Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vergilius, Publius V. Maro - Vergine, Mt. - Verginia - Vergna, G. da - Vergniaud, Pierre Victurnien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de mange Former af Æneas-Sagnet og talrige,
til Dels afsidesliggende italiske Traditioner har
han studeret; ligeledes romerske
gudstjenestelige Skikke. Paa Kompositionen har han
anvendt overordentlig Omhu; ligeledes paa Sprog
og Versemaal. Da selve Stoffet ikke var særlig
betydeligt, har han søgt at give det Interesse
ved en stærk Benyttelse af det traditionelle
Gudemaskineri: det hele Digt drejer sig nok saa
meget om Roms Fremtid som om Æneas’
Skæbne. Juno kæmper for at forhindre Roms
Anlæggelse, der er betinget af Æneas’ Ankomst
i Latium; Venus støtter sin Søn Æneas;
Juppiter sørger for, at Skæbnens Villie trods alle
Hindringer sættes igennem. Paa passende
Steder henvises til Roms store Fremtid eller til
August’s Fortjenester; Digtet er i høj Grad
beregnet paa hans og hans Slægts Forherligelse
(den Juliske Slægt, hvortil August ved
Adoption hørte, antoges at nedstamme fra Æneas’
Søn Julus).
Æneiden gjorde Epoke i den romerske
Litteratur. Den ret skarpe Kritik, der i Begyndelsen
lod sig høre, forstummede hurtig. Digtet blev
Romernes Nationalepos og fortrængte aldeles
Ennius’ ældre Værk. Alle følgende episke
Digtere er i deres Teknik og deres Sprogform
afhængige af V. Roms berømteste Grammatikere
fortolkede Æneiden og V.’s andre Digte; i
Skolens Undervisning indtog Æneiden den første
Plads og fik derigennem endog stor Indflydelse
paa den senere romerske Prosastil. I Oldtidens
Slutning steg Beundringen for V. til det
fantastiske: han var ikke blot et Mønster i formel
Henseende, men en Profet, et Indbegreb af
Alverdens Kundskab og Dybsindighed. Æneiden
fortolkedes nu allegorisk; den benyttedes ogsaa
som Spaabog. Middelalderen arvede denne
Opfattelse; den kunde allerede af den Grund ikke
rokkes, at man var overbevist om, at V. i et af
sine bukoliske Digte (IV) havde forudsagt
Kristi Fødsel. I den populære Bevidsthed blev V.
endog til en Troldmand, der havde gjort de
utroligste Mirakler. Først med Dante indtræder
en Reaktion: for ham og endnu mere for den
følgende Tid (Petrarca) er V. atter kun den
store Digter, det uopnaaelige Mønster i formel
Henseende. Digtere som Tasso efterlignede
ham. Kritikerne sammenlignede ham med
Homer og satte ham langt højere. Denne
Opfattelse holdt sig i det væsentlige indtil Udgangen
af 18. Aarhundrede, da man opdagede
Folkepoesien (Herder) og Grækernes Storhed blev
slaaet fast. Da slog, i alt Fald i det nordlige
Europa, Beundringen for V. over i sin
Modsætning. Man fik Øje for det kunstlede i Æneidens
Komposition, for Svagheden i
Karaktertegningen, for Sprogets Affektation og Svulst;
samtidig oversaa man, hvor højt V. dog i Teknik
og Form stod over sine nærmeste Forgængere
baade i Rom og Grækenland, saavel som over
hele den senere episke Poesi. Nu er der atter i
Tyskland en Reaktion i Gang, der til Dels synes
at skulle løbe ud i en lignende kritikløs
Beundring som i Oldtiden og Renaissancen.
V.’s Betydning afspejler sig ogsaa i hans
Overlevering. Af ingen Oldtidsforfatter er der
bevaret saa mange ældgamle Haandskrifter; en
tre—fire Stykker stammer endnu fra Oldtidens
Slutning. De yngre Haandskrifters Tal er legio.
Den antikke Filologis Arbejde er samlet i den
bindstærke Kommentar, der gaar under
Servius’ Navn; desuden er andre, ældre og
yngre, Kommentarer bevarede. (Litt.: Kritisk
Hovedudgave af Ribbeck [2. Udg., 4 Bd,
1894—95]; ældre Udg. med Kommentar af
Heyne-Wagner [5 Bd, 1830—41]; nyere
Kommentarer af Benoist [3 Bd, 1876—80];
Conington-Nettleship [3 Bd, 1881—83]. Til VI
Bog af Æneiden Oversættelse og Kommentar af
Norden [2. Udg. Leipzig 1916].
Comparetti, Virgilio nel medio evo [2 Bd, Firenze
1896]; Scaliger, Poetica [1561; heri
Renaissancens Opfattelse]; Sainte Beuve, Étude
sur Virgile [1857; forstandig fransk
Værdsættelse; Sellar, The Roman poets of the
Augustan age, I [1877]; Heinze, »Vergils epische
Technik« [3. Udg., Leipzig 1915; udmærket,
trods moderne tysk Virgil-Begejstring]. Dansk
Oversættelse af hele V. ved Meisling
[1817—27], af Æneiden ved O. Kiær [1896]).
A. B. D.
Vergine, Mt. [-’verdзine], se Monte V.
Verginia, se Virginia.
Vergna [’værnja], G. da, se Campagna.
Vergniaud [vær’njo], Pierre Victurnien,
fransk Politiker, f. i Limoges 31. Maj 1753,
henrettet i Paris 31. Oktbr 1793, understøttedes i
sin Ungdom af Turgot og blev, efter først at
have forberedt sig til Gejstlig, Advokat i
Bordeaux 1781, vandt stor Anseelse, valgtes 1790
til Administrator af Departementet Gironde og
blev herfra 1791 valgt til Medlem af den
lovgivende Forsamling. V. blev en af
Girondinernes ypperste Førere, og skønt langtfra praktisk
Politiker, havde hans æggende, ordrige Taler
stor Indflydelse paa Revolutionens Gang. V.
var fra Begyndelsen konstitutionel Monarkist,
men havde stor Andel i den girondinske
Krigspolitik over for Udlandet. Han blev
Forsamlingens Præsident 31. Oktbr og troede, at hans
Partis Politik vilde sejre, efter at Girondinerne
var komne i Spidsen for Styrelsen med
Ministeriet Roland Marts 1792; men skuffet over
Ministeriets Fald i Juni 1792 forstod han, at
Kongen var troløs og i Forstaaelse med de
udenlandske Fjender. V. angreb da Kongen
voldsomt i en Tale 3. Juli, hvori han
sammenlignede Ludvig XVI med Tyrannen Lysander,
der »morede Folk med Eder, som man morer
Børn med Legetøj«. Han bidrog ved sine
heftige Angreb stærkt til Kongens Fald, men da alt
tydede hen mod Kongedømmets Undergang,
søgte han at opnaa en Overenskomst med Ludvig
XVI, hvem han forpligtede sig og sit Parti til
at redde, mod at han tog et girondinsk
Ministerium. Disse Forhandlinger bristede dog.
Revolutionen 10. August 1792 førte langt videre
ud, end V. vilde; derfor var det Forslag, han
fremsatte i Forsamlingen om Kongemagtens
Suspension, et Forsøg paa at hindre den
ubetingede Afsættelse, som Robespierre fordrede.
Han søgte at redde de overvældede
Schweiz’ere 10. August. Derfor var han ogsaa truet
under Septembermyrderierne, der indgød ham
dyb Rædsel. Til Konventet blev han atter valgt
fra Gironde og blev ogsaa denne Forsamlings
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
