Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wergeland, Henrik Arnold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grundlagt og det væsentlige af Indholdet
undfanget i Hulda’s Aar. Digtets endelige Navn blev i
øvrigt ikke »Himmel og Jord«, men efter flere
Omdøbninger »Skabelsen, Mennesket og
Messias«. Dette Digt er mere end W.’s Hovedværk,
det er hans Religion eller Mytologi; som de
gamle Skjaldes Kvad er Uforstaaelige uden
Kendskab til den nordiske Gudelære, saaledes
er der i W.’s senere Digtning mange Steder,
som bliver helt eller halvt Uforstaaelige uden
Kendskab til dette hans Ungdomsværk.
Men allerede før »Skabelsen« havde W. en
omfangsrig Produktion bag sig: tre Farcer, to
Tragedier, et Skuespil, en Mængde lyriske Digte
og et Utal af Artikler omkring i Landets Aviser.
Naar vi ved Siden heraf tager i Betragtning
hans Eksamenslæsning (han blev cand. theol.
med Laud 1829), hans ivrige Deltagelse i
Studenterlivet og det offentlige Liv, giver det
Billedet af en vældig Kraft. Mange af disse
Ungdomsarbejder har da heller ingen anden
Betydning end at bære Vidne om en stærk
Produktionsgang, som søger Udfoldelse. Af ulige
størst Interesse er de lyriske Digte (for største
Delen samlede i »Digte, første Ring«, 1829);
»Harpeslag om Venskab og Kærlighed, Frihed
og Fædreland« havde Faderen foreslaaet at
kalde Digtsamlingen, og dette gør nogenlunde
nøjagtig Rede for Indholdet.
Vaaren 1830 forelaa »Skabelsen, Mennesket
og Messias« for Offentligheden, »Menneskehedens
Epos«, »Republikanernes Bibel«, 720 Sider fulde
med mere eller mindre velklingende Jamber.
»Verdensdramaet«, som indledes med et
fantastisk Digt, der gør Rede for dets Tilblivelse
og Fremspiren af Digterens ulykkelige
Kærlighed, falder i 3 Dele, som allerede er angivne i
Titlen.
Den Grundtanke, som gaar gennem W.’s store
Ungdomsdigt, er en straalende Forvisning om
Menneskets Perfektibilitet; det er en
Trosbekendelse, hvis Indhold er Overbevisningen om
en teleologisk Evolution. — Menneskehedens Liv
er en eneste lang Udviklingskæde, en Række
af Overgangstilstande, som altid fører nærmere
til Fuldkommenheden. Denne Tro er
Kernen i W.’s Liv og Digtning; Læren om
Menneskets Drift mod Fuldkommenhed og Evne til
Fuldkommengørelse er for ham »den moralske
Verdens Grundlov«. Hverken denne
Hovedtanke eller Tankeindholdet i Digtet for øvrigt har
W. suget af sit eget Bryst; meget har han
direkte fra sin Fader, som altid vedblev at øve
Indflydelse paa hans Aandsudvikling, andet har
han fra sin Læsning, noget har sin Rod i det
18. Aarhundredes Tænkning, andet er af senere
Oprindelse; Oplysningstidens Rationalisme og
romantisk Panteisme og Evighedslængsel er her
smeltede sammen; der er næppe en Idé, som
ikke kan genfindes og eftergaas hos tidligere
Forfattere; mest Genklang finder man fra
Steffens’ Naturfilosofi, Treschow’s
Evolutionslære og Herder’s historiske
Spekulationer. Men Formen er hans egen og uden
noget direkte Forbillede, — dette Eventyr
om Aandernes Nedfart i Mennesket er stærkt
personligt, ikke blot direkte rundet ud af hans
egen Kærlighedsoplevelse, men tillige Udtryk
for hans Selverkendelse.
»Skabelsen, Mennesket og Messias« er intet
uangribeligt Digterværk; Versene haltede
mangesteds bedrøvelig, med den største
Vilkaarlighed øvede Digteren Vold paa Ordenes naturlige
Betoning; ofte drukner Tanken under kaotiske
Billeddynger, og der er ingen Grænser for de
Raaheder, han stundom tillader sig, — kort
sagt det vrimler af snart sagt alle tænkelige
Synder mod gældende Æstetik. Det var da ikke
venteligt, at det skulde gaa hen uden Paatale,
og kort Tid efter dets Fremkomst gjorde
Welhaven i »Morgenbladet« Anskrig i et Digt, som
blev Indledningen til en bitter og langvarig
Fejde, der efterhaanden greb om sig og til
Slut gjaldt de fleste Modsætninger i socialt,
politisk og litterært Liv i 1830’ernes Norge (se
Welhaven). Imidlertid havde Rygtet om
»de store Julidage« i Paris naaet Oslo; for W.
var Julirevolutionen et Udslag af de
Aandsmagter, han havde besunget i Verdensdigtet.
Jorden brændte under hans Fødder, han følte sig
saa mismodig fjern fra Begivenhederne og
længtes efter med egne Øjne at se
Revolutionens hellige Land, Lafayette’s Land, som altid
havde været Genstand for Faderens
ubegrænsede Beundring, og som laa hans eget Hjerte
nærmest næst Norge. Men han maatte vente et
helt Aar, før han kom af Gaarde. Da var der
jo ingen Revolution længere i Paris; men
Jorden bølgede dog endnu efter Rystelsen, og W.
var med overalt og var aldrig saa henrykt,
som naar han blev Vidne til et Folkeopløb.
Han kunde ikke være stort mere end en
Maaned i Paris, men hans Sjæl dirrede længe efter
Oplevelsen. Hans Digtning i de følgende Aar
er fyldt af denne stormende, forventningsfulde
Uro. Kort Tid efter Hjemkomsten skrev han
en Hymne til Julirevolutionen »Det befriede
Europa«, et med alle sine barokke og alt for
overdaadige Billeder storstilet Digt, som endnu har
bevaret sin Friskhed paa Grund af den vældige
Bevægethed i Rytme og Indhold. — Derefter
kom »Czaris« (eller som det senere af
Forsigtighedshensyn omdøbtes »Cæsaris«), som er
»født og baaret af en grublende Sorg over
Polens Fald og fremstødt under Sjæleveer« — en
voldsom Anklage mod den russiske Tsar, hvis
forbryderske Vold mod Folkefriheden skildres
i Billeder og Farver, som minder om
Skildringen af Tyrannernes Grumhed i »Skabelsen,
Mennesket og Messias«. Lignende Stemninger
er helt eller delvis fremherskende i en hel
Række af Digte, W. skrev i Begyndelsen af
1830’erne, i »Syttendemajsangene«, hvor Mindet om
det berygtede Torveslag endnu ægger hans
Harme, i »Spaniolen«, hvor det gaar ud over
Ferdinand VII’s Vanstyre af Spanien, i
»Erobrerens Sanger«, »Bolivar« o. m. fl.
Tankegangen i alle disse Digte, saavel som i de
samtidige, der henter deres Stof fra Fædrelandet
og den hjemlige Strid, er paa det nøjeste
knyttet til Grundtankerne i »Skabelsen, Mennesket
og Messias«, de er alle besjælede af den
Religion, han her havde forkyndt, ja han griber i
sit Billedvalg endogsaa ofte tilbage til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
