt Vidne om hans sjældne
 |
| K. A. Verner. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
