Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland, Henrik Arnold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gik i Stykker, tilbød han ham 200 Spd. aarlig
af sin egen Kasse; og denne Understøttelse
modtog W. mod, at han »maatte gengælde det
med fritvalgte Arbejder til Almuens Oplysning«.
Da dette blev bekendt, opstod der et
Ramaskrig: »Statsborgeren«, 17. Maj-Helten,
Republikaneren var bleven Hofpensionist! Og i dette
Raab deltog ogsaa hans Partifæller, ja til hans
usigelige Smerte endogsaa hans allerbedste
Venner, der saa paa ham som en frafalden. De
Aar, som fulgte umiddelbart efter, at han
havde modtaget Kongens Gunst, var en streng Tid
for W., han var formelig boycottet, ingen vilde
have noget med »Landsforræderen« at gøre,
Hovedstadens Aviser lukkede deres Døre for
ham; hvor han færdedes, mødte han Uvilje.
Han følte det, som om Folkets Hjerte var
stjaalet fra ham, der farer Ilinger af Bitterhed over
hans Sjæl, saa han — Nordmanden fremfor alle
— har Stunder, da han fornemmer det som en
Ulykke at være hensat i det lille Folk, hvor
hans Sjæls altid klingende Melodier ingen
Genklang finder. Men slige Stemninger var aldrig
varige hos ham; dertil var han for livskraftig,
og hans Kilde for sprudlende; midt »under
Hudfletningerne« skrev han »Jan van Huysums
Blomsterstykke« (1840), en af hans skønneste
og fantasirigeste Digtninge. I flere Henseender
havde han det jo nu godt, var bleven gift og
havde et hyggeligt Hjem, havde 1841 faaet
Stilling i Rigsarkivet og var økonomisk uafhængig.
Og foruden Embedet, som han forrettede med
stor Flid, var der de mangfoldigste Ting, som
lagde Beslag paa hans Interesse. I Politikken
herskede nu Ro, Karl Johan var gammel og
ønskede ikke mere Ufred, de norske
Stortingsforhandlinger gled fra 1830’ernes politiske
Storme over i 1840’ernes fredeligere Syslen med
Landets økonomiske Trivsel, og her havde W.
ikke noget at sige, som ikke kunde siges bedre
af andre. Men der var dog eet Spørgsmaal,
som han kæmpede for med vældig Iver i sine
sidste Leveaar. Allerede 1832 havde han (i
»Nordmandens Katekismus«) fundet een styg
Plet i den elskede og ufejlbarlige Grundlov,
nemlig dens § 2, som forbød Jøderne Adgang til
Norge. 1841 indleverede han et Forslag til
Stortinget, som gik ud paa at fjerne denne Plet.
Han lod sig ikke nøje med gentagne Gange at
indlevere sit Forslag, men han bestormede og
skrev til alle de Stortingsmænd, han kunde
komme over, og han søgte at smelte deres
Hjerter ved to dejlige Digtcykluser »Jøden« (1842)
og »Jødinden« (1844); men han stødte her, dels
hos Præsterne, men navnlig hos sine kære
Bønder, paa en Mur af Overtro og Fordom.
Grundlovsforslaget blev ikke vedtaget før seks Aar
efter hans Død.
Lidt efter lidt kæmpede W. sig tilbage til
Folkets Hjerte. Lige over for det Væld af
Toner, som stadig strømmede fra hans Strube,
lige over for det utrættelige Arbejde, han Dag
ud og Nat ind viede sit Fædreland, kunde
Hadet og Mistroen ikke holde Stand. Men netop
som Lykken begyndte at tilsmile ham, og hvert
hans Digt betegnede et Skridt opad mod Lys
og Klarhed, ramtes han pludselig og uventet af
Skæbnen og kastedes paa et Sygeleje, som blev
hans Dages Ende.
Der laa han, 36 Aar gammel, ramt i sin
Manddoms fulde Kraft. Det myldrede af
digteriske Ideer i hans Hjerne, de mangfoldigste
Planer — til Ophjælp af Folkets Oplysning, til
Fængselsvæsenets Forbedring« til Jødernes
Frigørelse, til Arbejderspørgsmaalenes Løsning —
ventede paa Virkeliggørelse; aldrig havde Livet
ligget lysere for ham, hans Venner kom atter
angrende til ham, hans Fjender begyndte at
spørge sig, om de alligevel ikke havde taget
fejl; — i sit Hjem var han lykkelig, nu skulde
han gøre Underværker. Og saa var det Slut
alt sammen. I hele Sommeren 1844 blev han
liggende, og Vinteren med, og det næste
Foraar kom, og han laa der endnu. Det var
Lungehærdelse. Stundom kunde han puste lidt
lettere, men i det hele bar det dog nedover med
ham. Alligevel gik Maskineriet med fuld, ja
øget Fart til hans sidste Suk, — først Dagen før
hans Død faldt Pennen ham ud af Haanden.
I ledige Stunder morede han sig med at se
tilbage paa det, som var forbigangent, og skrev
med udmærket Humør sine Livserindringer
(»Hasselnødder«). — I sin Ungdom havde han
med Stolthed opfordret sine Landsmænd til at
bedømme hele hans Liv som en Kommentar til
hans første store Digt; paa sit Dødsleje
omarbejdede han det og gav det Titelen
»Mennesket«. Linie for Linie gik han gennem det
vældige Digt, meget strøg han over, noget satte
han til, store Partier blev helt forandrede; men
i Tankeindholdet, i Trosbekendelsen og
Livsopfatningen var der ingen, end ikke den ringeste
Modifikation. Og nu, da Døden kom over ham,
medens Livsfryden strømmede rigere end
nogen Sinde i hans Hjerte, bestod hans straalende
Tro paa Livet sin Prøve paa en enestaaende
Maade. Der var nok dem, som var bekymrede
for hans Sjæls Frelse, fordi han ikke i eet og
alt havde de rette Meninger. Den bekendte
Præst Wexels sendte ham sin »Bønnebog«,
sikkert i den bedste Mening, men W.
remitterede denne »Middelalderens Genganger« med
den Bemærkning, at han fandt mere Kraft i et
af de Blik, hvormed han om Aftenen drejede
sig om for at lede efter en Stjerne. — Efter
som det nærmede sig Slutningen, gik det mere
og mere op for Almenheden, hvad man stod i
Begreb med at miste i W. Hans sidste Digte
(»Til Foraaret«, »Til min Gyldenlak«, »Den
smukke Familje« o. fl.), som endnu virker saa
betagende ved deres alvorsfyldte Frejdighed,
maa dengang have gjort et endnu mere
gribende Indtryk, da de klang ud fra en
Sygestue, kom umiddelbart fra en døendes Læber.
Man faar Følelsen af, at hele Oslo samler sig
om dette Leje og med bankende Hjerte følger
Sygdommens Gang. Mangfoldige Tegn paa
Deltagelse naaede ind til W., og stundom kunde
al denne sildige Kærlighed fremkalde et
vemodigt Smil med en Skygge af Bitterhed over hans
Ansigt:
Nu, da jeg næppe har to Pægle Blod,
Nu er jeg vakker og nu er jeg god,
Nu, da jeg blegner,
Portrætter man gør og Buster man tegner;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
